Læsetid: 5 min.

'Der var saa deiligt ude paa Landet'

17. april 1997

Med offentliggørelsen af sin "Betænkning om landdistrikternes udviklingsmuligheder" går regeringen i konkurrence med Venstre om at udnytte sympatien for livet på landet

Der var saa deiligt ude paa Landet; det var Sommer, Kornet stod guult, Havren grøn, Høet var reist i Stakke nede i de grønne Enge, og der gik Storke på sine lange, røde Been...
Med det Danmarksmaleri åbner H. C. Andersen sin grimme ælling. Og i vor nationale selvforståelse hænger billedet stadig på nethinden, selv om virkeligheden unægtelig er blevet en anden.
Drivkraft i ændringerne på landet er landbrugets udvikling: Sammenlægning af bedrifter, mekanisering, kemikalisering, stordrift, industrialisering. Gennem årtier er landdistrikterne affolket som følge af erhvervets skrumpende mandskabsbrug, bygninger er forladt og forfaldne, gammel landbyggeskik misrøgtet, agroindustrielt nybyggeri skånselsløst knaldet ned i mark og landsby. Landskabets særpræg - levende hegn, vandhuller, bække, fritstående træer - er bortekspederet som ubekvemt for moderne dyrkningsgrej. I stedet strækker sig nu monotone marker som væg-til-væg tæppe mellem by og skovbryn. Hertil miljøproblemer af allehånde art: Gyllestank fra husdyr stablet i betonstalde med for lille jordtilliggende til for megen gødning, forurenet brøndvand, giftsvedne grøftekanter og læbælter, sangfuglene pløjet og sprøjtet bort.
Landsbylivet er fulgt med nedad. Dels fordi der simpelthen er færre mennesker til at handle og mødes. Dels fordi beslutningstagerne i handel og service - også det offentlige - har fundet det lønsomt at nedlægge funktioner i landsbyerne og flytte dem til større centre.
Det faldende befolkningstal i landdistrikterne har selvsagt været en befordrende faktor, men ikke den eneste, og en ond cirkel har været sat i gang. De unge er flygtet til de større byer, så snart de blev gamle nok.
I den lyse aprilaften ligger landsbygaden øde hen, knurrende af tv-apparater, der blåner bag trukne tylsgardiner.

Partiet Venstre har været bærer af den landbrugspolitik, der har affolket det åbne land. Sammenlægning af stadigt heftigere industrialiserede bedrifter har i Venstres forestillingsverden været den "uundgåelige udvikling", som Danmark var bedst tjent med at bringe sig i førerstilling på. Partiets valgte i andelsbestyrelser, kommunalbestyrelser og amtsråd har - trods megen retorik - heller ikke holdt sig tilbage, når det drejede sig om at "rationalisere" handel og service.
Alligevel har Venstre gjort "Det nære samfund" - med livet på landet som ideal - til et af sine slagnumre. Dels er det jo Venstrefolk, der sidder tungt på, hvad der er tilbage af landliv, så enhver begunstigelse forvaltes af dem. Støtte til landdistrikterne er aktiv kernevælger-pleje. Dels har appellen spillet på byboernes drøm om "den tabte livsstil" og således muliggjort indhug. Og endelig har besyngelsen af det nære samfund været god at genere socialdemokraterne med. De kunne - med deres binding til byernes fagbevægelse - beskyldes for "centralisme" og "stenbro-tænkning".
De konservative har - uden illusioner - været nødt til at synge med på Venstres sang. Men når den har kunnet gjalde så eftertrykkeligt på Christiansborg - især i Folketingets debatter om planlægning og naturbeskyttelse - skyldes det, at sangen også besnærer venstrefløjen med dens drømme om "alternative livsformer" og "små samfund".
Uanfægtet af den praktiske erfaring, at venstrefløjens idealer har sværere ved at slå igennem, jo længere man kommer ud på landet. De radikale, der både har tilbageværende husmænd at pleje og småt-er-godt at drømme, lander som oftest på Venstres side.
Derfor er socialdemokratiske ministre genem årene hyppigt blevet plaget med dagsordener om "fremme af livet på landet", når de har søgt at få Folketinget til at debattere fysisk planlægning.

Netop sådan en dagsorden pålagde i februar 1996 regeringen at nedsætte "et hurtigtarbejdende udvalg" til "at gennemgå lovgivningen med henblik på at skaffe by- og landbefolkningen ligeværdige udviklingsmuligheder på lokale forudsætninger".
Indenrigsminister Birte Weiss har i forgårs offentliggjort dette embedsmandsudvalgs betænkning, ledsaget af en opstemt pressemeddelelse. Og ministeren bebuder: "Betænkningen vil indgå i regeringens landdistriktredegørelse i næste måned".
Hermed tager regeringen konkurrencen op med Venstre, der for to måneder siden offentliggjorde pjecen Venstre tynder ud i lovjunglen, der indeholdt en række forslag om at "gøre livet lettere for befolkningen på landet".
Tænkeligt ud fra bevidstheden om, at drømmen om livet på landet er drivkraften bag den politiske agitation, har regeringsudvalget ladet Vilstrup lave en opinionsundersøgelse af "befolkningens holdninger til at bo på landet".
Om resultatet hedder det i betænkningen:
"15 pct. af de adspurgte er byboere, der har gjort sig mere eller mindre specifikke overvejelser om at flytte på landet. Modsvarende disse er tre pct. landboere, som har gjort sig overvejelser om at forlade landet og flytte til byen. Landdistrikterne har således et betydeligt netto-tilflytningspotentiale."
Blandt respondenternes positive udsagn om livet på landet kan nævnes:
"Man kan larme lige så meget, som man vil."
"Man kan gå i byen om aftenen i Assens - og undgå sladder i landsbyen."
"Der er ikke så mange mennesker."

På den mere seriøse side er udvalget nået frem til, at landkommunerne fra 1985-1993 godt nok har mistet seks pct. af deres arbejdspladser som følge af udviklingen i landbruget. Til gengæld er antallet af industriarbejdspladser på landet steget med 11 pct. og servicesektoren med syv pct. I byområderne er industriarbejdspladser gået tilbage med 3,5 pct. og servicesektoren kun frem med tre pct. Alt i alt har landområderne kun tabt en halv procent af deres arbejdspladser, mens byerne er gået frem med en halv procent.
Tilbagegangen på landet er altså ikke så slem, som den har været.
Udvalget mener, at gældende lovregler i det store og hele ligestiller land og by, men at der på landet bør informeres bedre om reglernes muligheder. (Forslag om bedre information gør sig altid i offentlige betænkninger.)
For dog at kaste et par lunser til Venstre foreslår udvalget dog lempelser bl.a. i
*reglerne for stalddørssalg,
*naturbeskyttelseslovens stramme regulering af opsætning af reklameskilte i det åbne land,
*udtjente landbrugsbygningers overgang til industri eller andre byformål.
Forslagene er ikke revolutionerende, men ej heller problemfri: Nye muligheder for moms- og skattefup på landet, undergravning af vort lands værn mod bill-boards og spredt og tilfældig industriudvikling.

Men det store problem er et andet: Hvis ikke man vil gå til kernen og styrke bosætningen på landet gennem en radikalt anderledes landbrugspolitik - og sådanne tanker kommer udvalget ikke i nærheden af - så er der ikke andet at gøre end at lokke flere byboere til flytte på landet, selv om de bliver ved med at arbejde i byen.
Og som udvalget udtrykker det: "Der synes ikke at være noget specielt problem forbundet med rejsetiden for landkommunerne set i forhold til bykommunerne, hvis man råder over en bil".
Der var den! Flere byarbejdere med bolig på landet betyder endnu mere biltrafik. Som i forvejen vokser alle mulige andre steder. Målsætninger om nedbringelse af miljøbelastningen fortoner sig yderligere.
Hertil kommer selvsagt, at en satsning på vækst i landdistrikterne skal konkurrere med regeringens satsninger på vækst i egnscentrene og - ikke mindst - i hovedstadsregionen. Den, der satser alle steder, satser ingen steder. Og så megen vækst er der slet ikke at fordele.
Til gengæld kan alle - uanset hvor de bor eller drømmer om at bo - trygt støtte en regering, der vil gøre noget særligt for dem.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu