Debatten i den amerikanske Kongres om en femårsplan, der skal give balance i budgetterne, er også en optakt til næste præsidentvalg
Lovkomplekset er tusind sider langt. Det kan være én af grundene til, at der ikke har stået så meget om det i aviserne. Det er for uoverskueligt.
Men det forventes at gå gennem både senatet og repræsentanternes hus i den amerikanske kongres enten i morgen eller i overmorgen, og det kan meget vel vise sig at være det vigtigste stykke lovgivning i Bill Clintons anden præsidentperiode. Vigtigste - på godt og ondt.
De tusind sider er et forsøg på at få en hel masse lovgivninger til at hænge sammen. Formålet: over en fem-årig periode at nå frem til et 'balanceret budget' - et regelsæt omkring de føderale finanslove, som vil medføre en balance mellem udgifter og indtægter.
Ikke kun i år 2002, men i princippet i al evighed.
Grundprincipperne blev aftalt i maj ved møder mellem republikanske ledere i hhv. senatet og repræsentanternes hus samt præsidenten, der fortsat opfører sig som om han står uden for og over partierne som et tredie parti eller måske snarere et enmandsparti.
Hovedpunkterne dengang - og nu - er:
*skattenedsættelser på ca. 85 milliarder dollar;
*sociale besparelser på ca. 115 milliarder dollar;
*nyinvesteringer på uddannelsesområdet på ca. 34 milliarder dollar;
*generelle besparelser på 350 milliarder dollar over de næste fem år.
Senator Paul Wellstone, demokrat fra Minnesota, som i stigende grad opfattes som venstrefløjens talsmand i Kongressen (og han blev yderligere styrket ved et kanon-genvalg sidste november) gik først på banen med et ganske hårdt angreb på aftalen:
Budgetaftalen er defensiv; den mangler vision, fremdrift; skattenedsættelserne ligger i toppen af samfundet - ud fra samme trickle down-filosofi med hvilken Ronald Reagan i 80'erne smadrede amerikansk økonomi.
Wellstone har peget på, at der er behov for enorme investeringer ikke kun omkring grundskolen, men også omkring efteruddannelse på arbejdsmarkedet - og at den aftalte budgetudvidelse på dette punkt forslår som en skrædder i helvede. (Den nu afgåede arbejdsminister Robert Reich vil ikke være uenig i dette synspunkt - nok én af grundene til at han er afgået.)
For Wellstone og venstrefløjen er aftalen en kontrakt på stilstand.
Fra højrefløjen har Phil Gramm, senator fra Texas, som sidste år kandiderede meget aktivt for en præsidentopstilling, meldt sig med en lige så sønderlemmende kritik:
Det hele er baseret på formodninger, teoretiseren og ønsketænkning. Aftalen kan kun holde, hvis man tør tro på en automatisk fremskrivning af de økonomiske tendenser i 1996 og første halvdel af '97. Men hvem siger, at inflationen holder sig nede og beskæftigelsen oppe og på samme niveau.
Gramm har i sin kritik lagt vægt på, at aftalen går i en stor bue uden om centralregeringens største økonomiske problem: gælden fra især Reagan-Bush-årene. Der er intet i aftalen, der tager sigte på en reduktion af statsgælden.
Gramm vil have endnu voldsommere nedskæringer og i princippet have centralregeringen væk fra hele uddannelsesområdet (det skal overtages af private samt delstaterne). Først da kan man for alvor gå i gang med at reducere den nationale gæld.
Mest opsigtsvækkende har det været, at den demokratiske minoritets- eller oppositionsleder i Huset, Richard Gephardt, har sagt fra overfor projektet.
Mens Clinton var i Europa for at festligholde 50-året for Marshall-planen, stod Gephardt frem og meddelte, at han ikke kunne stemme for en aftale, han vel i princippet burde støtte: Bill Clinton var Gephardts præsidentkandidat sidste år, Clinton er fortsat Gephardts politiske leder.
Gephardt har peget på de samme problemer som Wellstone: de aftalte rammer er asociale, vender den tunge ende nedad - aftalen er så alvorligt et brud med alt det, demokraterne som parti har stået for siden Franklin D. Roosevelt, at Gephardts samvittighed nu byder ham at bryde sin partiloyalitet. Et svært valg for nummer tre i partiets hierarki (efter præsidenten og vicepræsidenten), men som Gephardt fomulerer det, er der ikke meget hverken balance eller overskud i aftalen. I stedet er der "et underskud i principper, et underskud i fairness, et underskud i skatteretfærdighed og sidst men ikke mindst et underskud i dollars."
Gepharts er ikke modstander af tanken om en finanslov, der balancerer - på den anden side er det ikke for ham noget helligt princip. Han har fremlagt sit eget forslag - formuleret som ændringsforslag til den store lovpakke:
Han vil ikke skære helt så hårdt på det sociale område, han vil investere først og fremmest i en opklassificeringen af arbejdsstyrken, han vil give skattelettelser til middelklassen, og han vil fastholde den aktuelle beskatning af de store indtægter, fastholde selskabsskatten og arveafgifterne på deres nuværende niveau.
Gephardt har aldrig lagt skjul på sine præsidentambitioner. Han var på banen i 1988, hvor guvernør Dukakis fik partiets nominering, og han var fremme igen i 1992, hvor Clinton som bekendt løb med det hele. Han vil uden tvivl udfordre vicepræsident Al Gore omkring demokraternes nominering år 2000.
Richardt Gephardt er den hårdtarbejdende, slidstærke politiker, der har tjent sig op gennem Washington-systemet og dermed fået den erfaring og indsigt, som amerikanske vælgere efter Nixon har fået for vane at forkaste: har man været med for længe er man uden tvivl korrupt, og man har helt sikkert mistet sin kontakt til de folkelige rødder.
I en konkurrence med Gore, der har været i Washington endnu længere end Gephardt (Al Gore er søn af en senator af samme navn, tilbragte hele sin barndom og ungdom som en del af magteliten), er det svært at spå om udfaldet. Den, som vil være i stand til over for vælgerne, at præsentere sig som mest udenfor, vil formentlig vinde nomineringen.
Al Gore er fanget af Clintons budgetaftale med republikanerne - hvor meget den end er i strid med hans egne ideer om behovet for en miljøreform, en totalrenovering af arbejdsmarkedet, en ny elektronisk infrastruktur.
Gephardt kan - ligegyldig hvor voldsomt han opponerer mod budgetaftalen - meget vel fortsat blive opfattet som repræsentant for det traditionelle Washington: ikke ret mange dage ad gangen har han tilladt sig at se bort fra de gamle demokratiske mærkesager: Han støtter fagbevægelsen og positiv særbehandling for kvinder og etniske mindretal; han satser på arbejdsmarkedsuddannelser; han gik med stor lidenskab imod sidste sommers socialreform, som han betegnede som "alt for brutal mod de uskyldige børn, som vil komme til at betale regningen, når deres forældre ryger ud af systemet"; han har været mere end tøvende overfor Clintons største succes - de store frihandelsaftaler.
Richard Gephardt balancerer på en meget farlig og yderlig klippekant: han skal for overhovedet at have en chance år 2000 distancere sig fra Clinton og Gore, men ikke så meget at hans parti og vælgerne opfatter ham som illoyal. Han skal ligne en fornyer og outsider uden at afgive noget af sin insidermagt som formand for demokraterne i Huset.
Han har et handicap: Han ser frygtelig kedelig ud, og han er søvndyssende som taler. Hans chance: Pinocchio ligner - sammenlignet med Gore - en afrikansk stepdanser.
Dagen før dagen før den afgørende afstemning ser det ud til, at Gephardt efter at have vovet pelsen nu bakkes op af sine partifæller i Huset (og måske også af et flertal af demokraterne i senatet) i en afvisning af den tekst til femårsplanen, som det republikanske flertal har fremlagt.
Sker det, kan man komme i den absurde situation, enten at demokraterne i Kongressen næsten en bloc kommer til at gå op mod deres egen præsident; eller at præsidenten for at holde sammen på sit parti og sin regering bliver nødt til at nedlægge veto mod sit eget forslag.
