Under det europæiske "juletræ" i Amsterdam ligger en traktat-pakke, som indeholder mange af de ting, der stod på Danmarks ønskeseddel. Men pakken indeholder også elementer, som Danmark helst havde været foruden
Egentlig er det dybt uretfærdigt for både statsminister Poul Nyrup Rasmussen og udenrigsminister Niels Helveg Petersen. I december 1995 forhandlede de med Folketingets partier om, hvad der skulle stå på den ønskeseddel, som Danmarks repræsentant i forhandlingerne om en ny EU-traktat, ambassadør Niels Ersbøll, skulle have med til forhandlingerne om en ny EU-traktat. Der var tale om en ambitiøs ønskeseddel, som var så lang, at det i hvert tilfælde i december 1995 ikke så ud, som om Danmark ville kunne få alle ønskerne opfyldt.
Og i torsdags kom så pakken. Det hollandske EU-formandskabs sidste endelig udkast til den nye EU-traktat. Et traktat-udkast på 177 sider, som i høj grad opfylder de fleste af ønskerne på den danske liste. Samt ikke overraskende et par gaver i traktat-pakken, som Danmark helst havde været foruden.
Når det er dybt uretfærdigt for både stats- og udenrigsministeren, skyldes det især, at det løbende under de 15 måneder lange traktat-forhandlinger er blevet klart, at stadig flere danske ønsker ville blive opfyldt. Hvilket naturligvis har ført til en situation, hvor både medierne og politikerne har koncentreret debatten om de områder, hvor det stadig var uklart, hvordan det ville gå med de danske traktat-ønsker.
Altså en situation, hvor de fleste spaltemillimeter og tv-minutter handler om, hvordan det nu skal gå med de punkter på den danske ønskeseddel, som ikke ser ud til at komme med i traktat-pakken - mens de allerede opfyldte ønsker under traktat-forhandlingerne gradvist i hele forløbet er blevet betragtet som en selvfølge, og dermed ikke længere har haft krav på omtale i nyhedsmedierne.
Med få dage tilbage til Amsterdam-topmødet er fokus stadig på de elementer i traktat-pakken, som Danmark enten ikke har fået eller ikke ønskede sig.
Det gælder den såkaldte miljøgaranti, som ikke i traktat-udkastet er udformet sådan som Danmark og især SF havde tænkt sig. Det gælder situationen omkring de danske EU-forbehold, som endnu ikke er afklaret. Og med traktat-pakken dukkede et nyt uønsket element op. Nemlig forslaget om, at EU alligevel ikke denne gang laver en grundig reform af indretningen af EU-institutionerne, men udskyder dette til senere.
Det har Danmark problemer med, fordi det dels tilføjer et uønsket element i den indenrigspolitiske debat, nemlig en usikkerhed om, hvordan EU-samarbejdet vil udvikle sig i fremtiden. Og samtidig fordi uklarheden om EU's institutioner kan volde problemer for det danske ønske om at få især de baltiske lande med i EU.
For både Poul Nyrup Rasmussen og udenrigsminister Niels Helveg Petersen er der reelt kun to muligheder i Amsterdam. Det første skud, de har i bøssen i forhold til de uønskede elementer i pakken, er at forsøge at overbevise de øvrige EU-lande om, at pakken skal laves om. Det vil lykkes på nogle områder, men ikke nødvendigvis på alle.
Og derefter kan de danske traktat-forhandlere kun gøre som børn, der får bløde pakker under juletræet. Nemlig holde masken, sige pænt tak og derefter fokusere på de gaver, som de fik og som stod på ønskelisten.
I forhold til den færdige traktat-pakke, der kommer ud af topmødet i Amsterdam, er der nemlig en afgørende forskel sammenlignet med de bløde pakker under juletræet. Pakken kan ikke byttes.
Da danskerne stemte nej til Maastricht-traktaten var der mulighed for at tage forbehold overfor den fremtidige udvikling i EU-samarbejdet på vidtrækkende områder som den fælles mønt, forsvarssamarbejde og udlændingepolitik.
De danske forbehold står stadig efter Amsterdam-topmødet, har statsministeren garanteret. Og ved et nyt EU-nej ved en folkeafstemning er det svært at få øje på nye områder i EU-samarbejdet, som Danmark skulle kunne tage forbehold overfor. Frem for alt fordi den nye EU-traktat ikke indeholder nogen tildeling af nye arbejdsopgaver til EU.
Ved Maastricht-traktaten i 1991 fik EU en række nye arbejdsopgaver som den fælles mønt, en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik samt et samarbejde om retlige og indre anliggender. Den nye Amsterdam-traktat indeholder ikke en sådan tildeling af nye arbejdsopgaver til EU. Den består primært af en række ændringer af spillereglerne indenfor de områder, som allerede findes i tidligere EU-traktater.
Og det er i dette arbejde med at strømline traktaten, at Danmark har fået de fleste af sine ønsker opfyldt.
Det skrives ind i traktaten, at udviklingen i EU skal være bæredygtig i forhold til miljøet, og det udtrykkes klart i traktaten, at EU-landene er tvunget til at træffe beslutninger som indebærer et højt niveau for beskyttelsen af miljøet.
Statsminister Poul Nyrup Rasmussen får sin egen personlige mærkesag opfyldt ved, at den nye EU-traktat udstyres med et nyt og selvstændigt kapitel om, hvordan EU-landene i fællesskab skal gøre en indsats for at bekæmpe arbejdsløsheden. Der bliver ikke tale om store EU-programmer om jobskabelse, men trods alt et kapitel som om ikke andet tvinger EU-landene til også at diskutere beskæftigelse, når de taler om økonomi.
Den danske mærkesag om mere åbenhed i EU ser også ud til at blive opfyldt udover al forventning. Det skrives ind i traktaten, at borgerne har ret til aktindsigt i alle de dokumenter, som EU-institutionerne ligger inde med. Danmark havde såmænd bare håbet på, at aktindsigten kom til at gælde de dokumenter, som EU's institutioner selv var afsendere af - men i det seneste udkast er også den indgående post til EU-institutionerne omfattet af reglerne for aktindsigt.
Det slås også fast i traktat-pakken, at beslutningerne i EU skal træffes mere åbent, hvilket også var med på den danske ønskeliste.
Mens Danmark under forhandlingerne om Maastricht-traktaten var blandt de lande, der var modstandere af at give Europa-Parlamentet mere magt, har Danmark denne gang befundet sig i den modsatte lejr.
Som et land hvor mere magt til parlamentarikerne i Strasbourg og Bruxelles stod på ønskelisten. Primært belært af erfaringerne om, at Europa-Parlamentet meget ofte trækker EU-beslutningerne i den retning, som Danmark ønsker. Og dette ønske ser også ud til at blive opfyldt.
Den nye EU-traktat indeholder også præciseringer af, at de nationale parlamenter som Folketinget skal have bedre tid til at behandle EU-sagerne på den hjemlige politiske scene - et ønske som blandt andet folketingets formand Erling Olsen har været på banen med.
Og Folketingets ønske om, at ændringerne i EU's institutioner ikke måtte føre til, at små lande som Danmark ikke længere kunne udpege en person til jobbet som EU-kommissær, ser ud til at blive opfyldt.
For den, der ønskede at gå yderligere i detaljer, ville det være muligt at fortsætte listen over opfyldte danske traktat-ønsker endnu længere med opremsning af en række små, men vigtige forandringer i traktat-teksten.
Men i forhold til de kommende dages forhandlinger om fremtiden for de danske EU-forbehold, dramaet om miljøgarantien og statsministerens løfte om at meddele, om der skal være folkeafstemning i Danmark om den nye EU-traktat, er dette formentlig sidste gang, de opfyldte danske EU-ønsker får nogen fremtrædende plads i medierne i de næste par dage.
