Læsetid: 5 min.

Nyrups vej til dansk EU-ja

28. maj 1997

Nyrup presser et socialdemokratisk projekt for EU ind mellem modstandernes nej og Ellemanns ja. Det kan sikre et dansk ja til EU

Der er tre gode grunde til, at Poul Nyrup Rasmussen kan få danskerne til at sige ja ved en folkeafstemning om den næste EU-traktat. Den første hedder Uffe Ellemann-Jensen, den anden Jens-Peter Bonde og den tredje Ole Krarup.
De tre personer repræsenterer yderpunkterne i den danske Europa-debat og henvender sig først og fremmest til de danskere, der på forhånd er overbeviste. Uffe Ellemann-Jensen henvender sig til debattens europæere, der under alle omstændigheder vil stemme ja til den EU-traktat, Nyrup og de andre EU-landes topchefer sandsynligvis forhandler på plads på topmødet i Amsterdam i midten af juni.
Mindst 20 procent af befolkningen er erklærede europæere og støtter Ellemann-Jensen i hans synspunkt.
I den anden ende af spekteret ligger Ole Krarups overbeviste EU-modstandere. De vil for enhver pris have Danmark meldt ud af det europæiske samarbejde. Selv om Jens-Peter Bonde og JuniBevægelsen formelt set accepterer EU's indre marked, så har Bonde allerede besluttet sig for at sige nej til Amsterdam-traktaten.
Ole Krarup og Jens-Peter Bonde spiller altså på samme side og kan på forhånd regne med støtte fra omkring 25 procent af befolkningen.
Et solidt flertal af danskerne, det vil sige mellem 55 og 60 procent, befinder sig på EU-debattens midterbane. Holdningsmæssigt er de ikke overbeviste europæere på samme måde som Uffe Ellemann-Jensen, men de er heller ikke overbeviste modstandere af EU som Krarup og Bonde.
Poul Nyrup Rasmussen sigter direkte på den gruppe i sin strategi for, hvordan han får danskerne til at sige ja til den næste EU-traktat.

Det drejer sig først og vigtigst om at undgå, at Ole Krarup og Jens-Peter Bonde får lejlighed til at slå Nyrup i hartkorn med Uffe Ellemann-Jensen. Nyrup vil ikke fremstilles som "super-europæer", fordi det vil udviske forskellen mellem Ellemann-Jensen og Nyrups Europa-politiske projekter. Der igennem vil EU-debatten blive reduceret til et for eller imod det europæiske fællesskab.
Den reduktion vil for det første indebære, at Nyrup Rasmussen kommer til at fremstå som en Uffe Ellemann-Jensen minus lidt engagement - og ikke som en europæisk socialdemokrat med sit eget politiske projekt for Europa.
Det vil være statsministerens nederlag nummer et.
Nederlag nummer to vil finde sted ved folkeafstemningen, der sandsynligvis vil ende med et nej, hvis det, som i 1992, lykkes for EU-modstanderne at reducere EU-debatten til et for eller imod unionen.
Begge nederlag er lige ubehagelige for Nyrup Rasmussen.
Statsministeren arbejder derfor for at placere et tydeligt socialdemokratisk Europa-projekt i danskernes bevidsthed. Danskerne skal forbinde udviklingen af EU-samarbejdet med traditionelle socialdemokratiske værdier.
Den strategi har statsministeren systematisk forfulgt på tre fronter. Under forhandlingerne på EU's regeringskonference, i forhold til Venstre og Konservative på den ene side og SF på den anden side og i den interne debat i Socialdemokratiet.

Under forhandlingerne på EU's regeringskonference har Nyrup-regeringen helt konsekvent arbejdet for en udvidelse af EU-samarbejdet med danske "mærkesager" hentet fra den danske, velfærdspolitiske diskussion.
Det indebærer først og fremmest, at EU-landene også skal samarbejde om:
*beskæftigelse
*miljø
*forbrugerbeskyttelse
*forbedring af demokratiske spilleregler for EU-samarbejdet. Der skal være mere åbenhed i EU-institutionerne og borgere i EU-landene skal have aktindsigt i EU-lovgivningen.
Et internt papir til den socialdemokratiske folketingsgruppe betegner det hollandske udkast til ny traktat for EU, som "en sejr for danske socialdemokratiske interesser". Papiret noterer, at hollænderne "lægger op til væsentlige fremskridt på de områder, som vedrører menneskers dagligdag".
I forhold til forhandlingerne er det med andre ord lykkes for Nyrup Rasmussen og andre socialdemokratiske regeringer i Europa at udvide dagsordenen for EU's regeringskonference.

I den hjemlige debat har særligt Venstre kritiseret regeringen for, at det socialdemokratiske projekt fjerner opmærksomheden fra reformerne af EU-samarbejdet om forsvar, sikkerhedspolitik og retspolitik.
Der er tale om to emner, der skulle tages op til diskussion på regeringskonferencen.
Der er også tale om to emner, hvor Danmark på grund af EU-forbehold ikke kan deltage i et egentligt EU-samarbejde, hvor EU-Kommissionen har initiativet, Europa-Parlamentet indflydelse og Europa-Domstolen myndighed.
Hvor Venstre - og de konservative - fra regeringskonferencens start har ønsket et opgør med forbeholdene, så har Nyrup efter hårdt pres fra SF afvist et her-og-nu opgør til fordel for en effektivisering af det nuværende mellemstatslige samarbejde om særlige retlige forhold som asyl, flygtninge og visumpolitik.
I de seneste måneder har Nyrup Rasmussen forstærket sit forsvar af forbeholdene. Helt ind i SF er den almindelige opfattelse nu, at regeringen arbejder seriøst for at sikre de danske EU-forbehold, selv om en ny EU-traktat lægger op til et forstærket EU-samarbejde på de områder, der er dækket af forbeholdene.

Nyrup Rasmussen har forgæves forsøgt at binde SF til regeringens Europa-politik.
Trods meget store indrømmelser fra regeringen til SF'erne i forhandlingerne om regeringens mandat til forhandlingerne på EU's regeringskonference i december måned 1995, måtte regeringen fremlægge sit Europa-politiske udspil uden opbakning fra SF. På det tidspunkt ville Nyrup Rasmussen ikke give SF'erne den garanti for opretholdelsen af forbeholdene, som folkesocialisterne ønskede.
Selv om statsministeren kunne have hentet de nødvendige stemmer ved i stedet at indgå forlig med Venstre og Konservative, afviste Nyrup at indgå et tæt samarbejde med de to borgerlige partier. Nyrup Rasmussen ville ikke bindes op på V og K.
På de indre linjer svarer Nyrup Rasmussens prioriteringer ganske godt til de ønsker, socialdemokratiske tillidsfolk har til EU-samarbejdet.
En mindre rundspørge i Nordjyllands Amt fortæller, at EU-hensyn til beskæftigelse og miljø tæller meget højt, når partiets tillidsfolk skal vurdere den kommende EU-traktat. Næsten alle siger for eksempel, at miljøgarantien skal forbedres.
Med folketingsgruppens optimistiske vurdering af det foreløbige udkast til EU-traktat, tyder meget på, at Nyrup Rasmussen kan overbevise partiets EU-skeptikere.
På det strategiske plan ser det ud til, at Nyrup Rasmussen fremstår som statsministeren, der for det første respekterer de fire danske EU-forbehold og for det andet tilføjer EU-samarbejdet et politisk indhold kendt fra den hjemlige politiske diskussion.
Dermed kan statsministeren placere Socialdemokratiet midt i den danske EU-debat og tilbyde de danskere, der hverken er overbeviste modstandere eller overbeviste tilhængere af EU, et alternativ.
Det kan blive afgørende i den næste EU-debat.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu