Læsetid: 5 min.

Et moderne tyrkisk kup

26. juni 1997

Tyrkiets militær hævder, at islamisterne har infitreret det tyrkiske samfund på alle niveauer. Og det har de ret i. Men det store spørgsmål er, om det er en tendens, der lader sig vende

I Tyrkiet taler politiske kommentatorer nu åbnet om kup. Ikke et gammeldags militærkup som i 1960, 1971 og 1980, men et såkaldt Cankaya kup - opkaldt efter navnet på præsident Suleiman Demirels palads.
For ham er det, der i øjeblikket forsøger at hjælpe det tyrkiske militær af med landets islamistiske ministerpræsident Necmettin Erbakan.
Redskabet er den anti-islamistiske oppositionspolitiker Mesut Yilmaz, som efter Erbakans tilbagetræden i sidste uge har fået den næsten umulige opgave at samle en regering uden om Erbakan og hans Velfærdsparti, Refah.
Alt tyder på, at præsident Demirel har fået et vink med en vognstang fra de tyrkiske generaler om, hvem han skulle pege på som ny regeringsleder.
Og at de politiske studehandler om mandater og mulige koalitioner som udspiller sig i disse dage blot er det seneste kapitel i militærets ofte anvendte Håndbog-over-hvordan-man-slipper-af-med-en-regering-man-ikke-kan-li'.
Dén håndbog har været i anvendelse, lige siden Refah kom ind på en førsteplads ved valget i december 1995.
Men på grund af den konservative vejrhane Tansu Çiller, der besluttede sig for at danne regering med Erbakan (mod til gengæld at slippe for en række meget ubehagelige korruptionsanklager), har gjort opgaven sværere end ventet.
Og det er ikke forsøg, det har skortet på.

Helt fra starten lagde militæret et voldsomt pres på Erbakan for at få ham til at opgive sine ideer om udmeldelse af NATO, oprettelse af en islamisk forsvarsalliance, et islamisk fællesmarked med egen mønt og en generel islamisering af det tyrkiske samfund.
Sidenhen kom så specifikke krav om systematisk fyring af islamistiske officerer i de væbnede styrker, lukning af flere hundrede religiøse skoler uden licens, lukning af 450 religiøse mellemskoler, de såkaldte Imam Hatip skoler, lukning religiøse domstole og skærpet håndhævelse af forbudet mod at bære islamisk tørklæde, chador eller turban.
I forrige uge optrappede militæret så kampagnen mod Erbakan nok engang og erklærede rent ud, at landets leder var en fare for staten.
En omfattende islamistisk sammensværgelse var i gang, lød anklagen. Islamistiske aktivister havde indfiltreret alle væsentlige dele af det tyrkiske samfund og kontrollerede ikke mindre end 1.000 islamiske firmaer (hvor militæret selv omgående boykottede 100), 500 islamiske fonde, 800 religiøse skoler med over 400.000 elever, 2.500 organisationer af forskellig art, 19 aviser, 110 magasiner, 51 radiostationer og 20 tv-stationer.

Alt sammen en gigantisk penge- og rekrutteringsmaksine for Refah, der allerede nu sidder på 155 pladser i det 550 mand store parlament og ikke mindre end 327 kommuner.
Ifølge militærets skrækvision vil 67 procent af vælgerne i år 2.005 være elever fra de religiøse skoler og dermed sandsynlige Refah-tilhængere. Og islamisterne er således stille og roligt ved at overtage det tyrkiske samfund indefra.
At militæret har fat i en lang ende, er der næppe tvivl om.
Det mener i hvert fald vestlige diplomater i Ankara. Islamiseringen er en stærk tendens, men omfanget af den er vildt overdrevet, siger de.
Det er rigtigt, at de islamiske fonde er meget pengestærke, og at de investerer kraftigt i såkaldte islamiske firmaer, hvis eneste islamiske kendetegn er, at de er organiseret som en slags andelsselskaber, der arbejder uden renter, ikke er børsnoterede fordi de er imod spekulation og desuden lader deres ansatte få tidligt fri fredag, så de kan gå til fredagsbøn.
De islamiske fonde ejes for det meste af ét af de flere hundrede islamiske broderskaber, de såkaldte tarikat, som trods alle forbud eksisterer i bedste velgående.
Broderskabet ledes af en sheik, som indsamler penge fra medlemmerne til organisationens ofte meget omfattende sociale indsats - typisk alt fra suppekøkkener til lægehjælp, Koran-undervisning, og fattighjælp.
Og overskuddet investeres så i islamiske firmaer.
Og dem er der mange af, især i provinsen og især i det sydlige Tyrkiet.
Men uanset disse firmaers succes, er der tale om peanuts i den store sammenhæng. Vestlige diplomater i Ankara anslår, at de islamiske fonde og firmaer maksimum sidder på tre-fire procent af tyrkisk økonomien.

Og nogenlunde det samme gør sig gældende for de religiøse skolers vedkommende. De udgør ifølge de samme kilder omkring fem procent af det tyrkiske undervisningssystem og er altså ikke i sig selv noget dominerende fænomen.
Den ende, som militæret imidlertid har fat i, er at islamiseringen rækker langt udover Refahs 21 procent af stemmerne ved valget i 1995.
Det er nemlig en del af en proces, som startede umiddelbart efter den store tyrkiske reformator Kemal Atatürk,Tyrkernes Fader, døde i 1938.
I sine bestræbelser på at adskille stat og religion, afskaffede han kalifatet, hvilket nærmest svarer til at nedlægge pavestolen i Rom, forbød det arabiske alfabet, forbød kvinder at bære hijab, slør og chador, og mænd at gå med fez eller turban, forbød religiøse domstole og skoler, flyttede helligdagen fra fredag til søndag og forbød folk at bede på andet end tyrkisk.
Alt sammen meget voldsomme indgreb i en troende befolknings traditioner og skikke. Og derfor også noget, som løbende er blevet lempet lige siden.
Domstolene og skolerne er tilbage, de arabiske bønner, ja selv klædedragterne ses der gennem fingre med.
Det er denne tendens til at vende tilbage til de oprindelige tyrkiske traditioner og værdier, som Refah er en fortsættelse af. Men også en tendens, som stikker meget dybere end mandattallene i parlamentet.
Analyser af Refahs vælgerprofil viser, at kun en lille del af partiets vælgere er egentlige fundamentalister, der ønsker at oprette en islamisk stat bygget på Shari'a, islamisk lov.
De allerfleste er proteststemmer. Folk, der har fået hjælp fra de islamiske broderskaber til at løse deres sociale problemer og som føler en naturlig taknemmelighed over for Refah. Og den gruppe er hastigt voksende. Bare det faktum at fem procent af landbefolkningen hvert år flytter til storbyerne med deres slumkvarterer, arbejdsløshed og fattigdom er tilstrækkeligt til at sikre Refah mange nye stemmer hvert år.

Foreløbigt stemmer mindst 80 procent af tyrkere imidlertid på sekulære partier, der ønsker at opretholde den skarpe adskillelse mellem stat og religion.
Dén andel vil efter alt at dømme blive mindre fremover, men nogen snarlig islamisk magtovertagelse, er der ikke tale om.
Det er de fleste diplomater og uafhængige iagttagere enige om.
Dét, tyrkerne slås om i dag, er, om islamiseringen skal fortsætte eller om den skal standses.
Militæret og andre sekulære fanatikere frygter et nyt Iran, hvor islamiserigen langsomt undergraver hele systemet og pludselig en dag resulteret i en islamisk revolution.
Og de islamiske aktivister kæmper for en tilbagevenden til det, de og en voksende del af den tyrkiske befolkning ser, som deres islamiske og kulturelle rødder.
Hvem der i sidste ende får overtaget er umuligt at spå om, men hvis ikke parterne hen ad vejen finder et kompromis mellem de to verdener, står barometeret på storm.
Foreløbig har militæret overtaget, men spørgsmålet er hvor længe konfrontationskursen kan holde.
Hvis det lykkes militæret at overbevise den tyrkiske befolkning om, at en islamisk sammensværgelse er under opsejling og en shari'a-stat umiddelbart forestående, så kan generalerne måske vinde runde ét.
Men hvad med runde to, og tre og fire?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu