Rusland og Kina underskriver fælles erklæring om den nye verdensorden med kritik af USA's dominans som det vigtigste punkt
Den røde løber var rullet ud, og præsident Boris Jeltsin afbrød sin ferie ved Sortehavet for med åbne arme at modtage den kinesiske præsident Jiang Zemin i Moskva.
Samme sted underskrev de to i går en tekst med den lange titel: "Den russisk-kinesiske fælleserklæring om den multipolære verden og dannelsen af en ny verdensorden".
Uden at nævne nogen lande direkte ved navn er erklæringen klart rettet mod USA og dets dominans på den internationale scene efter afslutningen på den kolde krig.
"Der er nogen, der ønsker en unipolær verden, hvor de kan bestemme alting selv", som Jeltsin sagde på pressemødet efter underskrivelsen i Kreml.
Erklæringen, der blev offentliggjort i brudstykker i løbet af dagen, konstaterer - ikke overraskende - at der her ved årtusindets afslutning er sket store forandringer i de internationale relationer. Den kolde krig og det bipolære system er et afsluttet kapitel, og der er en positiv tendens mod multipolaritet - en verden, hvor ikke bare én eller to stormagter dikterer dagsordenen, men hvor flere lande kan være med:
"Et voksende antal lande har indset, at de har brug for gensidig respekt og lighed frem for hegemoni og magtpolitik; dialog og samarbejde frem for konfrontation og konflikter".
Men nogle lande ønsker fortsat at dominere:
"Intet land bør stræbe efter overherredømme, magtpolitik eller tage monopol på internationale anliggender", advarer teksten ifølge det kinesiske nyhedsbureau Xinhua.
Heller ikke militære blokke hører til Ruslands og Kinas visioner for en ny verdensorden:
"Begge parter udtrykker bekymring over forsøget på at udvide og styrke militære blokke, fordi det kan udgøre en trussel for nogle landes sikkerhed og forværre regionale og globale spændinger".
Sidstnævnte afsnit mangler bare de fire bogstaver N A T O for at det står lysende klart, at det er NATO-udvidelsen, der her gøres indvendinger imod.
Boris Jeltsin kaldte da også erklæringen for et "gennembrud for Ruslands Asien-politik" og sagde i øvrigt, at Jiangs besøg havde "enorm betydning".
I ugerne op til de endelige forhandlinger mellem Rusland og NATO-landene om betingelserne for udvidelsen mod øst har Jeltsin brug for at mobilisere alle kræfter for at få så mange af Moskvas krav igennem som muligt.
Med den russisk-kinesiske fælleserklæring har Jeltsin således valgt at spille "Kina-kortet". Dels som en advarsel til USA om, at NATO-udvidelsen kan sende Moskva i armene på Beijing. Men også som en gestus til de konservative kræfter i Rusland, der er stærke modstandere af NATO-udvidelsen og længe har kritiseret Jeltsin for at fokusere for meget på Vesten i udenrigspolitikken.
"I fremtiden er det vigtigt for Rusland at have sådan en stærk partner, der også er modstander af en unipolær verden", sagde det kommunistiske medlem af Dumaen, Valentin Kuptsov, til nyhedsbureauet Reuter.
Selv om Jiang Zemin understregede, at erklæringen kun er udtryk for et fornyet bilateralt samarbejde og venskab mellem Rusland og Kina, og at det ikke er rettet imod en tredje part, er der ingen tvivl om, at Jiang med fornøjelse har sat sin underskrift på en erklæring vendt mod USA.
Kina spiller gerne "Rusland-kortet" over for USA, der i kraft af sin dominerende rolle ofte tillader sig at kritisere de kinesiske ledere for overtrædelser af menneskerettighederne. Det er udtryk for ren overherredømme og magtpolitik i de kinesiske lederes øjne.
De stadigt tættere bånd mellem de to store nabolande og den nye russisk-kinesiske fælleserklæring vendt mod USA bringer minder frem om den berømte "strategiske trekant" fra den kolde krigs æra.
Er Rusland og Kina i virkeligheden ved at gendanne trekanten - denne gang med en alliance mellem de to og med USA som "skurken"?
Næppe. Trekanten tilhørte den kolde krigs særlige struktur, hvor verden var delt mellem de to rivaliserende supermagter USA og Sovjetunionen. Kina blev af frygt for det, som Beijing i begyndelsen af 1970'erne anså for at være en reel militær trussel fra Sovjetunionen, drevet i armene på den tidligere hovedfjende USA.
Gennem 1980'erne, da Kina indså, at Sovjets militære trussel var forsvundet, benyttede Beijing trekanten til at manøvrere mere frit mellem de to supermagter og dermed føre en mere uafhængig udenrigspolitik. Med Murens fald i 1989 og Sovjetunionens efterfølgende sammenbrud i 1991 mistede trekanten endegyldigt sin betydning.
Det samme gjorde Kina i forhold til USA. Fra at være en vigtig medspiller i det globale magtspil, blev Kina i USA's øjne reduceret til en regional magt. Og der befinder Kina sig stadig. Med den hastige økonomiske udvikling er Kina ganske vist ved at udvikle sig til en regional stormagt, men der er stadig langt til en situation, hvor Kina kan hamle op med supermagten USA. Ikke engang en alliance med Rusland vil kunne ændre det.
Erfaringerne fra den strategiske trekants tid har i stedet lært de kinesiske ledere, at de får mest ud af at fastholde den uafhængige status på den internationale scene.
Beijing er derfor ikke interesseret i nogen alliance med Moskva - eller andre større eller mindre magter for den sags skyld.
Under den nu afdøde leder Deng Xiaopings regeringstid, der varede fra 1978 til begyndelsen af 1990'erne, var kinesisk udenrigspolitik præget af en pragmatisk og delvis pro-amerikansk holdning. Kina havde ifølge Deng brug for fred til at gennemføre den økonomiske modernisering, og landet havde desuden brug for USA's investeringer og teknologi.
Freden blev - med undtagelse af angrebet på Vietnam i 1979 - opnået gradvist ved tættere diplomatiske og økonomiske forbindelser til nabolandene, herunder også Sovjetunionen op gennem 1980'erne.
Men Deng Xiaoping, der havde oplevet den sovjetisk-kinesiske strid på nærmeste hold, nærede en grundlæggende mistillid til Sovjetunionen, og tilliden blev ikke øget, da det gammelkommunistiske kup mislykkedes i 1991, og det kommunistiske styre efterfølgende brasede sammen.
Den nye leder for det nye Rusland, Boris Jeltsin, blev betragtet med mistro fra Beijing, der af mangel på bedre havde støttet Mikhail Gorbatjov i den daværende magtkamp med Jeltsin. Gorbatjov var trods alt leder af kommunistpartiet, mens Jeltsin var en overløber.
Men da Jeltsin kom til magten måtte de kinesiske ledere kort efter bide al skam i sig og "handle" med den nye mand i Kreml.
Den konkrete årsag blev den våbenembargo, som Vesten indførte mod Kina efter massakren i 1989. Det nye Rusland blev pludselig en kilde til anskaffelse af militært isenkram, som Kina havde - og har - brug for i bestræbelserne på at modernisere militæret.
Siden da har Kina ivrigt købt ind fra det tidligere sovjetiske lager. Senest 72 SU-27 kampfly, missiler og to destroyere. Præsidenterne Jeltsin og Jiang har da også diskuteret yderligere militært samarbejde under deres møder i Moskva.
Men Kina er ikke i gang med at indgå en egentlig alliance med Rusland og satser fortsat på en udenrigspolitik, hvor der er råderum til alle sider.
Den kinesiske udenrigsminister, Qian Qichen, flyver således direkte til USA fra Moskva lørdag for at mødes med præsident Bill Clinton og den amerikanske udenrigsminister, Madeleine Albright.
Repræsentanter for verdens i øjeblikket eneste supermagt, USA.
