Læsetid: 5 min.

Et boksestød før forhandlingen

14. maj 1997

Finansministerens budgetredegørelse kom i går - blot ti dage før forhandlingerne om kommunernes økonomi starter. Og det er bestemt ikke noget tilfælde

Der er mange tal at hente i finansminister Mogens Lykketofts nye budgetredegørelse 97.
Finansministeriets regnedrenge har været ude i det danske land og kigge kommunerne i kortene. Målet var at se, om den kommunale service er lige god overalt, og om den koster det samme.
Det er den ikke, og det gør den ikke.
Som finansministeren sagde det, så er der ingen sammenhæng mellem, hvor mange penge kommunen bruger, og hvor megen service, borgeren i kommunen får. Og til overflod er undersøgelsen garneret med en meningsmåling, hvor borgeren svarer på, om han eller hun er tilfreds eller ej med de kommunale tilbud. Og her kan man også se, at de tilfredse borgere bor i de kommuner, der bruger færrest penge på den offentlige service.
Tankevækkende og lidt uforklarligt, siger finansministeren.
Mogens Lykketofts egen konklusion er, at kommunerne ikke skal arbejde hårdere, men smartere. Det er organisationsformen, det kommer an på, og ikke antallet af kroner.
"Det er vigtigt, at viljen er til stede i kommuner og amtsråd. At der er en person, der tør styre, prioritere og melde ud på, hvad borgeren kan forvente sig af kommunal eller amtslig service," siger Mogens Lykketoft.

Hovedbudskabet er, at der ligger store besparelser eller serviceforbedringer og venter på at blive samlet op fra gaden, hvis blot kommunerne vil tage ved lære af hinandens gode og dårlige erfaringer på styringsfronten.
Det er et budskab, der er gået ind for længst. Kommunernes Landsforening er stort set lavet til det samme - nemlig at rådgive kommunerne om, hvordan de bedst kan løse opgaverne.
Men budgetredegørelsen falder ti dage før forhandlingerne om kommunernes økonomi, og der er ikke nogen form for tvivl om, at det er med vilje, at rapporten kommer netop nu. Budgetredegørelsen er et glimrende redskab til at dunke kommunerne oven i hovedet med. "I kan gøre det så-og-så meget billigere," vil det lyde fra regeringens forhandlere.
Og det vil nok være tiltrængt, for med de øgede krav til kommunal service, som folketinget har stillet - for eksempel pasningsgarantier - så mener kommunerne, at de skal have en stor pose penge ekstra.
Og at der nok vanker ekstra, måtte finansministeren da også nødtvungent indrømme på gårsdagens pressemøde.
"Der har været nogen uafviselige udgiftsstigninger. Jeg håber, at vi kan lande på noget, der ikke er højere end de stigningstakter, vi har haft de foregående år," sagde Lykketoft.
Det er noget, der passer Kommunernes Landsforening.
"Nulvækst (i de kommunale udgifter) vil være en umulighed. Jeg betragter Mogens Lykketofts udtalelser som en klar erkendelse af, hvad vi har påpeget ved forskellige lejligheder," siger Kommunernes Landsforenings formand, Evan Jensen. Der til daglig er borgmester i Lejre.
Evan Jensen mener ikke, finansministeriets sammenligninger af kommunernes præstationer holder vand.
Der kan være store forskelle i det udgangspunkt, de enkelte kommuner har, og de kan derfor være svære at sammenligne, siger borgmesteren til Ritzau.
Også Kommunernes Landsforening er ved at varme op til den store boksekamp om kommunaløkonomi, og selvfølgelig prøver KL derfor at pille pynten af Lykketofts nyeste håndvåben.

Noget af det sjove, der skinner igennem i finansministeriets rapport, er de store forskelle mellem Jylland og resten af Danmark.
De jyske kommuner er generelt billigere i drift. Finansministeriet fremhæver de særligt billige kommuner, og listen ligner stort set et kort over Jylland.
Af de mindre byer nævnes Spøttrup, Vinderup, Brovst, Sallingsund og Blåvandshuk. Af de større fremhæves Herning og Randers. Eneste hovedstadskommune i det billige selskab er Gentofte.
Samtidig står det lysende klart, at de mindre kommuner generelt er langt billigere på administrationssiden end de større. Idealstørrelsen for en kommune er mellem 5.000 og 10.000 indbyggere. I kommuner af den størrelse er gennemsnitsprisen pr. borger for den kommunale administration nede på 2.200 kroner om året. I byer over 40.000 indbyggere er prisen i gennemsnit kravlet 500 kroner i vejret.
Finansministeriet afviser, at sammenhængen er generel, og at der ville være penge at spare ved at skære de store kommuner ud i mindre bidder. Lige meget hvor mange administrative bidder, man delte København op i, ville de samme sociale problemer eksistere, og udgifterne ville være højere end ude på det jyske land. Men det er stadigvæk spændende at vide, at jyder er bedre til at bruge penge med omtanke end sjællændere. Og at store kommuner har højere udgifter pr. indbygger.
Til gengæld er folk, der bor i de små og billige kommuner med et - på papiret - lavt serviceniveau generelt gladere for den service, de modtager, end folk der bor i store og driftstunge kommuner.
"Resultatet af nærværende undersøgelse er overraskende og bør afprøves nærmere med flere og bredere undersøgelser," skriver Finansministeriet i budgetredegørelsen. Men i redegørelsen prøver man allerede at forklare paradokset. Tilfredsheden er samlet set størst i de kommuner der har lavest udgifter. "Det vil nok være rigtigst at betragte opdelingen (..) som udtryk for helt forskellige kulturkredse og forventningsdannelser", skriver ministeriet.
Med andre ord: Ude på heden er folk ikke så forvænte. Inde i byen brokker folk sig for et godt ord.
Undersøgelsen er selvfølgelig næsten for god til at være sand for partiet Venstre. Med fryd proklamerede Thor Pedersen, Venstres finansordfører, at folk generelt er mere tilfredse i Venstre-ledede kommuner. De Venstre-ledede kommuner ligger nemlig i Jylland og er ikke ret store. Og ifølge Venstre er dér både godt og billigt at være.
Selvfølgelig afviser Mogens Lykketoft, at dét skulle have noget på sig.

Hele ideen med brugerundersøgelser som rettesnor er lidt mystisk. Man kan af gode grunde ikke forlange en generel vurdering af et så sammensat begreb som kommunal service fra en borger, og et spørgsmål som "er du generelt tilfreds med den kommunale service" er i virkeligheden umuligt at svare på. Meget få mennesker har et forhold til kvaliteten af vejnet, distriktspsykiatri, skatteinddrivning og folkeskoleundervisning, sådan på stående fod. Lidt bedre er undersøgelsen af brugere af forskellige ordninger. For eksempel har Finansministeriet hyret et hold folk til at spørge brugere af hjemmehjælp, om de er tilfredse med den ydelse, de modtager.
Men når Finansministeriet lægger navn til en tabel, der hedder Borgernes tilfredshed med kommunale serviceydelser, og endda udregner en såkaldt nettotilfredshed (den ligger på 83 for biblioteker), så begynder undersøgelsen at ligne absurd teater. Nettotilfredsheden med bibliotekerne er udregnet ved at spørge brugere, det vil sige folk, der selv er taget hen for at nyde en gratis ydelse. Og dén er de tilfredse med. Skægt nok.
I øvrigt ville det være en større skandale, hvis ikke der var en høj grad af tilfredshed med de kommunale serviceydelser. De koster som bekendt en større formue, taget over skattebilletten.
Heldigvis for Mogens Lykketofts Finansministerium er der en generelt høj tilfredshed med de kommunale serviceydelser, folk modtager. Så tabellen og store dele af Budgetredegørelse 97 lugter af, at den skal anvendes i de kommende budgetforhandlinger med kommunerne. Forhandlingerne starter om ni dage.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu