Læsetid: 6 min.

Bordet fanger - men hvilket bord?

11. juni 1997

Jospin vil både holde sin valgløfter og respektere Frankrigs EU-forpligtelser. Men regeringsskiftet har allerede fremkaldt begyndelsen til en krise i EU

Skal en regering holde de løfter, den er blevet valgt på? Teoretisk og moralsk er svaret simpelt, men hvis Frankrigs nye regering under ledelse af socialisten Lionel Jospin følger en praksis, der har været gældende i Frankrig i det mindste siden 1981, er det kun et spørgsmål om tid, før Jospin overtager forgængernes politik, bøjer sig for den monetære ortodoksi og den tyske Bundesbank - og forklarer, at beskæmpelsen af arbejdsløsheden er et langsigtet mål, som man vil nærme sig over en årrække, altså i næste årtusind...
Hvis det er dette "normale" forløb, der ligger forude, er der ikke anden grund til den øjeblikkelige krise i EU, end at de franske valgløfter er så nye og friske. Enhver kan forstå, at det er svært for den franske regering at sadle om så hurtigt, og EU-kalenderen er tilfældigvis ret stram i øjeblikket. De andre regeringer i EU er i den forstand fulde af forståelse.
Men man kan ikke være sikker på, at det hele vil gå "normalt" til. Når man hedder Lionel Jospin, kan man ikke opføre sig som en anden Mitterrand, Balladur, Chirac, Juppé. Det er et navn, der forpligter, for det forbindes med seriøsitet, hæderlighed, moral og ordholdenhed. Og så er der det problem, at Frankrig har så lange og så vedholdende dårlige erfaringer med en politik, der kræver stadig nye ofre uden at vise resultater - med løfter, der glemmes eller udskydes - at man denne gang har en fornemmelse af "sidste chance".

Truslen i horisonten er ny social uro og tiltagende ekstremisme, først og fremmest i skikkelse af det fascistisk orienterede Front National, der allerede i dag er et af Frankrigs fire store partier.
Alt dette hører med til baggrunden for den konflikt, der kom til åbent udtryk på EU's økonomi-og finansministermøde i Luxembourg i denne uge. Det er hævet over diskussion, at den nye franske regering er kommet til magten på et løfte om en kursændring i EU-politikken.
En sådan kan ikke lade sig gøre uden sammenstød med andre EU-lande, navnlig Tyskland. Det kan naturligvis ende med kompromis, men det kan også føre til krise. Dette ord er omgående blevet brugt af franske kommentatorer, også seriøse. En taler om "begyndelsen til en krise", en anden om, at "krisen er der, og det vil vise sig, om den er alvorlig".
Den nye franske økonomi- og finansministrer, Dominique Strauss-Kahn, søgte i Luxembourg at berolige EU-partnerne uden at distancere sig fra valgløfterne - en vanskelig balancegang. I centrum for diskussionen er den Stabilitetspagt, som efter tysk ønske er blevet vedtaget i kølvandet på Maastricht-traktaten. Stabilitetspagten skal sikre, at medlemmerne af ØMU'en opretholder disciplinen efter møntunionens oprettelse og navnlig grænsen på tre procent for underskuddet på statsbudgettet i forhold til bruttonationalproduktet. Pagten indebærer straffeforanstaltninger i tilfælde af overtrædelse.
Strauss-Kahn forsikrede, at Frankrig fortsat går ind for, at euro'en skal lanceres den 1. januar 1999. Frankrig forlanger heller ikke nødvendigvis en genforhandling af Stabilitetspagten - som socialisterne har kritiseret voldsomt i valgkampen.
Frankrig anerkender pagtens mål, men ønsker, at disse skal kompletteres med en forpligtelse til økonomisk koordinering, således at ikke udelukkende monetære kritierier, men vækst, beskæftigelse og solidaritet indgår i målene.
Da de øvrige lande ønsker, at Stabilitetspagten skal være klar i sin endelige form på det forestående topmøde i Amsterdam, er der en umiddelbar konflikt. Strauss-Kahn sagde, at der ikke var nogen grund til hastværk, da den eneste vigtige skæringsdato var den 1. januar 1999.
Men indholdsmæssigt er der konkret konfliktstof i dette spørgsmål, for tyskerne ønsker principielt ikke indgreb i den europæiske centralbanks uafhængighed og ser i det franske ønske et forsøg på at holde vejen åben for "keynesiansk" konjunkturpolitik - den politik, der er opkaldt efter den engelske økonom, J. M. Keynes, og som er kætteri i forhold til den tyske Bundesbank-ortodoksi.
Det franske synspunkt er, som udtrykt af Strauss-Kahn: "Man kan ikke forestille sig en centralbank, der svæver i et politisk tomrum, det har man ikke i noget land".

Det, der umiddelbart ser ud som en strid om kalenderen og tempoet i forhandlingerne, dækker endnu engang over fundamentale forskelle i opfattelse mellem Tyskland og Frankrig - og en vedvarende mistænksomhed. Under valgkampen fordømte Jospin Stabilitetspagten i hårde vendinger.
"Stabilitetspagten tilføjer betingelser, der ikke findes i Maastricht-traktaten", sagde Jospin den 21. maj i et interview i Le Monde. Stabilitetspagten, det er super-Maastricht, og det er en indrømmelse, som den franske regering på absurd vis har gjort til tyskerne eller til visse tyske kredse. Jeg har derfor ikke nogen grund til at føle mig forpligtet over for den... Jeg kan ikke se, hvorfor Europa skulle fortsætte i de næste 10 -15 år med at være et økonomisk lavtryksområde i forhold til de andre store økonomiske grupperinger".
Socialistpartiet krævede ligeledes under valgkampen, at forbindelserne mellem medlemslandene i ØMU'en skulle baseres "ikke på en pagt for stramning, men på en pagt for solidaritet og vækst".
Den nye franske Europa-minister, Pierre Moscovici, erklærede under valgkampen: "Vi går ind for euro'en. Vi har stemt ja til Maastricht, men ikke til Stabilitetspagten".

Det blev understreget næsten dagligt i valgkampen, at socialisterne ikke ville lægge ensidig vægt på underskudsbegrænsningen, men krævede en pagt til fordel for vækst, beskæftigelse og solidaritet.
Tidligt i valgkampen sagde Jospin i et tv-interview: "Hvis det er nødvendigt, for at respektere tre procent-kriteriet, at påtvinge landet en ny hestekur, med den nuværende arbejdsløshed her i landet og den svigtende efterspørgsel, er mit svar nej. Nej til den absolutte respekt for tre procent kriteriet".
Det var svært for Strauss-Kahn at finde sine ben i Luxembourg, da han ønskede at berolige EU-partnerne. Derfor går de franske ønsker i første omgang ud på "mere tid" og umiddelbart drejer diskussionen sig om tidsplanen for forhandlingerne. "Jeg har ikke sagt, at jeg ønsker genforhandling af pagten, men jeg siger heller ikke, at jeg kan acceptere den - jeg ønsker, at det hele skal tages op til drøftelse", lød hans forklaring til pressen.
De franske ønsker om en ny ligevægt mellem monetære og økonomisk-sociale hensyn i Maastricht-politikken synes at have bred tilslutning i Frankrig og afspejler en politik, som præsident Chirac hidtil har favoriseret, men uden at insistere over for tyskerne. Nu rejser der sig flere og flere røster blandt franske politikere og i de franske medier, der fremstiller disse ønsker som sund fornuft - en sund fornuft, som tyskerne er uimodtagelige for. Man undrer sig over, at forbundskansler Helmut Kohl med de problemer, Tyskland står over for, og som i påfaldende grad begynder at ligne de franske, stadig står så stejlt, men man peger på Forbundsbanken, den bajerske finansminiser og den bajerske fløj af regeringen som de egentlige hindringer for forlig.
Nogle analyser går ud på, at de hårde tyske betingelser i virkeligheden bunder i den udbredte uvilje i Tyskland mod i det hele taget at opgive D-marken til fordel for euro'en.
Fra fransk side stiller man betingelser i modsat retning, men forsikrer, at man går ind for euro'en. Le Mondes udenrigsredaktør Daniel Vernet antydede i en dyster kommentar forleden, at man måske styrer mod en udskydelse eller opgivelse, og at hver af de to parter kun venter på, at den anden skal tage det afgørende skridt og dermed blive skyld i projektets undergang.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu