Læsetid: 6 min.

Fra euro-uro til idyl i Frankrig

22. maj 1997

Valgkampen afslører ny konsensus om franske ØMU-betingelser - men på kollisionskurs med Tyskland

Har den forhastede, kaotiske, uinspirerede og flade franske valgkamp, som mediernes dommere dømmer så strengt, trods alt frembragt et lille mirakel?
Europa, der var præsident Chirac's officielle begrundelse for at udskrive valg i utide, smuttede tidligt ud af valgkampen, men er nu vendt tilbage, og der aftegner sig en ny fransk konsensus, for ikke at sige et kompromis mellem dem, der sagde ja, og dem, der sagde nej, til Maastricht i 1992.
Kompromisformlen er til gengæld ikke mirakuløst original. Den lyder noget i retning af: "Ja til møntunionen, men på betingelse af....".
Vejen til denne situation er brolagt med paradokser.
Hold fast: Den Europa-politik, som Chirac siden efteråret 1995 har valgt at gøre til sit overordnede mål, stammer i bund og grund fra de socialistiske regeringer under Mitterrand.
Socialisterne, der i dag er i opposition og har indgået en valgalliance med det stærkt anti-Maastricht indstillede Kommunistparti, indtager nu en kritisk holdning til Maastricht og formulerer visse bestemte betingelser.
Derefter har højreregeringen ladet forstå, at den stort set stiller de samme betingelser - og hævder endda i nogle tilfælde at have opfundet dem. Højres store Maastricht-nejsiger fra 1992, Philippe Séguin, accepterer møntunionen (blandt andet for at køre sig i stilling som mulig fremtidig ministerpræsident), men stiller betingelser. Store ærke-europæere som Jacques Delors (socialist) og Giscard d'Estaing (liberal) har betænkeligheder ved den hidtidige Maastricht-kurs - og stiller betingelser.
Endelig konstaterer den venstresocialistiske udbryder og tidligere uforsonlige Maastricht-modstander Jean-Pierre Chevènement - hvis lille parti op til valget har indgået en tættere alliance med kommunisterne end Socialistpartiet - at "der er perfekt sammenhæng med hensyn til euro'en" mellem den socialistiske partileder, Lionel Jospin, den kommunistiske partileder, Robert Hue, og ham selv...

Denne fremstilling er forenklet, men de fremsatte erklæringer afspejler i sig selv en vilje til at se bort fra nuancerne, i det mindste i øjeblikket. Med lidt god vilje nærmer man sig en konsensus, der omfatter alle undtagen Jean-Marie Le Pen og hans Front National.
Dette højreekstremistiske og ultranationalistiske parti fordømmer stadig Maastricht med raseri.
Naturligvis hører man ikke kommunisten Hue erklære sig enig med premierminister Juppé, men førstnævnte er i valgsamarbejde med Jospin og uden tvivl indstillet på regeringssamarbejde i tilfælde af en venstresejr, og den anden har i valgkampen mere eller mindre accepteret Jospins euro-betingelser.
Alle stiller de betingelser - fra Séguin og Chevènement til Delors og Giscard - og ved nærmere eftersyn viser det sig, at det stort set er de samme betingelser. Men de er kun udformet klart og skriftligt et bestemt sted, nemlig i Socialistpartiets nye program. Det lønner sig derfor at slå efter i dette dokument.
Det drejer sig her om fire betingelser:
•Møntunionen skal omfatte hele EU. Italiens og Spaniens deltagelse er både nødvendig og mulig, såvel som Storbritanniens, hvis dette land selv ønsker det.
•For at møntunionen skal lykkes og opnå folkelig opbakning i stedet for at identificeres med økonomisk stagnation og sociale tilbageskridt, må Europa være socialt og politisk. Forbindelserne mellem euro-landene skal ikke baseres på en pagt for stramninger, men en pagt for solidaritet, vækst, beskæftigelse og sociale fremskridt.
•For at politik og demokrati skal genindsættes i deres rettigheder, skal der ved siden af den Europæiske Centralbank oprettes en økonomisk europæisk regering, repræsenterende folkene og med den opgave at koordinere medlemslandenes økonomiske politik.
•Euroen må ikke være for højt noteret i forhold til dollar og yen.
Det sidste punkt drejer sig om, at den kommende europæiske fællesvaluta ikke må virke som en bremse for eksporten og den økonomiske vækst i Europa, et handicap i forhold til andre verdensdele. Det er en debat, der er dukket op inden for det sidste år, og der synes at være næsten enstemmighed i Frankrig om det synspunkt, der nu fremføres i Socialistpartiets program.

Det er samtidig et oplagt stridspunkt i forhold til Tyskland, hvis politik med den høje markkurs er udtryk for den modsatte opfattelse.
"Euroen skal frem for alt ikke indrettes efter den overvurdererede D-mark," advarer de franske Maastricht-kritikere. Den tyske opfattelse er, at euroens kurs ikke skal fastsættes ved en politisk beslutning fra regeringernes side, men afgøres af markedet eller i værste fald af den Europæiske Centralbank uden politisk kontrol eller indblanding. Med andre ord den tyske Bundesbank-model og Bundesbank-doktrin.
Den franske holdning er lige så traditionelt fransk: Holde vejen åben for devaluering. På en måde går det franske krav i retning af en forhåndsdevaluering af euroen, og synspunktet er blevet fremført af højrepolitikere som Giscard d'Estaing og Edouard Balladur lige så tidligt som af Socialistpartiet.
Det er også blevet bemærket, at det socialistiske program med hensyn til euro'en og den europæiske politik har meget tilfælles med, hvad Chirac sagde i valgkampen for to år siden - før præsidentvalget. Han slog dengang til lyd for, at Europa skulle udvikles "til fordel for beskæftigelse og vækst", og at bekæmpelsen af arbejdsløsheden burde være "et af de væsentlige kriterier for det økonomiske præstationsniveau".

I en valgkamp strenger man sig normalt an for at understrege forskellene, og det har man også gjort denne gang, men tendensen til konsensus om Europa er på mærkværdig vis slået igennem, tildels ubevidst og modvilligt. Juppé gav fornylig indtryk af at have fortrudt sine positive udtalelser om Jospins betingelser. Men det var måske også, fordi Jospin lidt hånligt havde beskyldt ham for at "skrive af" efter socialisternes program...
Daniel Vernet i Le Monde opsummerer den nye franske konsensus i tre hovedpunkter:
1. Man skal ikke ligge under for den "monetære besættelse", ikke ofre beskæftigelsen til fordel for dogmerne, men fortolke Maastricht-traktatens kriterier smidigt - også for at muliggøre Italiens tidlige deltagelse.
2. Den politiske faktor skal have overhånd over den monetære - derfor en "europæisk økonomisk regering" som modvægt mod centralbanken.
3. Euro'en skal ikke være "stærk" som D-marken, men skal kunne bruges til at fremme eksporten og væksten.
Da Chirac tirsdag aften i denne uge, umiddelbart før sit møde med forbundskansler Helmut Kohl, endnu engang greb ind i den franske valgkamp med et budskab i tv, understregede han nødvendigheden af, at "Frankrig taler med een stemme" i Europa. Underforstået: Hvis venstre vinder valget og danner regering, taler Frankrig med to stemmer, præsidentens og ministerpræsidentens.
Jospin svarede omgående, at der ikke ville være tale om to stemmer, og at der overhovedet ikke var noget problem på dette plan. Man har allerede tidligere oplevet to perioder med deling af magten mellem en præsident og en regeringschef af modsat tendens - i 1986-88 og 1993-95 - og det skabte ikke problemer, sagde Jospin. Han virkede så overbevist, at det også kunne opfattes som en forventning om en indholdsmæssig overensstemmelse om Europa-politikken i tilfælde af en ny sameksistens-regering.

Hvis dette er en realistisk forventning, er der ikke lagt op til en fransk politisk krise om Europa, men måske en tysk-fransk - og den kan opstå uanset, hvem der vinder valget.
Vi er ikke færdige med paradokserne. Lad os huske, at det var Frankrig, der i 1990-91 pressede på for at få en økonomisk og monetær union (groft sagt med den bagtanke at opløse D-marken i en europæisk valuta og gøre en ende på det ubestridte tyske førerskab på det monetære område).
Da det var Frankrig, der bad om unionen, var det naturligt nok Tyskland, der stillede betingelserne - og fik dem accepteret næsten 100 procent.
I dag er det franskmændene, der stiller betingelser for den valutaunion, de selv har ønsket. I betragtning af Tysklands nuværen-de problemer og relative svækkelse er det måske ikke så urealistisk endda.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu