Analyse
Læsetid: 6 min.

EU-skepsis og tyskerhad bag Euregio-modstand

16. maj 1997

Problemet er, at Europa-retorik lyder godt i tyske ører, men provokerer flertallet af danskere

Trods det beskedne fremmøde ved lørdagens "menneskemur" ved grænsen til Tyskland kan man roligt slå fast, at Euroregion Slesvig har formået at komme på den offentlige dagsorden på en måde, som sønderjyske spørgsmål ellers aldrig gør. Efterhånden er vidensniveauet også stigende, selv om man stadig fornemmer, at der er endda meget langt fra hovedstaden til grænselandet. Terminologien volder dog stadig problemer; hvis landsdelen syd for grænsen hedder Sydslesvig, hvor ligger så Nordslesvig? Og hvor holder Sønderjylland op?
Men manglende viden betyder ikke, at problemerne omkring grænsen er forsvundet, det har de sidste månededer tydeligt demonstreret.
Det startede med en læserbrevsstorm i dagbladet JydskeVestkysten, efter at Sønderjyllands Amt den 20. februar udsendte et debatoplæg til Regionplan 1997. Pjecen var af den sædvanlige offentlige slags på glittet papir og med mange billeder. Men teksten er mere tænksom og argumenterende - og langt mere kontroversiel - end man er vant til i sådanne publikationer. Uden at fortabe sig historiske detaljer lagde pjecen op til at betragte grænseregionen som en enhed i form af et formaliseret samarbejde mellem kredsene Nordfriesland, Slesvig-Flensborg, byen Flensborg og Sønderjyllands Amt. Forbillede er de såkaldte Euregio'er, der er etableret mange steder i Europa.
Men måske skulle amtet alligevel have ofret et par historiske linier på sagen. Nu er det i hvert fald gået således, at modstanderne har kunnet fremstille sig selv som de historisk bevidste og ansvarlige, der vil hævde Danmarks nationale integritet fra 1920 mod anslag fra "tyskerne" og ufolkelige centralister på dansk side. I stedet ønsker de en venlig, men fast grænse, som det er formuleret af repræsentanter for modstanderne organiseret i den såkaldte Sønderjyllandskomité, præsten Britt Haarløv fra Kliplev og højskolelærer Jens Rosendahl fra Bredebro.

Men den nationale historie, de påberåber sig, er ikke landsdelens eneste historie. Faktisk er det sådan, at den famøse "Euroregion Slesvig", der i debatten fremstilles som et eurocentristisk anslag mod danske traditioner for lokalt selvstyre, stort set er lig med den historiske landsdel Sønderjylland eller Slesvig, det vil sige området mellem Ejderen og Kongeåen. Der mangler kun det sydøstlige hjørne af Sydslevig, og det kan man beklage ud fra historiske grunde.
I realiteten kunne "tyskerne" med noget større ret indvende, at samarbejdet er et "dansk" forsøg på at generobre resten af det land, der gik tabt i 1864 og som ikke kom med "hjem" i 1920. Nu er der ingen der fra tysk side har ytret den mindste nationale frygt, men til gengæld har flere fremsat højtflyvende europæiske hensigtserklæringer om nedbrydningen af nationalstaterne og fjernelsen af grænserne som "historiens ar". F.eks. overborgmester Olav Cord Dielewicz i Flensborg.
Problemet er blot, at hvor Europa-retorik lyder godt i tyske ører, provokerer den flertallet af danskere, også dem der ikke er organiserede modstandere af EU.
Der er meget langt fra Dielewicz's Europa-idealisme til de pragmatiske hensigter hos de sønderjyske amtspolitikere. De er ikke ude på at få Sydslesvig "hjem", men ønsker andel i den europæiske støtte til grænseoverskridende regionalt samarbejde, det såkaldte Interreg II program. Sådanne EU-støttede projekter er der mange af, i Norden alene 15.
Hidtil har Danmark været den store taber ved fordelingen af midler, mens Finland har været den store vinder, fremgår det af en analyse i Nordrevy 1/2 1996.
Og det kan skabe problemer for erhvervsudviklingen i området. Hvad der slet ikke er blevet plads til i den ophedede nationalt følelsesladede debat er nemlig, at Sønderjylland står strukturelt svagt i Danmark. Landsdelen glemmes let, når der skal laves nationale udviklingsplaner. Sådan går det næsten altid med grænseregioner fjernt fra nationalstaternes hovedstæder.

Nationale grænser var nødvendige til at løse de borgerkrigssituationer, der opstod med skabelsen af nationalstaterne. Nogle steder som i det forhenværende Jugoslavien er de sandsynligvis stadig uomgængelige for at forhindre folk i at slå hinanden ihjel. Men det er ikke længere nødvendigt i det dansk-tyske grænseland. Vi havde vores borgerkrig i den dansk-tyske helstat i midten af sidste århundrede, og den var mindst lige så blodig som den jugoslaviske. Men det er længe siden nu. Vi danske mindes kun vort glorværdige nederlag ved Dybbøl, men har fortrængt den blodige sejr ved Isted i 1850 og de dansk-nationale indoktrineringsforsøg under Regensburg i 1850'erne.
Tyskerne mindes i dag hverken det ene eller det andet. Ikke fordi de er bedre mennesker, men fordi deres stat i mellemtiden har oplevet så meget andet, der var værre. EU-modstandere stejler over betegnelsen Euroregion, mens nationale sønderjyder afviser betegnelsen Slesvig, selv om navnet er historisk korrekt. Alternativet ville være Sønderjylland, der i middelalderen var betegnelse for landsdelen helt til Ejderen, men det er i dag navnet på den danske del af det fælles område. Jylland var i tidlig middelalder ét landsskab (for nu ikke at sige region) og Jyske lov gjaldt for såvel Nørre- som Sønderjylland helt til Ejderen.
Men området syd for Kongeåen blev i 1100-tallet udskilt som et selvstændigt, dansk hertugdømme, ved navn Slesvig eller Sønderjylland. De to betegnelser brugtes i flæng i de middelalderlige kilder.
Statsretsligt afgørende blev, at Slesvig fra 1460 blev styret sammen med Holsten. Samtidig skiftede dele fra sønderjysk ("platdansk") til nedertysk (plattysk), især i sogne med højtysk kirkesprog. Det er en indviklet historie, men grundtrækkene i den minder om forholdene mange andre steder i Europa. Den gordiske knude blev nogenlunde løst med et øksehug i 1920 i form af afstemninger.

Grænsen efterlod mindretal på begge sider, men de lever ret harmonisk og især efter Bonn-København erklæringerne af 1955 retligt velreguleret ved siden af hinanden. Men netop ikke sammen, måske bortset fra det tyske mindretal i Danmark. En tysk regionalforsker, Holger Vajen, påpegede for et par år siden i en grundig rapport om erhvervsudviklingen i Flensborg, at denne by, der havde blomstret økonomisk, da den lå centralt i den multinationale, dansk-slesvigsk-holstensk-norske stat i 1700-tallet, nu er sakket uhjælpeligt agterud.
Som han udtrykte det, er der overhængende fare for, at der bliver ørken mellem vækstcentrene i Trekantsområdet og Hamburg - eller overhovedet kun vækst i Hamburg, der nu igen er blevet den rigeste delstat i Tyskland.
Bekymringen for den økonomiske fremtid er den fælles baggrund for at formalisere samarbejdet mellem regionerne nord og syd for grænsen. At rådet skal være paritetisk sammensat er indlysende af nationalpolitiske grunde. Det bliver stort med 2 gange 21 medlemmer, da der er tre forskellige tyske enheder involveret. Det store antal tyske enheder er imidlertid udtryk for relativ svaghed, ikke styrke, som man ellers har hævdet fra dansk side.
Et dansk amt med selvstændig beskatningsret står langt stærkere, økonomisk, administrativt og politisk i forhold til sine centrale myndigheder i København end de tilsvarende tyske gør overfor regeringerne i delstat og forbund.
De tyske deltagere er så interesserede i en formalisering af samarbejdet, netop fordi de står svagt overfor deres egne myndigheder, især delstats-regeringen i Kiel, og håber at kunne bruge samarbejdet til at styrke deres position i interne tysk-tyske forhandlinger.

Reelt er den danske amtsborgmester Kresten Philipsens partner på den anden side europaminister Gerd Walther i Kiel. Sådan har det fungeret i praksis ganske længe og er en tilstand, som modstanderne af regionen hævder, at de finder helt ideel.
Men her kan man fra dansk side med rette tale om Goliath og David. Selv om Slesvig-Holsten er en lille delstat, er den meget større end Sønderjyllands Amt og har meget større beføjelser. Der er derfor god balance i det nuværende forslag, også selv om der er flere indbyggere syd for grænsen end nord for. Den danske lokalforvaltning er meget stærkere end de tilsvarende tyske. Det vil også være helt forkert at kalde organisationen dansk-tysk Forum. Det er netop ikke "danskere" og "tyskere", der samarbejder, men beboere i den gamle historiske landsdel Slesvig eller Sønderjylland.
De blev delt af en grænse i 1920, som var god til at få dem til at undlade at slå hinanden ihjel. Men den har vist sig upraktisk med hensyn til økonomisk udvikling.
Det er, hvad udsagnet "grænser som historiens ar" betyder. Modstanden bunder i en kombination af EU-skepsis og et primitivt tyskerhad, som vi ellers roser os af ikke længere at have.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her