Læsetid: 5 min.

Et besynderligt ritual

23. maj 1997

De årlige forhandlinger mellem kommunerne og staten er kampen mellem de offentlige pengekasser. Slagsmålet er imidlertid ligegyldigt for den enkelte borger

Et besynderligt ritual tager i dag sin begyndelse, når Kommunernes Landsforenings (KL) repræsentanter mødes med Finansminister Mogens Lykketoft og konsorter.
Det foregår i hovedstadens midte, på Slotsholmen. Men snakken går om økonomien i hvert eneste af landets vidt forskellige kommuner. Fra de vindblæste vestjyske småsamfund, til betonudposningerne på den københavnske fingerplans sydlige udløber. Selv om kommunerne er forskellige som nat og dag og står med helt unikke problemer fra egn til egn og fra by til by, så deponerer de lokale bykonger deres interesser hos Evan Jensen, venstreborgmester fra Lejre, og hos Thorkild Simonsen, socialdemokratisk Århus-borgmester. De to drager så til staden og henter pengene hjem.
De årlige kommune-økonomiforhandlinger er et besynderligt ritual. Og helt centrale for styringen af dansk økonomi.
Decentraliseringen i Danmark er måske så udstrakt, som den kan blive.
Cirka halvdelen af alle skattekroner hentes ind og bruges igen, kommunalt. Det gør vejen kort fra borger til beslutningstager. Det sikrer mod store, centrale og fejlplacerede løsninger. Men det tager samtidig magt ud af hænderne på staten. Og hvis man ønsker at styre landets økonomi, er det bedst, hvis der ikke er 275 kommuner, der løber i alle retninger og bruger og indkradser penge efter forgodtbefindende.
Altså skal der en styring til, og det har kommuner og stat i fællesskab valgt at lade KL tage sig af.
Men kommunerne er ikke underlagt KL. KL kan ikke idømme bøder, slå hoveder sammen eller på anden måde irritere enkeltkommuner, der ikke har lyst til at makke ret. Hele konstruktionen hviler på et grundlag af tillid og gensidige interesser.
Disse fælles interesser er lagt i hænderne på en sytten mand stor bestyrelse at varetage. De sytten mand er sammensat efter amtsrådsvalgenes resultat. Det er en konstruktion, der effektivt afskærer kommunernes borgerlister fra indflydelse, men til gengæld giver de etablerede partier fuld kontrol med KL.
Kommunernes Landsforenings bestyrelse kan levere varen. Aftalen med staten er stort set blevet overholdt, hvert år regeringen har indgået en aftale med komunerne. Men mareridtsscenariet for alle parter er selvfølgelig, at det frivillige system smuldrer. Så skal staten til på en meget mere direkte måde at gribe ind i det kommunale selvstyre.

Når kommunernes repræsentanter kommer til forhandlingerne ad de skakternede gange i finansministeriet, har de en ønskeseddel med. Denne gang står der - som så ofte før - flere penge øverst på sedlen.
Kommunerne mener, at staten har påført kommunerne ekstraudgifter. Ekstraudgifter til pasning af børn. Ekstraudgifter til udbygning af skoler. Ekstraudgifter til det ene og til det andet.
I et fortroligt forhandlingsmandat fra KL's bestyrelse, som Det Fri Aktuelt for nyligt fik fat i, var punkterne listet op.
Kommunerne mener, at staten alene på børnepasningsområdet har sat dem i en ekstraudgift på en milliard kroner. Og befolkningsudviklingen med flere ældre medborgere gør, at kommunerne må til lommerne efter ekstra 350 millioner kroner.
Sådan bliver listen ved. Men bundlinien er, at kommunerne helst vil have penge fra staten.
Kommunernes forhandlere - de stovte borgmestre, Evan Jensen og Thorkild Simonsen - vil også blive mødt med krav. Finansminister Mogens Lykketoft (S) har i planen Danmark 2005 kalkuleret med samlede offentlige stigninger på en halv procent om året. Det er ikke meget, og det betyder, at kommunerne kommer til at slås for hver skilling.
For nylig udgav finansministeriet den årlige budgetredegørelse, og denne gang havde budgetredegørelsen næsten udelukkende indhold, der rettede sig mod kommunernes pengestrømme. Finansministeriets regnedrenge havde endevendt en række kommuners administration og fundet skimlet vasketøj nederst i kurven.
Næsten halvdelen af kommunerne havde en overflødigt dyr administration, og de kommunale ydelser blev leveret til stærkt svingende priser fra kommune til kommune. Selv om borgeren fik en identisk ydelse.
Der ligger altså guld på gaden og venter på at blive samlet op, er finansministerens første udspil til de to tiggende borgmestre.
Det andet udspil fra finansministeriet er en anerkendelse af, at kommunerne rent faktisk har fået flere udgifter på grund af statens løfter til befolkningen. Derfor foreslår Mogens Lykketoft forsigtigt, at de kommunale udgifter kan få samme stigningstakt, som de havde sidste år. Det er halvandet procent.

Indtil sidste minut før forhandlingernes start bliver de to parter ved med at sende prøveballoner op.
I går kunne Århusborgmester Thorkild Simonsen således foreslå, at staten dropper en planlagt skattelettelse for de rige. Pengene skal i stedet finansiere sygehuse og vuggestuer (i kommunerne, forstås) hvis det står til den venlige borgmester.
Helt frem til midt i juni skal striden så føres. Delegationerne vil marchere ind og ud af finansministeriet, og lysene vil brænde til sent ud på aftenen.
Når det hele er et besynderligt ritual, er det, fordi chancerne for succes er næsten 100 procent.
KL har to store opgaver. Dels skal KL repræsentere kommunerne i forhold til staten. Og dels skal KL rådgive enkeltkommunerne. KL's økonomiske grundlag er i høj grad de konsulentpenge, der tjenes på at lære kommunerne, hvordan man organiserer alt fra spildevandsrensning til børnepasning.
Det sidste marked har KL ikke alene. Dér bliver man trængt af private udbydere af konsulenttjenester. Men på den egentlige opgave, repræsentationen af de mange og små kommuner, har KL en opgave, som ingen andre kan løfte. Og hér har kommunerne og KL et set-up med helt sammenfaldende interesser.
KL's store opgave hvert år er netop forhandlingerne med finansministeriet. Det er hér, KL skal vise sin betydning, demonstrere strategiske evner, vise gennemslagskraften.
For hvis ikke KL kan levere en aftale med staten, så er KL helt uden interesse for nogen. Og kommunerne véd så dermed, at de i fremtiden bliver dårligere repræsenteret i forhold til staten. Langt de fleste småkommuner har ikke størrelsen og den rigtige viden til på egen hånd at drive succesfuld lobbyvirksomhed. Og derfor véd kommunerne, at de må lade deres forhandlere få et resultat.
Når KL så har et resultat, ved småkommunerne også, at de pinedød må føre resulatet ud i livet. For hvis ikke KL's aftale bliver respekteret, har man samme situation igen. Den enkelte kommune har ikke en fløjtende pind at skulle have sagt, hvis ikke den siger det gennem en stærk og respekteret Landsforening.

Situationen er ganske enkelt den, at Kommunernes Landsforening har alt at tabe på disse forhandlinger.
Dét ved man selvfølgelig også i finansministeriet. Og i juni måned i år, efter KL's repræsentantskabsmøde i Århus, hvor alle kommunerne og de ledende ministre mødes, vil der blive indgået en aftale som begge parter erklærer sig mådeligt tilfreds med.
Slagsmålet er imidlertid en anelse ligegyldigt for den enkelte borger. De årlige kommuneforhandlinger er kampen mellem de offentlige pengekasser.
Og om det er den ene eller den anden kasse, der udfører og finansierer de offentlige ydelser, er vel snart sagt ligegyldigt. Det gør ingen forskel for den borger, der modtager ydelsen, om den som resultat af de natlige forhandlinger styres eller betales det ene eller det andet sted fra.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu