Læsetid: 5 min.

Thriller for Tansu Çiller

3. juni 1997

Tyrkiets udenrigsminister overtager posten som ministerpræsident fra Necmettin Erbakan. Formålet er at redde regerings-koalitionen ved at få gennemført et valg i utide. Men det er lettere sagt end gjort

Om en måned vender Tyrkiets udenrigsminister, Tansu Çiller, tilbage til sin favoritpost: den som ministerpræsident.
Det er den første konsekvens af hendes møde søndag med den nuværende ministerpræsident, Necmettin Erbakan fra det islamiske Velfærdsparti (Refah). Efter mødet bekendtgjorde Erbakan, at han ville træde tilbage indenfor en måned og overlade posten som leder af et forretningsministerium til Tansu Çiller, som leder det konservative Den Rette Vejs Parti (DYP).
Hvis det står til de to ledere af regeringens to partier bliver den anden konsekvens, at Tyrkiet går til valg i utide, måske allerede i oktober.
Tredje konsekvens er, håber de, at det fremskyndede valg kan tage luften ud af militærets intense kampagne mod det islamiske Refahs deltagelse i en regering i et sekulært Tyrkiet.
Fjerde konsekvens skulle så gerne blive, at koalitionen via valget får et fornyet folkeligt mandat, efter at det i lørdags formelt mistede sit flertal i parlamentet på grund af en række afhopninger fra DYP. Afhopninger, som skyldes utilfredshed med regeringssamarbejdet og Refahs islamiske linje.

Umiddelbart ser udviklingen positiv ud for Tansu Çiller, der fra 1993 og frem til valget i slutningen af 1995 var Tyrkiets første kvindelige leder. Nu får hun posten tilbage og det endda et år før planlagt i den magtdeling, som hun og Erbakan aftalte ved regeringdannelsen.
Men dette forsøg på at redde den kun 11 måneder gamle regeringskoalition kan sagtens udvikle sig til en ren thriller for Tansu Çiller. Det bliver den største udfordring nogensinde i hendes forsøg på at holde fast i sin politiske karriere.
Forhindringer skorter det nemlig ikke på.
Helt formelt har de to partiledere glemt at tage præsident Suleyman Demirel i ed. Det er nemlig Demirels opgave at modtage ministerpræsidenters afskedsbegæringer, og han fløj i går til Litauen som led i et fire dages besøg i Baltikum.
Han nåede dog at antyde, at han muligvis stikker en kæp i hjulet for Çillers og Erbakans plan. I går citerede avisen Hürriyet således Demirel for at sige, at overdragelse af ministerpræsidentens pligter ikke er anerkendt af forfatningen, og at der ikke eksisterer nogen procedure derfor.
Demirel må sandsynligvis følge den politiske tradition i Tyrkiet. Ifølge den skal Demirel nominere den partileder, som har flest sæder i parlamentet til at fremstille en ministerliste. Den fratrådte Erbakan vil blive udpeget, fordi Refah med 21 procent af stemmerne ved sidste valg er det største parti i parlamentet med 159 sæder ud af de 550.
Erbakan vil herefter gøre som aftalt med Tansu Çiller i søndags. Han vil udpege en regering med DYP-lederen som ministerpræsident. Selv vil han få en anden ministerpost i regeringen. Den løsning vil Demirel måske sluge, men dermed er trængslerne ikke slut.

En regering ledet af Tansu Çiller vil komme under et massivt stormløb fra oppositionens side. Som leder af en mindretalsregering vil hun forsøge at rekruttere syv parlamentarikere fra et yderligtgående højreparti for atter at opnå absolut flertal til regeringskoalitionen. Men selv hvis det lykkes, kan hun ikke være sikker på, at der ikke kommer flere afhopninger fra hendes parti, hvis bagland er ganske utilfredse med at være i regering sammen med Erbakan.
Flere afhopninger vil medføre, at hun kan blive tvunget til at træde tilbage efter et eventuelt mistillidsvotum fra oppositionen. Og det vil enten medføre et hurtigt nyvalg, eller at præsidentens tilbud om at danne regering går videre til ærkerivalen Mesut Yilmaz' konservative Moderlandsparti (ANAP).

Begge udgange er dårlige for Tansu Çiller. For selv om hun har aftalt med Erbakan, at hun skal lede Tyrkiet mod et valg i utide, vil hun helst ikke have, at det kommer for tidligt. Helst ser hun valget komme til foråret 1998. Det vil nemlig medføre, at hun kommer på afstand af de beskyldninger om korruption, hun har lidt under. Dermed gøres chancerne for hendes parti DYP også større. Erbakan og Refah derimod ønsker et valg så hurtigt som muligt, fordi partiet forventer at gå frem.
Den anden udgang - at Mesut Yilmaz' ANAP får tilbud om at danne regering - er også dårlig for Tansu Çiller. For selv om DYP og ANAP har stort set samme konservative grundholdninger eksisterer der et personligt modsætningsforhold mellem de to. De kan ikke snuppe hinanden.
Derfor kan de to partier ikke danne en regering, selv om netop en sådan koalition er militærets højeste ønske for en islamistfri regering. ANAP vil heller ikke kunne samle et alternativt flertal, hvorfor dette scenario kan medføre udskrivning af et hurtigt valg.
Trods disse indviklede forhindringer kan Tansu Çiller måske ende med at trække det længste strå i sit forsøg på at blive på ministerpræsident frem til næste forår.
Politiske iagttagere i Tyrkiet vurderer nemlig, at lovgivningsprocessen i forbindelse med udskrivning af valg kan blive lang og sej. Af den simple årsag, at mange parlamentarikere (også indenfor regeringspartierne) vil være tilbageholdende med at stemme for udskrivning af valg, fordi de frygter at miste deres sæder og dermed de mange medfølgende privilegier, herunder lukrative pensionsordninger.

Hvis valget kommer til næste forår, kan aftalen mellem Erbakan og Çiller betegnes som en relativ sejr for sidstnævnte. Ender det i et efterårsvalg, er det Erbakan, som er kommet bedst ud af den vanskelige situation. I hvert fald, hvis det er hans ambition at opnå fremgang til sit eget parti og at beholde en magtposition blot for at beholde en magtposition.
Hvis Erbakans ambitioner derimod er at få gennemført Refahs politik (med at få religionen til at spille en større rolle på alle samfundsområder og skabe tættere forbindelser med den islamiske verden), så har han tabt slaget ved at overdrage topposten til Tansu Çiller.
Militæret, der via sin position i Det Nationale Sikkerhedsråd har stor magt i Tyrkiet, har længe svunget pisken over Erbakan på grund af det, militæret kalder "den stigende islamiske aktivisme" i landet.
Siden Sikkerhedsrådet den 28. februar spankede Erbakan med en liste med 18 krav til regeringen om, hvordan en islamisering af samfundslivet skulle bekæmpes, har den hver måned tjekket op på, at Erbakan gjorde, hvad han havde lovet. Således også på det seneste møde i lørdags.
Erbakan er for eksempel blevet nødt til at sige ja til en undervisningsreform, foreslået af DYP, som blandt andet gør det sværere for de islamiske Imam Hatip skoler at eksistere.
Desuden har Erbakan blot kunnet se til, at militæret og forsvarsministeren Turhan Tayan (DYP) har indgået militære samarbejdsaftaler med Israel til stor fortørnelse blandt mange arabiske lande.
Med Tansu Çiller ved roret forventer både Refah og DYP, at militæret letter på presset.
Det er en fordel for begge partier og for regeringskoalitionen, hvis man ser bort fra det mistede flertal i parlamentet.
Om aftalen også er en fordel for begge partier, når valget kommer, vil først vise sig til den tid. Erbakans parti regner med fremgang. Men for Tansu Çillers politiske ambitioner bliver den kommende tid en ren thriller.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu