I dag offentliggøres den længe ventede betænkning. En organisatorisk svag folkekirke trues af splittelse
Det er sjældent, de danske bispegårde lægger hus til velbesøgte pressemøder med drama i luften. Men det sker i eftermiddag, hvor biskoppen over Århus stift, Kjeld Holm, har indkaldt til offentliggørelse af betænkningen fra "Udvalget angående en eventuel kirkelig velsignelse af registreret partnerskab".
Udvalget, der blev nedsat af landets 12 biskopper i 1995, har rektor ved Præstehøjskolen i Løgumkloster, Niels Thomsen, som formand.
Kirkelig velsignelse af homoseksuelle partnerskaber er en sprængfarlig sag. Og folkekirkens hus er skrøbeligt. Dens mangel på organisatorisk sammenhængskraft er resultatet af dens udviklingshistorie. Skrøbeligheden betinger rummelighed og politisk passivitet.
Det er de fleste i både kirkeligt og politisk liv nok godt tilfredse med - uanset de ejendommeligheder, kirkekonstruktionen rummer. Det hele holdes sammen af den gode vilje fra alle folkekirkens hovedinteressenter. Og det er den gode vilje, der nu bliver sat på sin største prøve siden 1940'ernes ballade om ordination af kvindelige præster.
Den kirkelige højrefløj har signaleret, at den betragter velsignelse af homoseksuelle par som casus belli: Årsag til krig. Allerede i januar offentliggjorde otte 'traditionalistiske' organisationer - herunder Indre Mission, Luthersk Missionsforening og Menighedsfakultetet - en modrapport til den betænkning, som i dag fremlægges på Århus bispegård.
Denne polemik mod et endnu ikke offentliggjort værk begrundede de otte organisationer med, at de ikke i biskoppernes udvalg kunne finde "nogen, som man kunne identificere sig med, eller som man kunne formode ville varetage de synspunkter, som de pågældende organisationer har i denne sag."
Sandt er det da også, at den kirkelige højrefløj ikke har været repræsenteret i Niels Thomsen-udvalget. Udvalgets sammensætning har udpræget et åndsliberalt tilsnit:
Ud over formanden består det af sognepræst Lars Ole Gjesing, juraprofessor Kirsten Ketscher, forskningsleder på Socialforskningsinstituttet Inger Koch-Nielsen, sognepræst Jens Christian Nielsen, højskolelærer Rita Nielsen, finanschef i Københavns Lufthavn Flemming Petersen og sekretær i Kirkefondet Rose-Marie Frost-Christensen.
Biskopperne kan selvsagt begrunde udelukkelsen af højrefløjen med, at man ikke ønskede stridende parter i udvalget, og at de følgelig også har afslået en henvendelse fra Landsforeningen af Bøsser og Lesbiske om repræsentation.
Det ændrer ikke noget ved, at flere af udvalgets medlemmer på forhånd er kendt som positive over for en eller anden form for kirkelig velsignelse, og at formand Niels Thomsen allerede i januar i Politiken løftede sløret for, at udvalget vil følge dette synspunkt.
Kristeligt Dagblad kunne da også i fredags røbe, at udvalgets betænkning slet ikke arbejder med muligheden for, at folkekirken undlader at indføre et kirkeligt ritual for borgerligt registrerede homoseksuelle. Betænkningen rummer derimod tre-fire forskellige forslag til et sådant ritual.
Når biskopperne står centralt i denne sag, skyldes det folkekirkens særlige indretning: Det er under den enkelt biskop, at spørgsmålet om præsternes forkyndelse af den rette tro hører.
Hvis en præst afviger herfra, og det kommer biskoppen for øre, og en tjenstlig samtale eller eventuel påtale ikke hjælper, må biskoppen gøre indstilling til Kirkeministeriet om tjenstlige skridt, idet præsten dog kan forlange sagen overført til de særlige gejstlige domstole.
For at ikke folkekirken skal løbe løbsk i alle retninger, gælder det om ritualer, at de kun kan anvendes, hvis de er autoriserede.
Da ritualerne er en form for grundstamme i den kirkelige handling er det - på sin vis ganske logisk - kollegiet af biskopper, der forestår autorisationen.
Det ømme spørgsmål er: Hvad hvis nu biskopperne ikke kan blive enige?
Netop i spørgsmålet om kirkelig velsignelse af homoseksuelle partnerskab er det på forhånd kendt, at bispekollegiet har markante fløje: Karsten Nissen, Viborg, og Lise-Lotte Rebel, Helsingør, har offentligt udtrykt deres modstand mod et kirkeligt ritual.
En positiv holdning er derimod tilkendegivet af Holger Jepsen, Lolland-Falster, og Roskilde stifts kommende biskop Jan Lindhart. Københavns biskop, Erik Normann Svendsen, der i bispekollegiet har rollen som 'den første blandt ligemænd', der også erklæret sig velvillig.
Striden mellem biskopperne slog allerede ud i lys lue inden nedsættelsen af det udvalg, der nu afgiver betænkning.
Nedsættelsen trak ud halvandet år, og ledsagedes af en helt usædvanlig mindretals-erklæring fra nu afdøde biskop Georg Geil om, at han ikke mente at kunne forene sit bispeembede med accept af en rituallignende handling.
Derfor søger biskopperne at vinde tid.
I indkaldelsen til dagens pressemøde er som første punkt nævnt, at værtsbispen Kjeld Holm i sin egenskab af "biskoppernes kontaktmand til udvalget... vil redegøre for den videre procedure i forbindelse med biskoppernes videre arbejde med betænkningen."
I den snørklede formulering anes betydeligt diplomati: Sagen vil gå sin videre gang, intet er afgjort endnu.
Da der i januar udbrød mediestorm fra den kirkelige højrefløj, efter at udvalgsformand Niels Thomsen havde løftet sløret for udvalgets positive indstilling til et kirkeligt ritual, holdt biskop Holm også alle farvande åbne.
Han gik endda så vidt, at han som grundlag for biskoppernes videre overvejelser ligestillede den betænkning, Niels Thomsen i dag afgiver, med rapporten fra de otte vrede kirkelige organisationer.
Den bispelige forhalingstaktik har imidlertid det problem, at sagen ikke kan syltes til fordøjelighed.
På den ene side kan den kirkelige højrefløj ikke dysses ned.
På den anden side gælder der i dag, hvad angår kirkelig velsignelse af homoseksuelle partnerskaber, en tilstand af anarki, der selv efter folkekirkens forhold er helt usædvanlig.
I det udredningsarbejde, der gik forud for Folketingets vedtagelse af loven om registreret partnerskab i 1989, forblev de kirkelige aspekter udtrykkeligt ubehandlede. Lovens tilhængere frygtede, at de kunne vælte læsset.
Men da loven var vedtaget, udtalte den daværende konservative kirkeminister Torben Rechendorff, at der efter hans opfattelse skulle meget stærke argumenter til, for at præster skulle afslå at velsigne et indgået partnerskab.
En række sognepræster har haft samme indstilling, og de foretager faktisk en velsignelse af indgåede partnerskaber. Men det må de gøre med et ordvalg, som de nu bedst kan brygge sammen, for noget ritual eksisterer jo selvsagt ikke.
Dette har bisperne valgt at se igennem fingre med, så længe handlingen ikke foregår i kirkerummet.
Formaster en præst sig hertil, vanker der sam- og påtale.
Da praksis for indgåelse eller velsignelse af almindeligt ægteskab i f.eks. Københavns stift er den, at den kirkelige handling ikke tillades andre steder end i kirkerummet, foreligger der altså den situation, at heteroseksuelles pagt kun kan velsignes i kirken, og homoseksuelles kun alle andre steder.
Det kræver ikke megen fantasi at forestille sig en sognepræst, der lydeligt bekendtgør, at et sådant hykleri vil han/hun ikke være med til, og at det må være enten eller.
Konkret: Enten, altså i kirkerummet, det foregår, når der velsignes kærlighedspagter mellem mennesker.
Hvad gør så biskoppen? Indstiller præsten til afskedigelse? Hvad hvis præsten kræver provsteret? Nu foreligger der jo en betænkning, der vil lovliggøre kætteriet.
Spørgsmålet er, om Rubicon - dér, hvor Cæsar kaster terningerne - allerede er passeret, da lovgivningsmagten åbnede for den borgerlige godkendelse af samkønnede forhold.
Har folkekirken blot stilling som Kgl. hofleverandør af serviceydelser til det danske folk?
Hertil kommer selvsagt alle de kristent-humane betragtninger, der kan gøres gældende, uanset de fordømende skriftsteder, som højrefløjen kan grave op.
Folkekirken vakler.
