Læsetid: 6 min.

Et afrevet ben, en søster, en soldaterkammerat

31. maj 1997

Retssagen mod Timothy McVeigh, anklaget for bombeattantatet i Okhaloma City i 1995, er afsluttet. Juryens afgørelse ventes denne weekend

Et afrevet ben. Det er stort set, hvad Timothy McVeighs forsvar har kunnet præstere efter to års forberedelse og et budget på knap 10 millioner dollar. Timothy McVeigh er anklaget for at stå bag bombesprængningen af en regeringsbygning i Oklahoma City den 19. april 1995, hvor 168 mennesker omkom.
Og det afrevne ben? Forsvaret har fået en engelsk patolog til at gennemgå sagen. Patologen - Thomas Marshall, tidl. formand for Den internationale Patolog-Sammenslutning - har konstateret, at der i det indsamlede materiale af lig og ligrester var ét ben i overskud, et menneskeben.
Thomas Marshall har udtalt, at dette ekstra ben efter hans opfattelse betyder, at der findes et offer nr. 169: "Ingen andre dele af denne krop er fundet... Man må konkludere, at resten af denne krop er sprængt helt itu, og hvis det er tilfældet, må den pågældende have befundet sig meget tæt på den bil, der eksploderede."
Chefpatologen fra Oklahoma City erkender, at man har et ben i overskud - et kvindeben. Forsvaret har søgt at bevise, at to mænd udførte attentatet. Forsvaret har også hævdet, at den egentlige attentatmand omkom i forbindelse med sprængningen. Hvis det overskydende ben er attentatmandens, er han altså kvinde. Men ingen har de afgørende dage set McVeigh i kvindeligt selskab.

Benet har været det mest farverige indslag i en retssag, som stik imod alle forudsigelser ikke er blevet noget større mediecirkus, ikke har budt på sensationer, ikke har udviklet sig til politiske konfrontation mellem det amerikanske ultrahøjre og "systemet".
Allermest overraskende er det, at sagen allerede er ved at være slut. I betragtning af sagens omfang og politiske betydning kunne man have forventet noget, der mindede om O. J. Simpson-sagen.
Men kun to måneder har det taget - og heraf gik den første blot med at komme i gang: udvægelse af jury, debat om interne procedurer, debat om hvilket materiale kunne (eller ikke kunne) fremlægges.
Forsvaren, Stephen Jones, brugte mindre end fire dage på sin fremstilling af sagen - han sluttede af i onsdags med en videodokumentation af manglende troværdighed hos anklagerens hovedvidne. Det sidste par dage er gået med afsluttende bemærkninger og nu sidder juryen så og overvejer.
Det vakte opsigt, at anklageren, Joseph Hartzler, i ugerne op til sagens begyndelse strøg en række navne fra sin vidneliste. Belært formentlig af erfaringerne fra den første O. J. Simpson-sag turde han ikke tage chancen med vidner, der var det mindste i tvivl.
I marts offentliggjordes en kritisk rapport om FBI's evner til at indsamle, analysere, opbevare bevismateriale. Rapporten pegede på en række konkrete sager - herunder Oklahoma City.
Igen synes anklageren at have sikret sig mod flankeangreb ved at fjerne tvivlsomt materiale - med det resultat at jury og retssal ikke har skullet gennem dage og uger med tekniske debatter om materialets troværdighed.
Anklageren har ført bevis for, at McVeighs fingeraftryk findes på en kvittering for et stort kvantum kunstgødning af den type, der blev benyttet til bomben, samt at der var rester af samme kunstgødning i Timothy McVeighs tøj og bil, da han blev anholdt.
Anklageren har til gengæld end ikke forsøgt at bevise, at tvivlsomme fingeraftryk andre steder kunne henføres til McVeigh.
Anklageren har vist, at McVeigh sammen med Terry Nichols (hvis sag kommer for på et senere tidspunkt) har gennemført prøvesprængninger; at han sammen med en ikke sikkert identificeret anden mand lejede den bil, der blev pulveriseret ved attentatet.
Til gegæld har han ikke endegyldigt kunnet bevise, at Timothy McVeigh kørte bilen til eksplosionsstedet, udløste bomben eller overhovedet var til stede, da eksplosionen indtraf.

Den offentlige anklager har bestræbt sig på at bevise, at McVeigh kunne og med stor sandsynlighed har gjort det.
Blandt vidnerne var McVeighs 23-årige søster, Jennifer. Søsteren har i avisinterviews altid forsvaret sin bror. Til retten fortalte hun, at han nok i årene op til 1995 var kammet over i sit had til myndighederne. Han omtalte offentligt ansatte som "fascist-tyranner", og fortalte hende ved flere lejligheder, at det var for sent med propaganda - kun "action" stod tilbage som realistisk mulighed. Han forfattede - og hun bekræftede det i retten - dødstrusler mod navngivne offentligt ansate.
Det sidste par år før attentatet benyttede han sig af et hav af dæknavne og dækadresser, meddelelser blev sendt i kodesprog, og han var overbevist om, at han var under konstant overvågning af FBI og privatdetektiver. Året før Oklahoma City var McVeigh - fortalte søsteren - indblandet i et trafikuheld, mens han kørte rundt med 450 kg eksplosiver i sin truck.

Endnu mere belastende - for McVeigh - var udsagn fra McVeighs soldaterkammerat Michael Fortier om, at de to havde været i Oklahoma City sammen fem måneder før attentatet og dér havde inspiceret kontorbygningen. McVeigh havde demonstreret for Fortier, hvor han ville placere henholdsvis bombe- og flugtbilen.
Fortier fortalte retten, at McVeigh havde beskrevet offentligt ansatte som "stormtropper": De fleste af dem nok i teknisk forstand uskyldige, men skyldige i kraft af deres abejde for centralregeringen.
Formålet med attentatet: at udløse et oprør, der ville vælte centralregeringen.
Michael Fortier burde have meddelt politiet, at McVeigh gik med planer af denne art. Det samme burde Fortiers kone og måske Jennifer McVeigh. Det svækker deres troværdighed som vidner, at FBI har rejst sag mod dem, men at de til gengæld er blevet lovet mildere straffe for deres vilje til at samarbejde som vidner i retten.
Netop spørgsmålet om disse vidners troværdighed - især i betragtning af, at de alle tidligere har sagt det modsatte - har naturligvis været forsvarets hovedargument.

Forsvarets problem synes at være, at det ikke rigtig har haft mulighed for at foretage sig andet end at pege på svagheden i anklagerens materiale: Det manglende, endelige, afgørende bevis for at McVeigh gjorde det.
Forsvareren har forsøgt andre veje - som nævnt ved at antyde, at McVeigh måske nok var med i Oklahoma City, men ikke var den, der trykkede på knappen.
Et af anklageres vidner fik knyttet en forbindelse mellem et våben- og pengerøveri i Arkansas (med McVeigh som sandsynlig medvirkende) og finansieringen af attentatet. Men forsøg på at knytte McVeigh til en sammensværgelse - amerikansk eller international - er ikke nået frem til nævningene.
Dommeren har accepteret (McVeighs forsvar er finansieret af offentlige midler), at forsvareren under sine forberedelser har investeret betydelig summer på at undersøge spor fra eller forbindelser mellem McVeigh og ultrahøjre militser og et antal politiske bankrøvere (en enkelt stor og flere mindre grupper er blevet trevlet op i 1996 og 1997), som stjæler fra de rige og giver til militserne.
Journalister har søgt at følge spor til - især - Tyskland. Ingen af disse har dog været i stand til at vise andet, end at McVeigh på forskellige tidspunkter har været i forbindelse med højrefolk, som personligt eller organisatorisk har været i forbindelse med nynazister også udenfor USA. Dommeren har efter en indledende gennemgang af materialet omkring en eventuel sammensværgelse skønnet, at det var for tyndt, og har derefter forbudt forsvareren at benytte det overfor juryen.
Forsvareren har ikke appelleret denne udelukkelsesbeslutning, hvilket kunne tyde på, at han er enig med dommeren - eller at han vil benytte det i forbindelse med en appel.
Den stilfærdige afvikling af denne sag, der handler om politisk motiveret mord på 168 tilfældige, står i en besynderlig kontrast til den spektakulære Simpson-sag, der (i hvert fald efter sagens anden runde) handlede om et jalousi- eller affektmord på to.
Der er grund til at tro, at dommeren bevidst har villet underspille, bevidst har søgt at trække de politiske aspekter ud af sagen. Ud over placeringen af skyldsspørgsmålet har sagen naturligvis betydning for den healingsproces både de efterladte og nationen som sådan har skullet igennem.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu