Mange fælles aktørerer er på spil i de to afrikanske lande
Mens Laurent Kabilas oprørssoldater i maj nærmede sig Zaires hovedstad, Kinshasa, flygtede frygtsomme hvide og velbeslåede sorte over floden til Congos hovedstad, Brazzaville, der ligger bare en halv times sejlads fra Kinshasa. En amerikansk diplomat beskrev ved den lejlighed Congo som "en oase af fred midt i et oprørt hav".
En måned senere sejlede flygtningene til det fredelige Kinshasa, mens ligene rådnede på et kamphærget Brazzavilles Avenue de la Paix.
Spørgsmålet ligger lige for: Har krigen i det tidligere Zaire - der under Kabila har fået navneforandring til Den Demokratiske Republik Congo - "bredt" sig over floden til Republikken Congo?
Krige breder sig ikke som virus. Når krig og uro "bredte sig" fra Rwanda til Zaire, skyldtes det et sammenfald i partnere i de to konflikter.
Hovedaktører i Kabilas Congo-Kinshasa optræder også i Congo-Brazzavilles konflikt: Rwanda-hutuer, Angola, Frankrig og Mobuto. Intet tyder foreløbig på, at de er involveret. Men sammenfaldet af aktører skaber risiko for, at krisen kan suge nabolande ind i en krig.
20.000 hutu-flygtninge fra Rwanda opholder sig i Congo-Brazzaville, i ly for Kabilas tutsi-soldater. Blandt disse flygtninge regner iagttagere med at finde hovedparten af de bevæbnede hutuer, der er årsagen til tutsiernes jagt.
Men selv om FN fortæller, at der dagligt kommer 300-600 nye hutu-flygtninge til Congo-Brazzaville, er der ingen rapporter om overfald på flygtningene. Der er således ingen tegn på, at tutsier fra Kabilas hær har krydset grænsen til Congo-Brazzaville, for - under ly af urolighederne - at fortsætte deres massakre på hutuerne.
Også Angola har interesser i Congo-Brazzaville som det har i Congo-Kinshasa. Disse interesser koncentrerer sig om Cabinda-enklaven ved Atlanterhavet, hvis olie er den angolanske regerings vigtigste indtægt: Cabinda leverer tre fjerdedele af landets olieeksport - der leverer 90 procent af Angolas valutaindtægter.
Angola er også rig på diamanter - men de rige diamentfelter ligger i det territorium, som oprørsbevægelsen Unita kontrollerer i Angolas nordvestlige grænseområde op til Congo-Kinshasa. Ved den kolde krigs afslutning ophørte USA's og Sydafrikas støtte til Unita og Sovjetunionens til MPLA - men krigen kunne fortsætte netop på grund af råstof-rigdommens fordeling i de to lejre.
Zaires Mobuto fortsatte sin støtte til Unita, der lod sine diamanter rejse til verdensmarkedet gennem Kinshasa. Af samme grund var Angola dybt involveret i Kabilas krig: Ved at sende soldater til Kabilas hjælp kunne det samtidigt falde Unita i ryggen og afskære dets forbindelse til omverdenen. Tusinder af angolanske soldater deltog i Kabilas felttog langs Angolas grænse til Kinshasa - og ryddede samtidig området for Unita. Senere drejede de mod syd, og MPLA har inde i Angola lanceret det største felttog i årevis mod et stadigt mere svækket Unita.
Tilbage til Congo-Brazzaville: Da Mobuto faldt, flygtede en del af de Unitasoldater, der var rykket ham til hjælp, til Brazzaville. Alligevel er der ingen tegn på, at angolanske soldater er rykket over Congo-floden for at angribe Unita-flygtningene dér.
Tilbage til Cabinda: Området huser 165.000 indbyggere - og en del af dem mener ikke, at "deres" olie skal tilfalde den fjerne regering i Angolas hovedstad, Luanda. Befrielsesbevægelsen FLEC har i årevis destabiliseret området (dog uden at true olieudvinding og -afskibning, der finder sted off-shore, 30 kilometer fra kysten). FLEC fik støtte fra Mobuto. Unita hjalp desuden af og til FLEC i dets aktioner. FLEC har hovedkvarter i Brazzaville...
Nu til et besynderligt sammenfald: Torsdag den 5. juni, samme dag som skyderiet begyndte i Brazzaville, indkaldte FLEC til pressemøde i byen. Det var første gang i månedsvis, FLEC havde ladet høre fra sig. Budskabet var krig: De udenlandske olieselskaber i Cabinda, Agip, Chevron, Elf og (det angolanske) Sonangol blev opfordret til at forlade enklaven øjeblikkeligt, ellers ville de blive angrebet.
Men på trods af dette klare angolanske motiv til indblanding i Brazzaville for at komme FLEC til livs er der ingen rapporter om, at det er sket.
Næste aktør, der også spillede en væsentlig rolle i Kabila-Congo er Frankrig, der til de sidste timer før Mobutos fald opretholdt sin støtte til diktatoren. Frankrig har ikke bare betydelige økonomiske interesser i Brazzaville - langt større end i Congo-Kinshasa - men Frankrig har også en stående hær i Brazzaville på 450 mand. De ankom i marts, officielt for at kunne evakuere franskmænd i Kinshasa. Kabilas befrielses-alliance har altid betragtet dette troppekontingent med mistro, med baggrund i Frankrigs hyppige militære interventioner for at hjælpe dets allierede herskere i Afrika. Mistanken blev til åben kritik den 4. juni, da Kabilas finansminister, Mawampanga Mwanananga, beskyldte det franske kontingent i Brazzaville for at bevæbne flygtede Mobutosoldater og sagde, "at disse våben vil blive sendt til Kinshasa for at destabilisere vort land".
Forholdet var i forvejen køligt mellem Kabila og Congo-Brazzavilles præsident Pascal Lissouba. Lissouba støttede til det sidste Mobuto og tillod Mobuto-familien og dens velbjærgede venner at bringe sig selv og sit rov i sikkerhed i landet, da Kabila rykkede frem.
En vildfaren granat kølede forholdet yderligere ned mellem de to lande. Under voldsomme kampe i Brazzaville mandag den 9. juni røg en granat over floden og eksploderede foran Kabilas indenrigsministerium uden at såre nogen. "En åbenlys provokation", sagde udenrigsminister Bizima Karaha.
Men på trods af de aggresive udtalelser må man konkludere: Der er måske motiver, men ingen rapporter fra området om, at Kabilas Congo er involveret i kamphandlingerne på den anden side af floden i Congo Brazzaville.
Brazzaville-congoleserne kan selv. Deres opgør er lokalt, det har historiske rødder, klar etnisk baggrund og tre aktører: Præsident Lissouba, hans gamle rival Denis Sassou Nguesso - og på sidelinjen Brazzavilles borgmester Bernard Kolelas. Opgøret begyndte natten til torsdag den 5. juni, da Lissouba lod hæren omringe Nguessos hus. Da morgenen gryede, lykkedes det imidlertid Nguesso at flygte, mens soldaterne brød ind i hans hus - angiveligt for at fjerne det store lager af våben, som de fandt. Allerede samme dag slog Nguessos milits igen, hvorefter vilde kampe hærgede byen og dens lufthavn frem til en spinkel våbenhvile blev indgået onsdag den 11. juni.
De to mænd har hver deres etniske fundament: Lissouba vandt præsidentvalget i 1993 på baggrund af støtte fra sine stammefrænder i de vestlige og nordlige landdistrikter. Det blev dengang set som et stort fremskridt for demokratiet i Afrika, at Nguesso frivilligt trådte tilbage efter at have hersket strengt over landet i 21 år.
Under processen med at afvikle Nguessos marxistisk inspirerede monopol-organisationer, gjorde præsident Lissouba mange af Nguessos fæller fra Mboshi-stammen arbejdsløse. De hyldede derfor Nguesso som en helt, da han sidste år uventet kom hjem fra fransk eksil for at iværksætte en come-back kampagne til præsidentvalget den 27 juli.
Imellem de to valg hærgede blodige uroligheder landets storbyer i 1993 og 1994.
I maj advarede den stedlige FN-repræsentant om, at "alt peger på, at hvis én mand bliver utilfreds, så vil han ikke tøve med at bruge våben". Præsidentvalget blev den udløsende faktor: I sidste uge stødte tilhængere af de to rivaler sammen i den nordlige del af landet; 16 blev dræbt. Derefter slog præsidenten til i hovedstaden - hvor Kolelas har holdt sine militsfolk uden for konflikten og selv optrådt som mægler
Nu hænger præsidentvalget i en tynd tråd. Til gengæld har afrikanske tilhængere af et partiløst demokrati fået endnu et argument: Som Yoweri Museveni i Uganda har Kabila forbudt partier, fordi partipolitik vil blive inficeret af etnisk strid, og dermed ødelægge et spinkelt demokrati. De rådnende ofre fra krydsilden på Congo-Brazzavilles Avenue de la Paix ville utvivlsomt give de to ret.
