Analyse
Læsetid: 5 min.

Et drabeligt slag om en gammel traver

7. juni 1997

Efterlønnen blev i sin tid indført for at give plads til unge friske kræfter, når de gamle var slidt op. Men alt tyder på, at det ikke har virket. For når arbejdsstyrken reduceres, falder beskæftigelsen tilsvarende

Slaget om den danske magt er også slaget om efterlønnen. Hvis Venstre og de konservative får magt, som de har agt, ryger efterlønnen på møddingen. Hvis Nyrup vinder en periode til, vil efterlønnen stå under statsministerens personlige beskyttelse.
Dermed er den gamle krise-ordning fra SV-regeringens tid sikret en plads midt på scenen i det kommende valg-år.
I 1979 vedtog SV-regeringen at indføre efterløn. Det var for at hjælpe de nedslidte arbejdere, så de kunne holde op på arbejdet, når hænder, hofter, ryg og skuldre begyndte at smerte.
Og det var for at hjælpe de unge arbejdsløse i gang med det arbejde, de udtjente kræfter forlod. Det gav et vældigt fald i tilbagetrækningsalderen fra arbejdsmarkedet, men løste i øvrigt ikke problemerne på arbejdsmarkedet.
I 1997 er efterlønnen blevet selve symbolet på uenigheden mellem socialdemokratiet og oppositionen. Efterlønnen er også et stort udestående problem mellem regeringspartnerne fra Det radikale Venstre og det store arbejderparti.
Poul Nyrup Rasmussen bliver aldrig træt af at garantere for efterlønnen - før, under og efter det kommende valg.
Nyrup har udstedt sin garanti på TV under tre-parts-duellen i sidste uge, og han gentog den grundlovsdag.
Venstre - der selv stod fadder ved efterlønnens fødsel og har været dybt forvirrede i spørgsmålet - vil afskaffe efterlønnen over ti år, hvis man skal tro deres seneste signaler. De radikale vil have revurderet ordningen i forbindelse med et kommende regeringsgrundlag, uden at udstede en fredning. CD's Mimi Jakobsen vil gerne frede den nuværende efterløn.
Hvert parti har sine grunde, men det eneste parti, der for alvor brænder for efterlønnen, er socialdemokraterne.
Der er 120.000 danskere mellem 60 og 67 på efterløn. I praksis kan alle få efterlønnen, blot de har været medlem af en A-kasse i tyve år. Det er et krav, som rigtig mange danskere lever op til, for organisationsprocenten og forsikringsprocenten er tårnhøj herhjemme.
Efterløn vil i praksis sige, at man månedligt modtager en sum penge, fra man er 60, og indtil man får sin folkepension som 67-årig.
Hvert år stiger det samlede antal modtagere af efterløn med endnu nogle tusinde. De 120.000 efterlønnere er slet ikke nedslidte, værkbrudne industriarbejdere. Socialforskningsinstituttet har spurgt dem, og under en femtedel angiver dårligt helbred som en grund til, at de vælger efterlønnen.
De, der bliver nedslidte på arbejdsmarkedet, er typisk blevet det, før de fylder 60, og det afspejler sig også i gruppen af førtidspensionister. Langt over halvdelen af førtidspensionisterne nævner helbredet, når de skal begrunde deres førtidspensionering, ifølge Socialforskningsinstituttets målinger.
Det er med andre ord ikke nedslidningen, der begrunder efterlønsordningen i dag. De nedslidte arbejdere udgør kun en lille del af modtagerne.
Det andet argument fra 1979, da man indførte efterlønnen, er der heller ikke meget ved. Dengang lød det, at efterlønnen skulle give plads til nye, friske kræfter, efterhånden som de gamle garvede hænder fandt hvile i kolonihaven eller i skødet.
Det har ikke virket.
"Der er efterhånden enighed hele raden rundt blandt økonomerne om, at man får en nedgang i den samlede beskæftigelse med nogenlunde det samme antal personer, som forlader arbejdsmarkdet. Når man reducerer arbejdsstyrken, falder beskæftigelsen tilsvarende", siger direktør Jørgen Søndergaard fra Socialforskningsinstituttet.
"En række rapporter viser også, at der kun er en yderst ringe omfordelig af arbejdsløsheden mellem unge og gamle som konsekvens af efterlønnen", fortsætter Søndergaard.
Efterlønnen ville kun have en effekt, hvis de, der trak sig ud af arbejdsmarkedet, havde helt forældede kvalifikationer og altså alligevel ikke kunne bruges på arbejdsmarkedet. Men i dag ligner gruppen af folk på efterløn resten af landets befolkning, rent uddannelsesmæssigt.
Til overflod virker efterlønnen efter sigende som en skraldespand for virksomhederne. Det er lettere at skille sig af med en 60-årig medarbejder, når man ved, at vedkommende lander blødt i en offentlig ydelse, og at denne offentlige ydelse er gratis for virksomheden. En læserbrevsskribent beskyldte i sidste uge Carlsberg for netop dén praksis, og da kulturminister Ebbe Lundgaard harmedes over fremgangsmåden, rullede efterlønsdebatten endnu en gang. Nyrup gentog sin efterlønsgaranti.

Når socialdemokraterne elsker efterlønnen på trods af ordningens pris og manglende effekt, så er grundene mange. Længe før den overhovedet blev vedtaget i 1979, havde SiD udarbejdet forslaget.
Siden blev det vedtaget af en socialdemokratisk ledet regering - som generel ordning. Socialdemokraterne føler, at de har en slags ophavsret til ideen med efterlønnen. Samtidig tæller det, at efterlønnen er en del af arbejdsmarkedssystemet og ikke et generelt velfærdsgode. Langt, langt de fleste herhjemme kan opvise tyve års A-kassemedlemsskab, når de bliver 60 år. Derfor virker ordningen i praksis for alle. Alligevel gør tilknytningen mellem efterløn og arbejdsmarkedssystem efterlønnen til noget særligt for socialdemokraterne.
Men også i socialdemokratiske rækker er der en vis opblødning på vej. Finansminister Mogens Lykketoft har flere gange sagt, at lykken ikke er at gå fra 37 timers arbejde til 0, og dermed implicit sagt, at efterlønsordningen ikke er skruet ideelt sammen. Men finansministeren er i den grad underkendt af sin statsminister på dette punkt.
Efterlønnens popularitet hos de ældre gør den svær bare at afskaffe, selvom ordningen ikke er særlig samfundsøkonomisk fornuftig.

Efterlønnen skal først debatteres under den kommende valgkamp, hvor V og K formentlig vil løfte ordningen frem og erklære den død, hvis de vinder. Bagefter skal ordningen igennem en vridemaskine hos S og R, hvis de to partier kan fortsætte i regering efter valget. For de radikale kan under ingen omstændigheder acceptere en pensionsalder, der nærmer sig de 60 år. Nyrups efterlønsgaranti gælder først, når han får den skrevet ind i et kommende regeringsgrundlag.
Men lige meget hvad udfaldet bliver, er efterlønnen kun en del af det danske seniorpolitiske dilemma.
"Pensionsalderens fald er et europæisk fænomen og ikke bare et dansk problem, der er opstået på grund af efterlønnen. Der er sket en grundlæggende ændring i ønsket og behovet for at arbejde og for at have en pensionisttilværelse, der ikke er knyttet til arbejdslivet", siger direktøren for Socialforskningsinstituttet.
"I de kommende 25 år kommer der mere end 300.000 flere danskere på overførselsindkomster på grund af demografi, dvs. alder. Når man diskuterer den fremtidige forsørgerbyrde, så kan efterlønnen alene kun komme med et mindre bidrag. Under en tredjedel af de 300.000 vil kunne modvejes, hvis man, som tankeeksperiment, afskaffede efterlønnen. Der skal andet og mere til, hvis man vil opretholde den nuværende balance mellem forsørgere og forsørgede. Dels skal arbejdsløsheden ned, og dels skal den helbredsbetingede tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, til førtidspension, ned. For det er her, der er mange arbejdsår at spare", slutter direktør Jørgen Søndergaard fra Socialforskningsinstituttet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her