Læsetid: 5 min.

Irans svar på Gorbatjov

27. maj 1997

Jordsskredssejren til den moderate mullah, Mohammed Khatami, er et vink med en vognstang til præsteskabet om, at revolutionens børn har fået nok af religiøs fanatisme og revolutionsglød

Efter atten år er Irans islamiske revolution endelig forbi. Med valget af den "mest moderate af alle ayatollah'erne", den 54-årige præsidentkandidat Mohammed Khatami, er Iran klar til at tage fat på en ny æra.
En post-revolutionær æra, hvor social reform, kulturel, politisk og religiøs tolerance vil afløse attens års revolutionær fanatisme. Det er i hvert fald, hvad de over tyve millioner iranere, som i weekenden stemte på Khatami, håber.
Khatamis jordskredssejr på 69 procent af stemmerne er et klart signal om, at revolutionens børn har fået nok af arbejdsløshed, højinflation, faldende levestandard og moralske forbud mod alt fra stævnemøder til satellit-tv, videoer og popmusik.
Og dermed en alvorlig advarsel til Irans konservative præsteskab om, at den islamiske revolutions folkelige opbakning kan ligge på et meget lille sted, hvis mullah'erne ikke kan levere varen.
"Khatami er vores håb om mere frihed og respekt", siger den 21-årige student Babak til nyhedsbureauet Reuter. Og hører man Khatami tale, ser det ikke svært at forstå, hvorfor han er blevet så populær blandt Irans mange millioner unge og blandt kvinderne og de intellektuelle.
"Iran har udviklet en diktatorisk mentalitet, som har resulteret i intolerance. Og vi har udviklet et religionens styre, hvor vi må skjule vores personlige meninger under et religiøst dække og beskylder enhver, der er kritisk for at være imod islam, imod den øverste leder (Ayatollah Khamenei, red.) og imod præsteskabet", sagde han f. eks. i en tv-debat forud for valget. "Denne sammenblanding må høre op. Folk skal have lov til at sige deres mening".
Ud over at argumentere for øget personlig frihed taler Khatami også for oprettelsen af politiske partier - et fænomen, som efter hans mening kendertegner ethvert "civiliseret samfund".
Og for genoptagelsen af forbindelser med "lande, der har et andet politisk system end det iranske... (Vesten, red.) men under de nuværende omstændigheder dog ikke USA".

Hvis det umiddelbart lyder som alt andet end prototypen på en iransk mullah, så er det ikke helt forkert. Og det er netop det usædvanlige ved fredagens præsidentvalg.
For første gang siden den islamiske revolution i 1979 havde iranerne et reelt valg mellem kandidater, der repræsenterer forskellige politiske veje. På den ene side stod reformisten Khatami og på den anden side den ultrakonservative favorit, parlamentsformand Ali Akbar Nateq Nouri.
Ganske vist kom kun fire af i alt 238 kandidater igennem nåleøjet hos det såkaldte Vogternes Råd, der tjekker kandidaternes loyalitet over for den islamiske republik.
Men selv det begrænsede valg, der var, har iranere forstået at udnytte til at kræve forandringer.
Hvis man skal tro Teherans egne tal, stemte i alt 88 procent af de i alt 33 millioner vælgere, hvilket er langt over normalen for et iransk præsidentvalg.
Og det skyldes selvfølgelig, at folk for første gang i atten år føler at de har noget at skulle have sagt.

Umiddelbart kan man indvende, at Irans nye præsident er en del af systemet. Som minister for kultur og islamisk vejledning i hele ti år har han været en aktiv del af ét af verdens mest undertrykkende regimer.
Og er nu - lidt sent - kommet i tanke om ord som menneskerettigheder, personlig frihed og tolerance.
Men faktum er, at hvis Khatami kan levere den politiske og kulturelle åbning, han lover, vil det få uendelig stor betydning for iranerne.
De har i atten år har været vant til, at al offentlig kritik eller organiseret protest mod systemet er forbundet med livsfare, at de sociale omgangsregler gør det næsten umuligt at møde en person af det modsatte køn og hvor censuren af film, bøger, musik og kunst har været så omfattende, at man må betegne de allerfleste iranere som uvidende om, hvad der foregår i Verden, I et land, hvor f. eks. solistoptræden er forbudt, fordi det opfordrer til "afgudsdyrkelse" og "moralsk forfald", vil enhver liberalisering være en enorm lettelse.
Også selv om Khatami ikke har nogen som helst planer om at opløse den islamiske republik eller omdanne Iran til et demokrati i vestlig forstand. I den forstand er Khatami meget lig det hedengangne Sovjetunionens store reformator, Mikael Gorbatjov.
Gorbatjov havde heller ikke nogen planer om at opløse det kommunistiske system, da han iværksatte sin perestrojka-politik i slutningen af firserne.
Han var ikke demokrat i vestlig forstand og drømte kun om at modernisere den skrantende sovjetiske kolos.
Men som i Sovjetunionen risikerer Khatami også at løfte låget så meget, at den folkelige utilfredshed koger over og ender med at blive en trussel mod selve systemet.
Det håber den iranske eksilopposition selvfølgelig på, men som erfaringen fra den islamiske revolution - og fra weekendens valg - viser, er det næsten umuligt udefra at forudsige, hvad der vil ske i Iran om to, fem eller ti år.
Ét er imidlertid sikkert, Khatami har en stor opgave foran sig, uanset, hvordan han vælger at udføre sit nye job.
Og fra det konservativt-dominerede parlament bliver der ikke megen hjælp at hente, når den gigantiske ungdomsarbejdsløshed skal bekæmpes eller fanatiske paramilitære grupper som Ansar e-Hizbollah, Tilhængerne af Guds Parti, skal bringes under kontrol.
For løftet om at indføre lov og orden er noget, Khatami har gentaget igen og igen under valgkampen. Et løfte, som mange iranere ser frem til efter at have levet med de paramilitære gruppers vilkårlige terror i næsten to årtier.
Den afgående præsident Rafsanjani havde aldrig indflydelse nok til at forbyde grupperne, der patruljerer enhver større gade i Teheran om natten, på jagt efter folk, der har drukket alkohol, kørt i bil med en kvinde, de ikke er i familie med eller på anden måde forbrudt sig mod det strikte islamiske moralkodeks.
Først og fremmest fordi grupperne indirekte blev beskyttet af Aytollah Khamenei og konservative kræfter i politik og efterretningstjeneste, som mener, at den islamiske revolutions idealer er truet.

Om Khatami vil klare sig bedre afhænger af, hvor hurtigt den konservative fløj kommer sig over Nateq Nouri nederlag, hvor stærk Khatami vil vise sig at være over for Ayatollah Khamenei, der i kraft af sin posi-tion som vali-e fiqh, åndelig vejleder, har vetoret over for alle præsidentens beslutninger.
Og hvor god Khatami er til at skaffe sig politiske forbundfæller i det 270 mand store parlament og andre steder i det iranske system.
Sandsynligvis vil han få en stærk fjende i Khamenei selv, der i 1991 fyrede Khatami som kulturminister, fordi han efter Khameneis mening var for liberal i kampen mod "den kulturelle forurening" fra Vest.
Men også de meget magtfulde islamiske fonde, der sidder på en stor del af iransk erhvervsliv og de indflydelsesrige bazar-købmænd, der i praksis styrer alt fra markedsprisen på kyllinger til inflation og valutakurserne på det sorte marked.
Hvis Khatami har tænkt sig at genere disse herrer med ubehagelige import- og ejendomsskatter, vil han komme i store vanskeligheder, når han skal rette op på den kriseramte iranske økonomi.
For selv om det er den almindelige iranske befolkning, der har sat ham i præsidentstolen fra august og fire år frem, så er det helt andre kræfter, der afgør, om han kan gennemføre sin reformpolitik i praksis.
For Irans skyld må man inderligt håbe, at han kan.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu