Læsetid: 6 min.

Den monetære union i søgang

12. april 1997

En af de få ting, som alle økonomer er enige om, er, at usikkerhed skaber problemer for virksomheder og husholdninger. Jo mere usikkerheden med hensyn til fremtiden øges, jo mere forsigtige og tilbageholdende bliver erhvervslivet med at foretage langsigtede investeringsdispositioner. Set i dette perspektiv udvikler opløbet med hensyn til etablering/ikke-etablering af en monetær union i Europa sig meget uheldigt.
At usikkerheden er stor, har også denne uge demonstreret. De europæiske finans- og økonomiministre måtte efter deres møde i den hollandske badeby Noordwijk endnu engang forsikre, at var der noget, som stod uantastet, så var det gennemførelsen af den monetære union i EU med start fra januar 1999. Netop denne mantra-lignende repetition af et udsagn, der i sin utroværdighed råber til himlen, er jo om noget med til at forstærke usikkerheden. For enhver nøgtern økonom kan jo i de løbende arbejdsløshedsstatistikker se, at skønnene over underskuddet på de offentlige budgetter for 1997 er tilpasset kravet i Maastricht-traktaten om maksimalt tre procent (af BNP). Det er påfaldende, at EU-kommissionen i sin 1997 Økonomiske Årsrapport, dateret 12. februar 1997, i sin prognose for budgetunderskuddene i 1997 når følgende resultat: Frankrig, Spanien og Østrig skønnes at få præcis tre procent i underskud på de offentlige finanser, mens Belgien, Tyskland, Portugal og Sverige skønnes at lande på 2,9 procent(!). Og jeg vil overlade det til læseren at gætte på, hvad skønnet er for EU under ét - men bliv ikke overrasket, hvis et gæt på tre procent viser sig at være det korrekte svar. Det er mig faktisk en gåde, hvorledes EU-kommissionens embedsmænd kan få sig selv til at lægge navn til en række så tvivlsomme skøn. Hertil vil EU-kommissionen vel bemærke, at de blot fremlægger en prognose, der afspejler de politiske intensioner, og at de da regner med, at der vil blive solgt ud af den offentlige sektors aktiver i et omfang, så disse tal kommer til at stå på bundlinjen, når året er omme.
Herved har den økonomiske scene fuldstændig skiftet karakter. Oprindelig var konvergenskriterierne vedr. budgetunderskud, inflation og renteudvikling i de enkelte lande ment som en sikring af, at den økonomiske udvikling i de enkelte lande forløb stort set parallelt. Opfyldelsen af disse krav er nu blevet til et spørgsmål, om de statistiske tal for lige netop året 1997 kan masseres i en sådan grad, at det på papiret ser ud, som om de enkelte landes økonomier udvikler sig ensartet - trods betydelige faktuelle forskelle. Financial Times (18.2.97) er gået et skridt videre og har i en række artikler beskrevet, hvorledes "EU kæmper for at nå en statistisk union". Og det skal også medgives, at den finansministerielle kreativitet med hensyn til at forskønne den offentlige sektors kasseregnskab er betydelig.
Hvorledes dette statistiske cirkusnummer skal ende, er det umuligt at spå om på nuværende tidspunkt; men at det skaber usikkerhed i erhvervslivet er derimod hævet over enhver tvivl.

Netop i forlængelse af det nævnte EU-finansministermøde kom den tyske finansminister for skade at bemærke, at han da aldrig havde følt sig "kortfæstet til kravet om de tre procent". (Economist, 12.4.97). Denne (muligvise) fortalelse giver jo unægtelig mindelser om diskussionen af Gold Standarden tilbage i 1930'erne, hvor økonomiske historikere benytter udtrykket, at nationaløkonomierne var "korsfæstet til guldet", som en af årsagerne til den økonomiske krise i mellemkrigstiden.
Men tegnene på, at der er en "slappere" fortolkning under overvejelse, fremgår også af 1997-årsrapporten fra EU-kommissionen. For uanset, at den uden at ryste på hånden når til målopfyldelse for de fleste lande, så bliver denne prognose alligevel fulgt op med nogle modificerende bemærkninger. Der beregnes et "konjunktur-renset" budgetunderskud, og da EU-landene jo befinder sig i en (selvforskyldt) lavkonjunktur, så ser budgetterne værre ud, end de under normale konjunkturmæssige omstændigheder ville gøre - stadig ifølge EU-kommissionen.
Og det skulle undre mig ganske meget, om vi ikke kommer til at høre mere og mere om disse "konjunktur-rensede budgetunderskud" i opløbsfasen til den afgørende beslutning om ØMU'en i foråret 1998. For beregningen af den konjunkturbetingede komponent i budgettet er særdeles elastisk og vil uden større vanskelighed for embedsmænd, der kan deres håndværk, kunne kreeres således, at alle lande, der ønsker at deltage, vil kunne fremvise et konjunktur-renset budget der både udviser forbedring og som overholder tre-procents-kravet.

Allerede ved efterårets Dublin-topmøde blev der taget hul på denne diskussion med konjunktur-rensning i forbindelse med udformningen af Stabilitets-pagten mellem de deltagende lande. Det var spørgsmålet om hvilke budgetunderskud, der ville kunne accepteres i fremtiden, når ØMU'en var trådt i kraft. Her figurer de tre procent for det faktiske underskud stadig som nedre grænse; men, men, men hvis konjunkturudviklingen i et land viser sig at være meget svag (ligefrem med fald i produktionen), så ville der kunne dispenseres.
Der er således en forstærket usikkerhed både med hensyn til om ØMU'en vil se dagens lys, hvilke lande, der i givet fald bliver omfattet af den, og endelig i hvilken grad den økonomiske udvikling i de enkelte lande overhovedet ligner hinanden tilstrækkeligt til, at det er meningsfyldt - endsige funktionsdueligt - at binde landenes valutaer ubrydeligt og uigenkaldeligt til hinanden.

Denne usikkerhed vil med usvigelig sikkerhed forplante sig til de finansielle markeder. Et af tegnene på denne ændrede vurdering genfindes i kursudviklingen mellem dollar og D-mark. Siden årsskiftet er dollaren steget med ca. 15 procent over for de europæiske valutaer (bortset fra det engelske pund, der jo er undtaget fra ØMU'en). Det er der naturligvis flere forklaringer på, men øget usikkerhed afspejles i de finansielle relationer. Og her har vi med lige så usvigelig sikkerhed kun set toppen af isbjerget. I første omgang vil der blive spillet på, hvilke lande der kommer med i 1. runde af ØMU'en (hvis den altså overhovedet kommer). Her bragte ugen også nye oplysninger, idet det blev signaleret fra EU-kommissionen, at den ikke ville finde det hensigtsmæssigt, hvis noget land blev påtvunget et medlemskab. Det var i første række et knæfald for den svenske og finske anti-ØMU opinion, idet navnlig den svenske regering vedholdende har hævet, at den ikke kunne tvinges ind i ØMU'en, selv om konvergenskriterierne var opfyldt.
Næste hurdle er, hvilken valutakurs de deltagende lande skal anvende, når den definitive omregning til euro skal finde sted. En mulighed er at benytte kursen den 31. december 1998, andre foreslår et gennemsnit af de sidste to års valutakurs, og endelig er der forslag om en mere teknisk fastlagt kurs på basis af konkurrenceevne-beregninger. Jo, der er nok at vælge imellem, og der vil blive spillet på valutamarkedet lige op til den 1. januar 1999. Men hvad endnu værre, så kan dette kasinospil fortsætte endnu tre år efter igangsættelsen af ØMU'en; for først i år 2002 er det planlagt at omveksle de nationale betalingsmidler med egentlige ØMU-sedler og -mønter. Og da der fortsat vil herske en vis usikkerhed med hensyn til, om ØMU'en nu også klarer opstartfasen, så kan der ikke være megen tvivl om, at hvis valget står mellem at skulle modtage tyske mark eller italienske lire, så vil valget falde ud til fordel for de tyske mark - her vil risikopræmien simpelthen være mindst. Jeg har derfor ikke fantasi til, at der ikke fortsat frem til 2002 vil være mulighed for at oprette konti i specifikke valutaer; for hvad nu hvis..... Sådan fungerer finansielle markeder: Foruden at være samfundsøkonomiens smøremidler, har de også udviklet sig til et kæmpe-kasino, hvilket blandt andet den ungarsk/amerikanske storspekulant Georg Soroz belærte offentligheden om i 1992/93.

Set i dette perspektiv var af stigende usikkerhed om den monetære union, var det ikke så overraskende, at ØMU'ens fader, den tyske kansler Helmuth Kohl følte sig kaldet til at annoncere sin kandidatur til endnu en regeringsperiode. Beslutningen om i gangsættelsen af ØMU'en skal træffes allerede i foråret 1998, så det vil givetvis virke beroligende på de finansielle markeder på forhånd at vide, at det er Helmuth Kohl der sidder for bordenden - (formentlig) også efter den 1. januar 1999.
Ikke mindst når man betænker, hvilken central rolle Kohl spillede i den afsluttende fase omkring selve Maastricht-traktatens tilblivelse, så vil hans sandsynlige tilstedeværelse være en afgørende faktor med hensyn til at bevare noget af troværdigheden omkring ØMU-projektet frem til år 2002.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu