Læsetid: 6 min.

At argumentere i en tv-tid

6. maj 1997

Det er ikke tilfældigt, at Cheminova skyder efter de stærke billeder i tv-dokumentaren om farlig omgang med sprøjtemidler i Mellemamerika. Billederne er det eneste argument, som virksomheden ikke har været præsenteret for før

Siden det for fire døgn siden blev påvist, at Cheminova eksporterer sprøjtemidler til en række lande i Mellemamerika, er en anden og måske mere perspektivrig afsløring vokset ud af reaktionerne fra den trængte virksomhed og dens ejerkreds.
Cheminova har i flere år haft succes til at profilere virksomheden som progressiv og grøn. Helt fortjent. Antallet af arbejdsulykker er reduceret på fabrikken, og udledningen af spildevand synes under kontrol.
Den grønne og humane linje har Cheminova ikke indført, fordi ledelsen kollektivt pludselig er blevet ramt af moralske erkendelser, men efter et ydre pres, der i sidste ende kunne true tallet på bundlinjen.
Skulle nogen være i tvivl, så understreger Cheminova selv i Miljøredegørelse 1995, at det ikke er etikken som filosofi, der hidtil har fået virksomheden til at navigere anderledes, men etikken som instrument:
"Cheminova Holding koncernen anser miljø-, sundheds- og sikkerhedsforhold som vigtige forretningsningsbetingelser."
Tydeligere kan det næppe siges, og de seneste dage har effektivt repeteret lektien. Cheminova bliver ikke "miljøvenlige", før det er definitivt sikkert, at truslen mod forretningen - i dette tilfælde argumentationen i et tv-program - ikke kan elimineres.
Det seneste eksempel på kapitalkraftens natur kom fra rektor for Århus Universitet Henning Lehmann Jensen i weekenden. Noget af det første Henning Lehmann gjorde efter gennemsyn af udsendelsen 'Made in Denmark' var at bruge medierne til at forsøge at så tvivl om udsendelsens billed-dokumentation. Det skete med ordene:
"Jeg synes, at betydelige sekvenser i udsendelsen virkede alt for iscenesat. De forekom mig at være opstillede."

Henning Lehmann er som kritiker en yderst central person. Han er formand for Aarhus Universitets Forskningsfond, der som ejer af alle A-aktier er den eneste enkeltaktionær med stemmeflertal i Cheminova Holding A/S - hvor Lehmann desuden er næstformand. Desuden er han næstformand i bestyrelsen for Forskerpark Aarhus A/S, der organiserer store dele af den forskning, fonden finansierer.
At manden indtager en så central position i forhold til sagens emne er værd at have i erindring, når hans argumentationsform granskes - de ca. 13 millioner Århus Universitet sidst fik fra Cheminova er også finansieret af Cheminovas omsætning på 20 mio. kr. fra salget af methyl parathion uden for den industrialiserede verden.
Det er ikke tilfældigt, at Lehmann skyder efter billeddokumentationen. Sat på spidsen er de stærke billeder af mellemamerikanske landarbejderes livsfarlige omgang med sprøjtemidlerne nemlig det eneste argument i sagen, som han ikke har været præsenteret for før.
I årevis har Greenpeace forgæves forsøgt at få hovedaktionærerne Århus Universitets Forskningsfond, LD og ATP til at forholde sig til Cheminovas eksport af sprøjtemidler til u-lande. Senest skete dette i breve i juni og oktober 1995 blandt andet stilet personligt til Henning Lehmann, hvor Greenpeace blandt andet påpeger, at store dele af Cheminovas eksport går til den tredje verden, "hvor miljø- og arbejdsmiljøkravene er lempeligere end herhjemme," som organisationen påpeger.
Lehmann, og de øvrige repræsentanter for aktionærerne svarede aldrig på henvendelsen.

I lige så mange år har et kor af u-landsorganisationer og uafhængige forskere tilkendegivet, at der er store sundhedsrisici forbundet med landarbejdernes brug af kraftige sprøjtemidler. Også de har stort set råbt for døve øren.
Når Lehmann og andre ansvarlige hidtil har kunnet parere kritikken, skyldes det, at vi lever i en tid, hvor ethvert sagligt argument eller indlæg kan siddes overhørigt, så længe ordene ikke er suppleret af tv-billeder, der lirker op for følelserne og mobiliserer masserne.
Som miljøminister Svend Auken (S) sagde det som reaktion på udsendelsen: "Det er ikke for at rose fjernsynet, men jeg tror ikke, der er noget menneske, der har set denne udsendelse, som er det samme menneske efter de har set udsendelsen. Det er jo rystende."
Sandheden er, at miljøministeren med udsendelsen næppe blev præsenteret for en eneste væsentlig faktuel oplysning, som ministeriet ikke var bekendt med. Billederne rystede ham. Sådan er dét.
Og når billederne er glemt, skal det blive interessant at se, om nogen også bagefter finder det bekymrende, at dansk forskning og danske lønmodtagerfonde i årevis har gearet millioner af kroner på Cheminovas eksport, uden at hverken miljøministeren eller pressen har kritiseret eksporten særligt højlydt.

Selv om Lehmann anklager udsendelsens billeder for at være "opstillede", afviser han ikke sagens kerne - at landarbejdere risikerer at dø af et danskproduceret sprøjtemiddel.
Lehmanns mission er udelukkende at så tvivl, ikke at diskutere substans. Substansen, at eksporten finder sted, og at den kan være farlig, har han gennem sin position kendt til i årevis - hvilket også kan læses mellem linjerne i hans opfølgende udsagn: "Men dermed ikke nødvendigvis sagt, at det, der kommer frem i udsendelsen, er usandt".
Med dette kunstgreb har Lehmann uden faktisk at sige noget, fået afledt opmærksomheden fra sagen. Han træder mere eller mindre frivilligt, ind i medieuniverset, fordi han skaber en citerbar ping-pong-konflikt. For selvfølgelig kan en journalist, der mener at have sin dokumentation i orden, ikke sidde Lehmanns angreb overhørig.
I en pressemeddelelse går tilrettelæggeren af udsendelsen 'Made in Denmark', Jakob Gottschau, skarpt i rette med Lehmanns forsøg på at underløbe udsendelsen:
"Henning Lehmann forsøger med denne udtalelse - på en særdeles useriøs måde - at så tvivl omkring de forhold, udsendelsen beskriver - nemlig at det sprøjtemiddel, som Cheminova fremstiller, er med til at forårsage stor skade på landbefolkningen i blandt andet Nicaragua," skriver tilrettelæggeren.
Tilmed tilbyder både tilrettelæggeren og DR-TV at rejse penge til en flybillet, så Henning Lehmann kan rejse til Nicaragua og se, hvordan Cheminovas produkter anvendes. For som DR-TV skriver:
"Cheminovas direktør har haft programmet til gennemsyn i flere dage før udsendelsen - uden at have fundet anledning til at kritisere dokumentationen."
Og således er vi på vej mod udgangspunktet. Hvor ingen før gad beskæftige sig med Cheminovas eksport af farlige sprøjtemidler til u-lande, fordi der ingen billeder var, så er der nu ingen, der diskuterer eksporten, fordi vi skal diskutere billederne...

Og sagen er ganske kompleks. Methyl parathion, som Cheminova i dag blandt sælger i blandt andet USA og Australien samt i Mellemamerika, er på vej ind på FN's såkaldte PIC-liste over sprøjtemidler og industrikemikalier, som eksportøren skal oplyse modtagerlandet om farligheden af. Listen er i FN-regi frivillig, men er gennem en EU-forordning gjort forpligtende.
Kommer methyl parathion ind på denne liste, vil f. eks. Nicaragua og Guatemalas myndigheder blive oplyst om, at WHO definerer stoffet i kategori 1a - "Stærkt giftige". Men spørgsmålet er, om lande, hvis BNP er båret af eksport af bomuld, overhovedet er interesserede i at slippe for methyl parathion.
Det Økologiske Råd og Selskab mener, at Cheminova helt skal ophøre med at producere methyl parathion, og påpeger, at også spanske emmigranter lider under anvendelsen af midlet i USA. Men Det Økologiske Råd erkender samtidig, at Cheminovas kongeargument dermed kommer i spil: Andre eksportører fra f. eks. Mexico vil tage over.
Modargumentet kunne lyde: Ja, men vi vil ikke være med til det.

Cheminova skal med andre ord reagere, selv om det ydre pres ikke kræver det. Lehmann og de øvrige ansvarlige skal afkode folkestemningen og optræde "legitimt" i stedet for blot "legalt", sådan som en imageeksport i Berlingske Tidende definerer situationen.
Tilbage er forbrugerens ansvar. Så længe indkøbsvognen fyldes med tre t-shirt for 100 kroner, så længe skal mellemamerikanske landarbejdere slås med methyl parathion. Og foreløbig er efterspørgslen på økologiske mærker omvendt proportional med forargelsen over forgiftningen af de stakkel landarbejdere. Og hvorfor skulle en mellemamerikansk bonde omlægge til øko-brug, hvis ingen vil købe varen?
Historien viser, at der ingen grund er til at tro, at masserne lader sig bevæge af noget så simpelt, som nøgne kendsgerninger og facts. Som den anden afsløring i Cheminova-sagen viser: kun billeder rykker.
Hvem ligger inde med nogle heftige tv-billeder af et hjertegribende økologisk bomuldsbrug?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu