Læsetid: 4 min.

Uforvarende sporskifte?

5. maj 1997

SR-regeringens hasteindgreb sammen med SF og Enhedslisten kan føre til alt. For eksempel til ingenting - af betydning. Eller til en ny politik - der vil noget

Marianne Jelved er ikke begyndt at invitere Holger K. Nielsen hjem til fortrolig snak over et glas rødvin eller en bajer. Finansministeriets budgetbisser spiller ikke fodbold med Enhedslistens revolutionære fortrop i fritiden. Hvad der i disse dage i fuld offentlighed finder sted i dybeste hemmelighed på Slotsholmen i København er forretningsmøder mellem to parter, der hver for sig har deres gode men foreløbig kolde interesser i at slå en handel af.
Regeringen vil gerne sikre sig mod akutte vanskeligheder med betalingsbalancen, så den står stærkere under efterårets finanslovsforhandlinger - og ved det kommende folketingsvalg. Venstrefløjen vil gerne sikre sig nogle politiske resultater, så den står stærkere i den offentlige bevidsthed - og ved det kommende folketingsvalg.
Regeringen køber sig en finanspolitiske stramning på omkring fire milliarder kroner, hvad den har brug for, ved at tilbyde venstrefløjen nogle afgiftsforhøjelser, skatteomlægninger og andre justeringer, som den kan kalde grønne og socialt afbalancerede, hvad dén har brug for.
Når handelen er indgået, triller Danmark videre i stort set samme spor som i umindelige tider, hvad angår de faktisk bestemmende forhold i økonomi, magtfordeling og sociale omstændigheder. I ingen epokeskabende forstand bliver Danmark grønnere eller rødere efter den lille forretningsaftale, der bliver indgået på Slotholmen i dag eller en af de nærmeste dage.
Hvad aftalen nærmere går ud på er det lykkedes parterne at hemmeligholde forbløffende godt, men noget er trods alt sivet ud, og det beskrives på forsiden af dagens avis.

Når det alligevel giver mening at tale om et muligt sporskifte skyldes det først og fremmest den afgørende ændring i venstrefløjens - især SF's - udgangspositioner, som i næste omgang tvinger regeringen til at tænke og handle i andre baner end de traditionelle:
•Den såkaldte 'økonomiske ansvarlighed' er ikke længere et borgerligt-socialdemokratisk patent, venstrefløjen kan lægge for had som en pæn omskrivning af i virkeligheden gemen kapitalistisk udbytning af de undertrykte masser. SF forsøger lige frem til offentlighedens måbende forundring at overgå Det radikale Venstre som landets mest ansvarlige parti, hvad afviklingen af udlands- og statsgælden angår.
•Mest mulig forøgelse af proletariatets/arbejderklassens/lønmodtagernes realløn er til hver en tid ikke mere venstrefløjens hovedpatent, som i praksis overskygger alle andre hensyn og mål.
•Venstrefløjen er tværtimod blevet opmærksom på de uligheder i beskæftigelse, formuefordeling og forbrugsmuligheder, som en stigende løn/pris spiral med efterfølgende hyperinflation, renteforhøjelser, stigninger i jord- ejendomspriserne og arbejdsløshed trækker med sig. Statsminister Poul Nyrup Rasmussens parole om jobfester i stedet for lønfester er ikke længere en vederstyggelighed for venstrefløjen.
•Venstrefløjen er til gengæld blevet mere og mere miljøbevidst med stigende forståelse af sammenhængen mellem den herskende vækstøkonomi (der også blev efterstræbt af den tidligere socialisme og kommunisme) og naturødelæggelsen. For SF's vedkommende betyder det et begyndende brud med den fremskridtstroende teknikforgudelse, der også var et urørligt dogme for den socialistiske venstrefløj indtil for ganske nylig.
•Traditionelle socialistiske og kommunistiske forestillinger om store nationaliseringers og benhårde planøkonomiske statsstyringers progressivitet er stort set fordampet. Omend der her er en mærkbar forskel på SF's efterhånden noget kritiske og Enhedslistens fortsat stærkt positive syn på det offentlige som bedst egnet til at løse alle afgørende opgaver af uddannelsesmæssig, social og kulturel art.
•Til erstatning for nationaliseringer og planøkonomiske styringer (og for SF's vedkommende også delvis til erstatning for offentlige opgavevaretagelser) famler venstrefløjen efter andre alternativer til den private eller pamperstyrede ejendomsret til produktionsmidlerne og investeringskapitalerne. Som på de globaliserede og stadig mere teknificerede markeder mere og mere koncentreres i gigantiske multinationale virksomheder.
Over for en erklæret socialistisk venstrefløj kan regeringen derfor i dag komme igennem med finanspolitiske stramninger til afdæmpning af den private (lønmodtager)-forbrugsstigning, bare indgrebet er grønt og ikke vender den tunge ende nedad.
For regeringen har stramningerne ikke andet formål end at undgå et underskud på betalingsbalancen eller blot risikoen for det.
Heri er bestemt ikke den mindste antydning af et sporskifte i dansk politik. Heller ikke at venstrefløjen kræver social afbalancering.
Men at venstrefløjen anerkender bekæmpelsen af gældsøkonomien som fuldt ud legitim i sig selv, også selv om det går ud over mulige forhøjelser af lønmodtagernes materielle levestandard - er noget nyt.
Afgørende nyt kan venstrefløjens krav om grønne modydelser vise sig at blive. Navnlig hvis de under efterårets finanslovsforhandlinger forstærkes og udbygges med forslag til ændring af den private og pamperstyrede ejendomsret til produktionsmidlerne og kapitalinvesteringerne.

Det er til tider den liden tue, der skal vælte det store læs. Det er nogle gange det sammenfald af tilfældigheder, der ligner en tanke, som omsider får en overraskende ny tankegang i gang.
Der er ingen som helst grund til at tro, at Mogens Lykketoft og Marianne Jelved er glade ved situationen på Slotsholmen i dag. De havde meget hellere indgået forlig med Per Stig Møller og hans konservative parti, for det er ikke mere konservativt, end at det stadig hylder den liberalistiske tro på vækstøkonomien i kombination med stadig øget teknificering på det globaliserede marked som fremskridtets drivkraft. Og så er det tillige EU-troende.
SF og Enhedslisten er trods 'økonomisk ansvarlighed' stadig noget farligt alternativt noget.
Men den liden tue, der hedder fire milliarder kroner, kan vælte et langt større læs. Det sammenfald af tilfældigheder, der førte fra sidste efterårs sammenbrudte finanslovsforhandlinger med de konservative og et lille erstatningsforlig med venstrefløjen over Mimi Jakobsens og CD's udtræden af regeringen, kombineret med nogle konservative lederes spritkørsler og deraf følgende politiske svækkelser, kan synliggøre den overraskende nye tankegang, at den socialistiske venstrefløj ikke er, hvad den har været.
Den er måske ved at sætte en ny dagsorden. Ikke med Socialdemokratiets og Det radikale Venstres gode vilje, og næppe heller med venstrefløjens egen fulde bevidsthed om, hvad den er ved at skifte over til. Til efteråret kan alt meget hurtigt falde tilbage i de gamle spor.
Men lige i dag spores noget nyt - ret uforvarende.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu