Læsetid: 6 min.

Politik på personligt plan

11. april 1997

Pyt med, at man bliver til grin verden over, når bare de personlige intriger plejes, er konklusionen efter Italiens udsatte regeringskrise

Paradoksalt nok var det Operation Daggry - betegnelsen, som Italien har givet sin militære mission i Albanien - der var lige ved at forårsage solnedgang og lukketid for landets første venstrefløjs-regering siden Anden Verdenskrig.
11 måneder har regeringschef Romano Prodi foreløbig holdt sig fast i sadlen, og det kan derfor ikke komme bag på nogen med kendskab til statistikken for italienske regeringers gennemsnitlige levetid, at tiden må være kommet, da hesten begynder at bukke for at kaste sin rytter af. Hvad man derimod har lov til at undre sig over er, at drejebogen for italienske politikeres opførsel efter fem års fornyelseskamp og korruptionsbekæmpelse tilsyneladende cirkler i den samme slidte rille.
Hvad der sker for Prodi i dag, skete for Silvio Berlusconi for snart tre år siden. Dengang var det løsrivelsespartiet Lega Nord, som begyndte at slå sig i tøjret og efter bare otte måneder trak tæppet væk under mediemagnatens højreregering. Dengang som i dag var regeringskoalitionen et sammensurium af partier, der i virkeligheden stod for langt fra hinanden til at kunne regere sammen. Men ikke kun det. Dengang som i dag var det mere personlige intriger og indbyrdes rivalisering end uenighed om den politiske substans, der forårsagede regeringens sammenbrud. Og det er netop i denne lidet konstruktive disciplin, at italienske politikere synes ganske uvillige til at forny sig, uanset om det giver skår i landets ry.
Uden personkampe og gensidige drillerier og ydmygelser er der åbenbart ikke noget ved at være politiker i Itaien.

Men først et kig på kronologien i denne meget italienske historie. Romano Prodis regering, der støttes af en bred vifte af partier fra venstre til midten af det politiske spektrum, skulle i denne uge sikre sig parlamentets opbakning til den italiensk-ledede militære mission i Albanien, som er godkendt af FN og EU. Men da afstemningen nærmede sig, stod de ortodokse kommunister i Rifondazione Comunista af. Partiet samarbejder eksternt med Prodis mindretalsregering og var derfor afgørende for, om missionen kom igennem.
Kommunisterne gjorde fra starten regeringen klart, at de anså FN som mere egnet til at lede missionen end et naboland, der ikke kun var Albaniens besætter for 58 år siden, men tilmed i påsken var inddraget i en drukneulykke, der kostede 80 albanske flygtninge livet. Ulykken er endnu ikke opklaret, men mange albanere mener, at det italienske militærskib, der stødte sammen med den albanske båd, var skyld i ulykken.
Kommunisterne frygter, at de italienske soldater kan blive offer for albanernes hævnakt. De mener i øvrigt, at Italien har spillet en temmelig grumset rolle i Albanien de seneste år med både legale og illegale økonomiske interesser, som burde belyses, før Italien rykker ind med militær.
Ifølge kommunisterne nægtede Prodi-regeringen overhovedet at drøfte sagen, og her kommer den første person-intrige ind i billedet. Den er rettet mod kommunistpartiets leder, Fausto Bertinotti, som ifølge regeringskoalitionens øvrige partiledere har alt for meget at skulle have sagt på trods af sin status som eksternt støtteparti for regeringen. Det er således ikke umuligt, at Prodi har vendt det døve øre til kommunisterne uden at skele til, om der var fornuft i det, de sagde, alene for at markere over for de andre surmulende partiledere, at han i hvert fald ikke er i lommen på kommunisterne.
Omvendt mener mange iagttagere, at kommunisternes modstand mod missionen bunder lige så meget i Bertinottis personlige behov for at markere sig på bekostning af rivalen Massimo D'Alema, der leder regeringskoalitionens største parti, Det Demokratiske Venstreparti, PDS. De to herrer var i gamle dage partifæller, indtil det legendariske italienske kommunistparti, PCI, i 1991 splittedes i to, og PDS og Rifondazione Comunista gik hver sin vej. PDS mod midten, Rifondazione Comunista mod venstre.
På nøjagtig samme måde er det en almindelig opfattelse i Italien, at Berlusconi-regeringen faldt i 1994, fordi Lega Nords leder, Umberto Bossi, var jaloux på Berlusconis stigende personlige popularitet især i nord, som Bossi opfatter som sit personlige territorium.

Men intrigerne stopper ikke her. For da Prodi efter kommunisternes stædige nej til Albanien-missionen måtte ned på knæ for oppositionen, benyttede de tidligere nyfascister i Alleanza Nazionale chancen for at hælde lidt salt i regeringens allerede åbne sår. Mens Silvio Berlusconi viste storsind og var indstillet på at hjælpe regeringen i det udenrigspolitiske spørgsmål, der trods alt sætter landets ære på spil, holdt Alleanza Nazionales leder Gianfranco Fini på, at Prodi skulle drilles lidt. Det var derfor takket være Fini, at Prodi blev tvunget til åbent at indrømme over for parlamentet, at regeringen var kommet i mindretal og afholde en tillidsafstemning, som går igennem i morgen. Fini fik ikke andet ud af sit træk end den åbenbart sande fryd at se Prodi sjoske op med halen mellem benene til nationens fader og overdommeren i det politiske cirkus, præsident Oscar Luigi Scalfaro, for at underlægge sig hans råd. Så kunne det ligesom ikke stå klarere for nationen, at regeringen har et problem, hvis ellers det skulle være forbigået nogens opmærksomhed.
Efter hele denne komedie er det nu - trods alt - fremtiden, det gælder. Selv om tillidsafstemningen ventes af falde ud til Prodi-regeringens fordel i morgen ved middagstid, er det kun et spørgsmål om tid, før kommunisterne og regeringen igen skal lægge arm.
Den afgørende styrkeprøve ventes at komme til at stå, når det italienske velfærdssystem i de kommende måneder skal på dagsordenen. På grund af kommunisternes modstand er det endnu ikke lykkedes Prodi at foretage de ønskede nedskæringer i pensionssystemet, som på trods af to reformer i de seneste fem år endnu vejer for tungt på det offentlige budget.
Ifølge Prodi og de fleste af regeringspartierne er Italien nødt til at skære ned i pensionerne, hvis EU-partnerne skal tage Italiens saneringsbestræbelser alvorligt. Indtil nu har Prodis forsøg på at gøre Italien klar til den fælles mønt hovedsageligt baseret sig på skattestigninger, fordi Rifondazione Comunista ikke vil være med til at skære i de sociale udgifter. Men det kan ikke blive ved med at gå, mener Prodi.
Bag ham står både den Internationale Valutafond, oppositionen og italiensk industri. Men det er desværre ikke dem, der skal sikre det parlamentariske flertal bag nedskæringerne. Det skal kommunisterne. Og de vil ikke.

Mulighederne er herefter to. Enten falder kommunisterne til patten i sidste øjeblik, men kun på den betingelse, at de får lov at sætte et eftertrykkeligt præg på reformerne.
Eller også falder regeringen. Og så er der tre mulige scenarier. Enten blandes kortene i det siddende parlament, og der dannes et nyt flertal bestående af nye alliancer, eventuelt en bred samlingsregering hen over midten, hvorfra de yderste fløje udelukkes. Eller også må man igen ty til en ikke-politisk, teknokratisk regering, der får mandat til at ride stormen af, indtil de politiske gemytter er faldet tilstrækkeligt til ro til at overtage kommandoen igen.
Den tredje mulighed er nyvalg. Og så er der ikke bare to eller tre, men et uanet antal mulige udfald, som vi ikke her skal gisne om.
Hver gang der går kuk i italiensk politik, skydes skylden på de manglende institutionelle reformer. Valgloven er dårlig og skizofren og skaber uhomogene og splittede koalitioner. Parlamentet har for meget magt, og regeringen for lidt, hedder det.
Og det er bestemt ikke forkert. Men det hjælper ikke på sagerne, at der stadig er mere interesse for personfnidder end det politiske indhold, og det er der foreløbig ingen, der har rettet opmærksomheden imod.
I øjeblikket er en parlamentskommission i gang med at foreslå omskrivninger af anden halvdel af landets forfatning for at finde en løsning på ovennævnte problemer. Kommissionen skal aflevere sine forslag inden udgangen af juni, men meldingerne lyder, at arbejdet går trægt. Politikerne kan ikke blive enige om ordlyden.
I slutningen af denne måned afholdes der borgmestervalg i flere store italienske byer, blandt andet Milano, Trieste og Torino.
Valgene ventes at give et fingerpeg om, hvad vælgerne mener om det hele, og det signal får politikerne svært ved at overhøre, hvad enten det går i den ene eller den anden retning. Styrkes kommunisterne, er der ingen tvivl om, at de med fornyet mod vil fortsætte deres korstog mod, hvad de opfatter som en alt for højredrejet venstrefløjsregering.
Og så vil Prodis dage for alvor være talte.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu