Læsetid: 6 min.

Fra oppositionskultur til regeringskultur

6. juni 1997

Jospins nye franske regering distancerer sig fra Mitterrands socialistiske - og liberalistiske - excesser

Det er blevet bemærket, at Lionel Jospin har et påfaldende alvorligt og tynget ansigtsudtryk på et billede, der blev taget, da han for få dage siden meddelte, at han var blevet udnævnt til premierminister.
Det kan måske tages som et tegn på, at de naive sejrherrers tid er forbi. Hvad det franske venstre angår, er der gode grunde til at se tynget ud, hvis man tænker på et par fortilfælde.
Folkefrontens sejr i 1936 blev hilst med en optimisme og nogle overdådige glædesdemonstrationer, der virker umådelig rørende og medrivende, når man ser dem på de sort-hvide filmoptagelser fra dengang. Men som har et tragisk skær over sig, når man ved, hvor hurtigt dette eksperiment strandede - og indgik i forspillet til den Anden Verdenskrig.
Mitterrands valgsejr i 1981 blev fejret i en tilsvarende atmosfære af befrielse - den "demokratiske socialismes" tid var omsider inde, og så videre.
Dette ambitiøse forsøg endte lige så ynkeligt og lige så hurtigt som Folkefronten - efter et par år - blot med den forskel, at Mitterrand blev på sin post (i kraft af en radikalt ændret fransk forfatning) og præsiderede over den efterfølgende europæisk-liberal-monetaristiske "restauration".
Under valgkampen har højre - endog præsident Chirac i en tv-tale - advaret mod en tilbagevenden til "gårsdagens socialistiske ideer". Den slags advarsler havde til hensigt at fremmane Mitterrand-eksperimentet fra 1981-82 - doktrinær socialisme med nationaliseringer, hurtige sociale reformer oven i hinanden, inflationsfremmende forbrugsudvidelse, truende krise for betalingsbalancen og statsfinanserne, devalueringer.

Men flertallet af de franske vælgere lod sig ikke skræmme af disse advarsler. De kunne ikke forestille sig, at Jospin og de franske socialister ville forsøge sig med et nyt 1981.
Det er også en naiv tanke, næsten grotesk, når man tænker på, hvad Jospin står for, og hvilke erfaringer socialisterne har indhøstet i de forløbne 15 år. Det er rigtigt, at deres program stadig afspejler en alt andet end liberal tro på, at staten stadig har en vigtig rolle at spille på mange områder, også i bekæmpelsen af arbejdsløsheden. Der er ikke tale om den kapitulation over for liberalismen, som de fleste vel i dag forbinder med navnet Tony Blair - og som Mitterrand på sin egen måde allerede gav signalet til i 1983.
I dag reagerer Jospin både mod Mitterrand I og Mitterrand II - og han er den socialistiske toppolitiker, der klarest og tidligst har distanceret sig fra Mitterrand.
I fransk sammenhæng er der ikke noget specielt socialistisk ved at lægge vægt på statens rolle. "Etatismen" er en tradition, der har eksisteret længe før de socialistiske ideer, og navnlig forbindes med navne som Richelieu og Colbert i det 17. århundrede, senere med Revolutionen, Napoleon og - langt senere - de Gaulle. Den har en fremtrædende plads i den traditionelle gaullisme, og hvis der er en ideologisk splittelse i det franske højre i dag, er det navnlig mellem liberalister og etatister.

Det er legitimt at spørge, hvilken socialisme Jospin står for i dag, og hvad der adskiller den nye regerings ideer og intentioner fra forgængerne under Mitterrand. Det er den første socialistiske valgsejr siden Mitterrand - og den første parlamentariske valgsejr, der ikke er vundet i kølvandet på et præsidentvalg. Dette betyder i sig selv en mindre personcentreret og floromvunden valgsejr, en mere jordbunden og realitetsbetonet magtovertagelse.
Men der er så at sige en tidsalder til forskel mellem 1981 og 1997. At de ideologiske fronter er anderledes efter den kolde krigs ophør, globaliseringens fremmarch og den stærke politiske konjunktur til fordel for liberalismen, der har tvunget venstreideerne over i defensiven - det er almindeligt kendt. Men den socialistiske sejr i Frankrig i 1981 fandt også sted efter 23 år, hvor det franske venstre havde været ude i mørket og udviklet en oppositionskultur præget af teoretiske konstruktioner og ideer om absolut omdannelse af samfundet.
Historikeren og journalisten Jacques Julliard har i bogen La faute à Rousseau sammenlignet den epokes venstreoppostion med de intellektuelle og litterære kredse, der var udelukket fra magtcentrene i det 18. århundrede, og som - da de fik frit løb efter Revolutionen - var besat af tanken om at omdanne samfundet efter en teoretisk model (med Rousseaus Contrat social som den centrale inspiration), konstrueret i et tomrum, uden hensyn til historiske forudsætninger og eksisterende sociale grupper. Mitterrands magtovertagelse i 1981 er det sidste franske eksempel på denne "litterære" form for politik, der bundede i en tvedeling mellem teori og praksis, mellem politisk filosofi og regeringskunst, mener Julliard.

Hvis denne virkelighedsfjerne oppositionskultur prægede Mitterrand-eksperimentet, er det til gengæld iøjnefaldende, at socialisterne i de forløbne 15 år netop har tilegnet sig "regeringskultur" - et ord, der har spillet en nøglerolle i socialisternes interne debat i de forløbne år. Det betyder realisme. Det betyder også, at de socialistiske regeringer mellem 1981 og 1993 opnåede nogle positive resultateter, som ikke stod skrevet nogen steder på forhånd: Effektiv inflationsbekæmpelse, fremskridt i EU-samarbejdet, styrkelse af den franske industri og eksport.
Det var den socialistiske partileder Mitterrand, der i 1981 første gang udpegede Jospin til partileder, da han selv blev præsident. Det var et godt valg, der tyder på, at Mitterrand dengang havde et sikkert blik for menneskelige kvaliteter. Blandt Jospins bedste egenskaber er måske den selvstændighed, der senere fik ham til at distancere sig fra Mitterrand. Hans holdning til Mitterrand-arven er opsummeret i hans ofte citererede ord om "retten til at sortere", det vil sige vedkende sig dele af denne arv og tage afstand fra andre.
Hermed har han en frihed, der også er kommet til udtyk i sammensætningen af hans regering. Det er farvel til Mitterrand-tidens "elefanter". Det nye program, han gik til valg på, er præget af trofasthed over for visse fundamentale ideer, som ikke er doktrinært socialistiske, men heller ikke en kapitulation over for liberalismen. Mitterrands Europa-politik - som Chirac havde overtaget - underkastes en kritisk justering, for at den økonomiske vækst og bekæmpelsen af arbejdsløsheden kan få topprioritet.
I det gamle spørgsmål om nationaliseringer og privatiseringer er nuancerne så mange og de enkelte tilfælde på dagsordenen - Air France, Thomson, France Télécom og Crédit Lyonnais, for blot at nævne de vigtigste - så komplicerede, at regeringens eventuelle ideologiske præferencer næppe får lov at veje tungere end pragmatismen.
Mitterrand talte forud for sin valgsejr om "brud" med kapitalismen og indledte sit regime i denne ånd. Hvis Jospins regering skal lykkes, er han nødt til at stile mod et "brud" af en helt anden krakter, ikke et unødvendigt brud dikteret af årtiers ideologiske overvejelser og skrivebordskonstruktioner, men et brud, hvis nødvendighed fremgår af helt jordnære forhold.

De sidste 15 års politik har medført støt voksende arbejdsløshed, og regeringerne - venstre som højre - har i bund og grund ført den samme politik og mødt den samme fordømmelse hos vælgerne ved hvert valg. Det er en politik dikteret af overordnede hensyn som Europa, franc'ens faste kurs i forhold til D-marken, derefter ØMU'en og hensynet til finansmarkederne, den almindelige liberalisering, globaliseringen.
Hvis Jospin ikke bryder ud af konformismen - det vil sige finder nye veje, der for alvor tager hul på arbejdsløshedsproblemet, men uden at sætte den økonomiske stabilitet overstyr - vil hans regering lide samme skæbne som forgængerne: Hastigt dalende popularitet, knusende nederlag ved næste valg.
Det kan se ud som mission impossible. Hvis der er en redningsplanke at øjne i horisonten, er det den internationale konjunkturudvikling, der peger lidt opad.
Mitterrand-arvens negative sider er navnlig arbejdsløshed og en nedvurdering af sociale og moralske idealer.
Meningen med den nye regering er ikke til at tage fejl af. I spidsen Jospin, der er kendt for intellektuel hæderlighed, viljestyrke og ubestikkelighed. Nummer to i regeringen er ministeren for beskæftigelse og solidaritet, Martine Aubry, nummer tre justitsminister Elisabeth Guigou (anti-korruptionsminister). Det betyder også to kvinder som forgrundsfigurer i regeringen... jo, foreløbig må man sige, at Jospin er en fornyer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu