Læsetid: 5 min.

En demokratisk merudgift

18. juni 1997

Næsten halvdelen af den offentlige økonomi ligger i kommunalt regi og styres af frivillige aftaler med Kommunernes Landsforening. Hvis regeringen begyndte at diktere kommunerne, ville spillerummet være mindre

Den kommer til at koste knapper, dette års aftale om kommunernes økonomi.
Med en svag bremse på stigningen i de offentlige udgifter bliver der råd til de mange rare ting, som folk gerne vil have.
Finansminister Mogens Lykketoft forsikrer, at de flere penge bliver brugt til flere serviceydelser. Der er oprettet 140.000 nye pasningspladser for børn, og der er brugt fem milliarder ekstra på sygehusene på fem år.
Samtidig bliver skatten kun hævet med 0,2 procent ude i kommunerne.
Men den begrænsede stigning i skatten dækker ikke over den reelle stigning i det offentlige forbrug. Der bliver pumpet op imod ti milliarder ekstra ud af kommunerne næste år, og det er en stigning i de kommunale udgifter på to en halv procent. Det er penge, der hovedsageligt kommer fra øgede bloktilskud, og fra de flere skattepenge kommunerne får foræret på grund af opsvinget.
Sådan er det i et valgår. Og der er ingen tvivl om, at det kommende folketings- og kommunalvalg har betydet en langt løsere og dyrere kommuneaftale, end det ellers ville have været tilfældet.
Partiet Venstre har straks underkendt aftalen. Den er for dyr, og folketingsVenstre vil ikke stemme for det aktstykke i finansudvalget, der skal give en masse rare penge til kommunerne. På trods af, at Venstres egen formand for Kommunernes Landsforening, Evan Jensen, har forhandlet aftalen på plads.
Til gengæld vil folketingsVenstre ikke stemme imod aftalen, så Venstre har sikret sig, at der er et flertal for den aftale, man er imod.
Dermed har Venstres Anders Fogh Rasmussen endnu engang valgt at være en halvdårlig ideolog fremfor en ansvarlig politiker. Men sådan er det også i et valgår.

Årets aftale om den kommunale økonomi er ikke en mur- og nagelfast kontrakt. Sidste års aftale blev ikke overholdt, idet kommunerne i gennemsnit endte med at sætte skatterne lidt op, selvom aftalen var, at de skulle holdes i ro. Sidste års skattestigninger har været et hovedtema i årets forhandlinger, hvor finansministeriet ville have årets ødselhed udmøntet i besparelser næste år. Det er absolut kun lykkedes delvist. Men karakteren af kommuneøkonomiaftaler er netop, at de bombastiske aftaler viser sig ikke at holde i længden.
"Mange opfatter det forkert, når de ser, at der er indgået en fast aftale mellem to parter. Det er sjældent, at disse aftaler overholdes fuldt ud. Men man kan ikke se resultatet af det hele før i 1999. Kommunerne skal lægge et budget i oktober. Det træder i kraft 1. januar, og så kan der ske så mange ting i løbet af året. Først midt i 1999 bliver regnskabet gjort endeligt op, og til den tid er aftalen jo stort set glemt", siger Palle Mikkelsen, direktør i Institut for Offentlig Økonomi.
Et interessant element i årets aftale er, at kommunerne har lov at sætte skatterne i vejret, hvis de står og mangler håndører til det løse. I for eksempel sidste års aftale var det ikke en mulighed, der formelt stod åbent.

Men af to grunde er dét ikke noget, der bekymrer regeringen synderligt i år.
For det første er det som sagt valgår, og det er og bliver en selvmorderisk valgstrategi for en borgmester at hæve skatten og derefter bede om et nyt mandat fra borgerne. Derfor vil de fleste kommuner formentlig ikke benytte sig af muligheden for skattestigninger.
For det andet er regeringen bundet op på en stærk forpligtelse til helst at få et overskud på de samlede statslige budgetter. Det mål bliver ikke påvirket af, om pengene kommer ind i form af skatter, eller om de kommer ind som følge af besparelser.
Så isoleret set er det ingen katastrofe for regeringen, om nogle kommuner vælger at hæve skatten.
Til gengæld er det lige ved at de nationaløkonomiske bukser sprækker med det øgede kommunale forbrug næste år.
"En dark horse i dét er, hvor mange af de ekstra penge, der går til forbrug. Man kan frygte, at udgifterne til overførselsindkomster kan falde mere end beregnet på grund af opsvinget. De sparede penge kan man så frygte, at kommunerne fyrer af på flere lærere eller på flere serviceydelser. Man er gået lige til kanten af det forsvarlige, nationaløkonomisk set."
"Det er noget vrøvl, hvis kommunerne taler om at der hér er tale om en opbremsning."
"Det er det hidtil meget høje væksttempo, der i bedste fald bliver lidt mindre", siger forskningsleder Palle Mikkelsen fra Institut for Offentlig Økonomi og Udvikling.
Og Lykketoft er helt enig. Også set fra finansministeriet erkender man, at vejrudsigten for det kommende år står på større forbrug ude i landets 275 kommuner.
"Uanset hvordan man regner på det, er det klart, at der er en reel vækst i udgifterne af en betragtelig størrelse. Udgifterne har udvist en reel stigning på de der halvanden procent for den samlede offentlige sektor. Og det dækker over en stigning på to en halv procent ude i kommunerne", siger Mogens Lykketoft.
Det er finansministeren på ingen måde ked af, da han regner med at få velfærdsvaluta for sine tabte penge.
"Det er en klar forskel i forhold til den foregående periode med en borgerlig regering, hvor sygehusene i ti år ikke fik flere penge. Nu har vi foreløbig brugt fem milliarder mere siden 1993 på sygehusene. Og tilsvarende er der fra 1993-1998 oprettet 140.000 flere børnepasningspladser. Det koster også penge", siger Lykketoft.

Når kommuneøkonomien er så interessant, er det, fordi næsten halvdelen af den offentlige økonomi ligger i kommunalt regi.
Det er med andre ord umuligt for en regering at styre landets overordnede økonomiske politik bare ved at holde de statslige udgifter i snor. Der skal også være kontrol med de mange små kommuner.
Det er en kontrol, der bliver udøvet gennem de frivillige aftaler med Kommunernes Landsforening. Og de frivillige aftaler er KL's største og vigtigste opgave. Kommunerne er meget interesserede i at have indflydelse på deres egen økonomi, og det har de igennem aftalerne. Hvis regeringen begyndte at diktere kommunerne, hvad de har at rette sig efter, ville spillerummet være mindre. Og diktater ville netop være svaret, hvis ikke der kunne laves frivillige aftaler.
Dét er også baggrunden for den kløft, der går imellem kommunalpolitikere og folketingspolitikere. Især partiet Venstre er delt op i et pragmatisk kommunalt parti, der bare vil have tingene til at fungere, og et ideologisk folketingsVenstre, der vil køre benhård opposition til regeringen.
I år er det skisma endnu en gang blevet udstillet ved, at Venstre nægter at stemme for aftalen, når den skal godkendes i folketingets Finansudvalg. Selv om aftalen er indgået mellem regeringen og en venstremand, Evan Jensen, borgmesteren fra Lejre Kommune.
Men det vigtigste skisma, der er blevet udstillet i årets kommuneforhandlinger, er skismaet mellem politikernes ønske om en stram økonomi, og politikernes ønske om at gøre gode ting for vælgerne i valgår.
Dét skisma har kostet landet knapper i år. De samme knapper ville ikke være kommet på bordet i et almindeligt år.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu