Læsetid: 6 min.

Opgør med en myte

17. juni 1997

Italienerne har været vant til at opfatte deres hær som en flok flinke spejderdrenge, der ikke gjorde en kat fortræd. Nu må nationen gøre regnskab med en noget anderledes virkelighed

Ifølge en ældgammel, godt slidt vittighed er verdens tre tyndeste bøger dem om engelsk kogekunst, tysk humor og italienske krigshelte. Italienerne har vænnet sig til at opfatte den nationale hær som en flok flinke spejderdrenge, brava gente, der drog ud i verden med noble intentioner om, at vi skal være gode ved hinanden.
Det har nærmest fyldt italienerne med stolthed, at deres jens'er havde ry for at være verdens dårligste soldater, en flok kujoner, der ikke kunne drømme om så meget som at rive vingen af en flue. Under Golf-krigen lød joken om italienerne, at det var dem, der bidrog med is-biler, og i Gabriele Salvatores Oscar-belønnede film Mediterraneo blev de italienske tropper under invasionen af Grækenland fremstillet som en flok blødsødne fyre, der gik mere op i at spille fodbold med de lokale end at slå fjenden ned.
Men efter de seneste ugers uhyggelige påstande om italienske soldaters tortur og voldtægt af somaliere under FN-missionen 'Genskab Håbet', er Italien vågnet op til en virkelighed, der ligger langt fra mytens selvrosende forestillinger. Tidligere soldater i den italienske hær har afsløret, at de under deres udstationering i Somalia i 1993 overværede tortur begået af italienske soldater mod somaliske fanger, herunder en gruppevoldtægt med en lysraket af en somalisk kvinde, som de havde samlet op på gaden.
Sagen har - som den slags opsigtsvækkende skandaler altid gør i Italien - affødt et hav af højtgående emotionelle bølger, der foreløbig står i vejen for en rationel analyse af hændelserne.
Politikere på højrefløjen har blindt kastet sig ud i et kompromisløst forsvar af den italienske hærs ære og sammen med repræsentanter for hæren bagatelliseret sagen ned til et spørgsmål om nogle få brodne kar. Venstrefløjen har omvendt benyttet lejligheden til at føre pacifistisk inspirerede kampagner a la 70'erne om det generelt angribelige i overhovedet at have hære og formålet med dem i en verden, der forlængst har lagt Muren bag sig.
Det er interessant, at de italienske medier under dækningen af afsløringerne og de efterfølgende politiske reaktioner ikke så meget som med et ord har mindet om Amnesty Internationals foruroligende rapporter om de italienske politisstyrkers påståede overgreb mod anholdte, især udlændinge. Amnesty International offentliggjorde i 1995 en rapport, der udtrykte bekymring over den stigende tendens til racisme inden for den italienske ordensmagts rækker op gennem 90'erne.
I oktober 1995 anmeldte en tunesisk statsborger, at han var blevet slået og udsat for verbale racistiske krænkelser, da han blev arresteret af det militære politikorps Carabinieri i den norditalienske by Voghera. Tuneseren, Ben Moghrem Abdelwahab fortalte, at han var blevet lagt i håndjern, skubbet til han faldt, hvorefter han blev sparket i hovedet, i ryggen og i siden. Da han nægtede at skrive under på et stykke papir, han ikke forstod indholdet af, fik han en pistol sat til tindingen, og efter løsladelsen tilbragte han otte dage på hospitalet for at komme sig.
En anden episode vedrører den dansk-bosatte ghaneser og musiker Edward Adjei Loundens. Han blev under en mellemlanding mellem Ghana og Danmark tilbageholdt af italiensk lufthavnspoliti i Roms internationale lufthavn Leonardo da Vinci og slået så voldsomt, at han mistede en del af hørelsen på det ene øre og fik vansiret sit ansigt.
Amnesty Internationals rapport indeholder mange andre ekspempler på overgreb og konklusionen er, at især udlændinge og personer, der bliver arresteret for påståede narko-forbrydelser løber en ikke uvæsentlig risiko for at blive mishandlet af den italienske ordensmagt.
Lige så interessant er det, at to andre ugeskrifter allerede i 1993, da Somalia-missionen endnu ikke var afsluttet, bragte billeder og vidneudsagn af overgreb mod indfødte i det afrikanske land. Dengang blev der ikke taget større notits af nyheden, et faktum, der måske kan forklares med, at Italien på det tidspunkt var søbet grundigt ind i korruptionsskandaler og politisk tumult og næppe havde overskud til at beskæftige sig med endnu en skamplet på den nationale ære.

I dag er situationen en anden. Italien har for første gang siden de politiske omvæltninger i begyndelsen af 90'erne en nogenlunde stabil regering, der som den første regering med venstrefløjens partier siden anden verdenskrig har sat sig for at ændre landets uendelige række af uvaner.
Det er i det lys, man skal se Prodi-regeringens lynhurtige og skarpe reaktion mod de påståede overgreb i Somalia. Centrum-venstre-regeringen ønsker tydeligvis at markere, at det er slut med de tider, da myndigheder og politikere i skøn forening dækkede over enhver form for ugerning i statsapparatet. Den nye regerings ambition er - om muligt - at gøre Italien til et ægte demokrati, der tør se sine egne fejl og mangler i øjnene.
Det vil givetvis være forkert umiddelbart at stemple den italienske hær som den mest brutale og menneskerettighedskrænkende af de tilstedeværende styrker i Somalia. Både belgiske og canadiske soldater er under anklage i deres respektive lande for at have begået lignende overgreb mod indfødte, og spørgsmålet er, om der er grund til at tro, at soldater altid opfører sig svinsk, når de er langt hjemmefra. Svaret er formentlig heldigvis nej.
Forklaringen - som naturligvis ikke indbefatter nogen accept - på de sadistiske gerninger skal nok snarere findes i de forhold, som den internationale fredsstyrke arbejdede under i Somalien, hvor der herskede Vietnam-lignende tilstande.
En oberstløjtnant i det danske forsvar forklarer, at det godt kan slå klik for unge mennesker, der er langt hjemmefra og udsættes for et stort psykisk pres. I modsætning til den bosniske fredsmission var der i Somalia ikke nogle parter at forholde sig til. Fjenden var overalt, han var ikke umiddelbart genkendelig, og "under de forhold kan man komme så langt ud i frustration og frygt over usikkerheden, at man siger: nu vil vi altså vide, hvem der er hvem".
Lignende mekanismer sås under Vietnam-krigen, blandt andet Mylai-affæren, hvor en amerikansk løjtnant gik amok og beordrede afbrændingen af en hel landsby og efterfølgende blev stillet for retten i USA.

En helt anden teori cirkulerer uofficielt i Italien i disse dage. Højtstående militærfolk har antydet det besynderlige i, at historien om de italienske soldaters ugerninger kommer til offentlighedens kendskab netop nu, fire år efter at de har fundet sted. En af de nævnte forklaringer er, at USA har interesse i at stille Italien i et dårligt lys, netop som Italien er gået foran i forvaltningen af krisen i Albanien. Den politiske psykolog Piero Rocchini siger til Information, at USA's indflydelse på miljøer i Italien altid har været og stadig er meget stor.
"Man kan undre sig over, at de samme afsløringer for fire år siden ikke gav genlyd i pressen, mens de denne gang har medført et ramaskrig. Jeg tror ikke, man skal være blind for, at USA som stormagt har en interesse i at forhindre europæisk succes i Albanien, og at USA stadig har et solidt netværk af sympatisører i Italien," siger Piero Rocchini.
Den italienske journalistsammenslutning har sat en undersøgelse i gang for at finde ud af, hvorfor de samme nyheder for fire år siden blev overset af medierne, og de to fratrådte generaler, der ledede de italienske tropper i Somalien, har antydet, at de finder hele episoden højst mærkværdig.
Det har således undret ikke bare generalerne, at en soldat pludselig vælger at offentliggøre sine billeder af tortur mod fanger fire år efter, at han er kommet hjem fra missionen i Somalien. Soldaten Michele Patruno har forklaret, at en journalist tilfældigt hørte ham tale om episoden på en bar i hans hjemby Bari, da han affyrede et par henkastede bemærkninger om, hvad han havde oplevet.
Når sindene er faldet lidt mere til ro efter de rædsomme billeder af tortur, vil det utvivlsomt være disse teorier, der vil interessere offentligheden.
I mellemtiden kan albanerne drage et lettelsens suk. Skandalen kommer helt sikkert til at fungere som en vaccination mod italienske soldaters eventuelle lyst til at sætte ustyrlige banditter på plads med vold.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu