Læsetid: 5 min.

Hvad vil Washington egentlig?

4. april 1997

USA vil i de kommende dage forsøge at sparke liv i resterne af den mellemøstlige fredsproces, men spørgsmålet er, om det lader sig gøre uden et regeringsskifte i Israel

Koldere end indlands-isen på en vinterdag. Sådan kan man uden nævneværdig overdrivelse beskrive forholdet mellem Israel og dets arabiske naboer.
På få uger har Israel med sin beslutning om at bygge et stort jødisk boligkvarter midt i det palæstinensiske Østjerusalem formået at undergrave den i forvejen skrøbelige fredsproces.
Og dét i en grad, så mange tvivler på, om fredshåbet overhovedet kan genoplives.
Det er ikke desto mindre, hvad USA's præsident, Bill Clinton, i de kommende dage vil forsøge.
Spørgsmålet er, om det lader sig gøre uden et regeringsskifte i Israel.

Når byggeriet på Jebal Abu Ghneim højen i den grad har fået palæstinensernes pis i kog, skyldes det, at Østjerusalem dermed vil være omringet af jødiske bosættelser på alle sider.
En velvalgt israelsk strategi, der har til formål at skyde drømmen om en palæstinensisk hovedstad i Østjerusalem i sænk. Én gang for alle.
Men som altså har haft den beklagelige bivirkning, at såvel palæstinensere som Den arabiske Liga, EU, FN - og ikke mindst størstedelen af israelere selv har vendt sig mod ministerpræsident Benjamin Netanyahu og hans højrenationalistiske koalitionsregering.
Og dét i en sådan grad, at selv hans egne diplomater efterhånden betragter ham som et éngangsfænomen, der senest ved valget om tre år må overlade såvel Likud-lederskabet som regeringsroret til andre og mere kvalificerede kræfter.

Når USA - som tilfældet er - har indkaldt Netanyahu til hastekonsultation i Washington på søndag og mandag, er det et klart signal om, at selv Bill Clinton er ved at tabe tålmodigheden med den kompromisløse israelske ministerpræsident.
En holdning, som amerikanske diplomater i Mellemøsten længe har luftet på tomandshånd, og som i weekenden ventes at få Washington til at lægge en smule pres på Israel.
I første omgang vil Det hvide Hus forsøge at overtale parterne til at gå tilbage til forhandlingsbordet. Sandsynligvis ved hjælp af et diplomatisk initiativ, som betyder, at Israel indvilliger i at suspenderer byggeriet på Jebal Abu Ghneim i seks måneder - mod at palæstinenserne til gengæld accepterer at springe den israelske tilbagetrækning fra Vestbredden over og gå direkte videre til forhandlingerne om en endelig fredsløsning.
I første omgang ser det ud som en magisk formel, der burde kunne få parterne på talefod igen. Men hvis den palæstinensiske præsident, Yassir Arafat, skulle nægte, er der ingen grund til overraskelse.
Dels fastslår det amerikanske kompromis, at Israel har ret til at bygge i det besatte Østjerusalem, og dels løber Arafat en stor risiko for, at et senere sammenbrud i fredsforhandlingerne vil betyde, at Israel aldrig får trukket sin hær tilbage fra resten af Vestbredden.

Udgangspunktet for USA's indblanding i fredsprocessen er, at ingen af parterne har råd til at forlade forhandlingsbordet.
Og dét er en analyse, som grundliggende er korrekt.
Ikke mindst fordi både Netanyahu og Arafat har sat deres politiske liv ind på at få et positivt resultat.
Problemet er bare, at stadig flere palæstinensere spørger sig selv, om fredsprocessen, som den ser ud i øjeblikket, overhovedet er værd at bevare.
Hvis det maksimale udbytte af forhandlinger med Israel synes at være en cementering af status quo, hvor det palæstinensiske selvstyre dækker under en femtedel af den oprindelige Vestbred og lidt over halvdelen af Gazastriben, er der ikke meget tilbage af drømmen om en palæstinensisk stat.
USA's anden grundopfattelse er, at Israels sag er USA's sag.
Eller som Bill Clinton udtrykte det, da Netanyahu sidste gang var i Washington: "Enhver fred, som Israel kan acceptere, er en fred, som USA kan acceptere".
Ifølge diplomatiske kilder betyder det i praksis, at USA ser det som sin fremmeste opgave at få israelerne til at føle sig så trygge, at de tør underskrive en fredsaftale - i første omgang med palæstinenserne og siden hen med Syrien og Libanon.
Araberne mener, at denne grundliggende identifikation med Israel dels skyldes Clintons store lydhørhed over for USA's magtfulde jødiske lobby og det faktum, at størstedelen af hans udenrigspolitiske rådgiverteam er af jødisk herkomst.
En teori, som beviser den amerikansk-jødiske Sammenværgelse, som alle arabere elsker at give skylden for ubehagelige udviklinger i Mellemøsten.
At Clinton er lydhør over for den jødiske lobby, indrømmer amerikanske diplomater gerne, men understreger samtidig, at det er Israels vitale stategiske betydning som USA's tro allierede i et ustabilt og olierigt Mellemøsten, der er årsag til Washingtons forfordeling af landet.
Umiddelbart kan det da også undre, hvis USA skulle finde det vigtigere at holde en stadig mere besværlig Netanyahu ved roret end at få fred i Mellemøsten.
For fred er den eneste opskrift, som i længden kan sikre stabilitet i Mellemøsten.

På søndag står Clinton derfor over for et valg. Skal han lade Netanyahu løbe linen ud. Lade ham gøre det hele så umuligt for sig selv, at det ender med et mistillisvotum i det israelske parlament, Knesset, og dermed et valg i utide.
Eller skal Clinton lægge så meget pres på ham, at han accepterer i praksis at overlade tøjlerne til Arbejderpartiets Shimon Peres, der står og hopper i kulissen for at komme med i en såkaldt national samlingsregering med Netanyahus Likud.
Meget tyder på, at USA ser dette særlige israelske fænomen som den eneste måde at redde fredsprocessen på, men indtil videre er det langtfra en løsning, som Peres har opbakning til.
Tværtimod har Arbejderparties kronprins, Ehud Barak, der ventes at overtage partiledelsen ved et internt valg den 3. juni, sagt klart nej.
"Vi vil ikke indgå i denne rådne, skammelige og fejlslagne regering. Det ville være en fundamental fejltagelse, hvis vi går med i en sådan regering. Ærlige borgere vil med rette spørge, hvor er den reelle opposition henne", lød Baraks dom for nylig.

At Barak dermed har talt til mange israeleres hjerter, er der ingen tvivl om. Alle meningsmålinger viser, at et flertal af israelerne går ind for oprettelsen af en palæstinensisk stat side om side med Israel. Et klart udtryk for dét skred i den offentlige bevidsthed, som er sket takket være Oslo-aftalerne og den deraf følgende afdæmonisering af palæstinenserne.
Før første gang i Israels historie tror befolkningen på, at fred er en reel mulighed - og dét er sandsynligvis det faktum, Washington vil forsøge at få Netanyahu til at indse.
Om det lykkes vil afhænge af, hvor hårdt et pres, Washington er parat til at lægge på ham, og af, hvordan det går med de igangværende forhandlinger med Shimon Peres om et grundlag for en sådan samlingsregering.
Kan de to israelske rivaler nå til enighed, skal der næppe pres til for at få dem til at føre planerne ud i virkeligheden, men hvis Netanyahu står fast på sit nej til yderligere tilbagetrækning fra Vestbredden, nej til at forhandle med Syrien om tilbagetrækning fra de besatte Golan-højder, nej til en palæstinensisk stat og nej til en palæstinensisk hovedstad i Østjerusalem - så er der ikke meget at forhandle om.
Hverken med den 73-årige Peres, der drømmer om nok en chance for at blive Mellemøstens store Fredsmager, og endnu mindre med palæstinenserne.
Og i så fald står fremtiden i konfrontationens, bombernes og selvmordsaktionernes tegn.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu