I dag fælder Østre Landsret sin dom i Grundlovssagen. Dermed er den mere end fire år gamle sag på vej til en endelig afgørelse i Højesteret
I dag klokken 13.00 afsiger Østre Landsret dom i Grundlovssagen - sagen om Danmarks medlemsskab af EU og Danmarks Riges Grundlov.
Scenen er Østre Landsrets 3. afdeling i Bredgade 42.
Et vældigt opbud af sagsøgere, embedsmænd, journalister og andre vil have indfundet sig på tilhørerstolene, når de tre landsretsdommere, Otken, Levy og Blinkenberg, entrerer retslokalet.
Iført sorte dommerkåber vil de bestige dommerpodiet - efter ti dages votering klar til at afsige deres dom.
På deres venstre side har de sagsøgernes advokater, Ole Krarup og Christian Harlang, og til højre, længst ud mod Bredgade, Kammeradvokaturen ved Gregers Larsen og Karsten Hagel-Sørensen.
Statsminister Poul Nyrup Rasmussen er sagsøgt for grundlovsbrud, fordi han på Danmarks vegne har sat sin underskrift under Maastricht-traktaten.
Sagsøgt blev statsministeren allerede den 17. maj 1993. Af 12 borgere, der ville have domstolene til at fastslå, at Maastricht-traktaten var uforenelig med Grundloven.
I dag, over fire år efter skal Østre landsret afsige sin dom.
Retsformand Bent Otken vil tænde for sin mikrofon og gøre klar til at oplæse dommen og dens præmisser. I medens vil hans meddommere, Levy og Blinkenberg, lægge ansigterne i alvorstunge folder og ikke fortrække en mine.
Når Otken har talt, vil dommen blive anket til Højesteret. Uanset hvad de tre dommere måtte være nået frem til.
Og selve dommen - ja der har de tre dommere allerede gjort, hvad de kunne for at spolere spændingen.
Under de nyligt overståede retsmøder, 12 dage i alt, har de tre dommere med retsformand Bent Otken i spidsen udvist en adfærd, så det af sagsøgernes advokater betegnes som intet mindre end processuel elendighed.
"Otte plager er vi blevet påført af landsretten," har Christian Harlang gang på gang fremført under retsmøderne med henvisning til det, de forurettede sagsøgere opfatter som "en forbrødring" mellem de tre landsretsdommere og statsministerens repræsentant, Kammeradvokaten.
Landsretten har afvist at give sagsøgerne aktindsigt i fortrolige dokumenter, sagsøgernes ønske om retsmøder er af retten blevet halveret, og ikke mindst har de tre dommere stort set afvist sagsøgernes anmodning om at føre vidner.
Fire år har det taget Grundlovssagen at nå så vidt som dommen i Østre Landsret i dag.
For der skulle en højesteretsdom til, førend sagen overhovedet kunne komme indenfor Østre Landsrets døre, og sagen skulle samtidig få så mange udløbere, at den har været rundt i vel samtlige det danske retssystems snirklede kroge.
Den 17. maj 1993, dagen før danskerne stemte ja i den anden runde om Maastricht-traktaten, blev statsminister Poul Nyrup Rasmussen stævnet for grundlovsbrud. Dengang af 12 borgere, tilsammen kaldet Grundlovskomité 93. I dag er der ti tilbage - ikke fordi nogen har opgivet ævred, men fordi to af sagsøgerne er døde i løbet af de fire år.
Godt 13 måneder senere, den 30. juni 1994 afviste Østre Landsret at behandle sagen, idet sagsøgerne ikke fandtes have fornøden retlig interesse i at få sagen prøvet.
Det fik sagsøgerne til at anke til Højesteret.
To år og halvanden måned senere, den 12. august 1996 fulgte så den opsigtsvækkende dom fra Højesteret:
"Landsrettens dom ophæves, og sagen hjemvises til behandling i realiteten ved landsretten," hed det i dommen, der blev afsagt af ni enige højesteretsdommere med højesteretspræsident Niels Pontoppidan i spidsen.
Højesterets dom fra august sidste år tager altså på ingen måde stilling til sagsøgernes påstande, men fastslår, at sagsøgerne har en væsentlig interesse i at få deres påstande prøvet, fordi Danmarks tiltrædelse af Maastricht-traktaten "indebærer overførsel af lovgivningskompetance indenfor en række almene og væsentlige livsområder og derfor i sig selv er af indgribende betydning for den danske befolkning i almindelighed."
Hermed var sagen tilbage i Østre Landsret.
Men først den 26. maj i år, mere end ni måneder efter Højesterets overraskende dom kunne selve domsforhandlingen begynde i Østre Landsret.
Der skulle nemlig først en lang række indledende manøvrer til - det, der hurtigt blev betegnet som et uoverskueligt virvar af udløbere af Grundlovssagen.
Ole Krarup og Christian Harlang begærede en stribe fortrolige dokumenter udleveret til brug for bevisførelsen. Dette afslog Østre Landsret, og så kom sagen for Procesbevillingsnævnet - for at få den til Højesteret. Også Procesbevillingsnævnet afslog sagsøgernes anmodning, og dermed var det Procesbevillingsnævnets tur til at blive stævnet af sagsøgerne.
I april blev Procesbevillingsnævnet frifundet af Østre Landsret, men også denne dom ankede sagsøgerne til Højesteret.
En afgørelse på denne tvist kom først den 26. maj, samme dag som selve domsforhandlingen begyndte i Østre Landsret.
Med fire stemmer mod én afviste Højesteret at følge sagsøgerne, fik Ole Krarup og Christian Harlang at vide midt under det første reelle retsmøde i Grundlovssagen.
Også selve sagen har ændret karakter undervejs.
I januar ændrede sagsøgerne nemlig deres påstand således, at sagen nu ikke kun handler om Maastricht-traktatens forenelighed eller ej med Grundloven.
Grundlovssagen handler nu om den samlede suverænitetsafgivelse, siden danskerne i 1972 stemte ja til medlemsskab af EF.
Men nu, som da sagen begyndte i 1993, gør sagsøgerne en dyd ud af at være "almindelige borgere, såvel tilhængere som modstandere af EU, som synes en grundlov er til for at blive overholdt."
I Grundlovskomiteen kan man således finde både en socialrådgiver, en arbejdsløs, en fiskerkone, en musiker, en forpagter og en skibsværftsarbejder, ligesom komiteen er sammensat af så godt som lige dele mænd og kvinder.
Så enkel kan sagen tage sig ud - i sin formelle ramme: Ti almindelige borgere har sagsøgt statsministeren for brud på Grundloven, for det er jo hans underskrift, der står på Maastricht-traktaten.
Men reelt har Grundlovssagen udviklet sig til en uhyre omfattende og kompliceret sag, der skal belyse Danmarks medlemsskab gennem 25 år af først EF siden EU.
Danmark har tiltrådt først Rom-traktaten siden Maastricht-traktaten efter proceduren i Grundlovens paragraf 20.
Paragraffen, der kom til Grundloven ved grundlovsændringen i 1953, tillader, at Danmark overlader beføjelser til mellemfolkelige myndigheder i et nærmere bestemt omfang - enten ved mindst 5/6 flertal i Folketinget eller ved en folkeafstemning.
Men de 25 års medlemsskab af EF/EU har ikke levnet nogen tvivl hos sagsøgerne om, at Danmark så langt fra har afgivet suverænitet 'i et nærmere bestemt omfang'. Tværtimod, mener sagsøgerne, er der sket en glidende suverænitetsafgivelse, idet EF/EU ad åre har tiltaget sig en kompetance så stor og så omfattende, at det ikke kunne forudses, da danskerne den 2. oktober 1972 stemte ja til medlemsskabet.
Kammeradvokatens opgave i Østre Landsret har været - og bliver det i Højesteret - at bevise, at tiltrædelseslovene fra 1972 og 1993 helt og holdent holder sig indenfor rammerne af Grundlovens paragraf 20.
Østre Landsret dømmer næppe Poul Nyrup Rasmussen for grundlovsbrud i dag. Men Østre Landsret kan selv med en dom, der giver sagsøgte medhold, udstikke nogle retningslinier for, hvorledes den omstridte paragraf kan fortolkes.
I så fald vil det være første gang, en dansk domstol blander sig i fortolkningen af Grundlovens paragraf 20 om suverænitetsafgivelse.
