Læsetid: 5 min.

Albanien ved altings begyndelse

10. juli 1997

Albanerne har stemt i fordragelighed, og roen er tilsyneladende faldet over land. Nu begynder det hårde arbejde

Der findes en meget simpel forklaring på, at roen tilsyneladende har sænket sig over Albanien efter to valg-søndage i træk.
Ingen af de politiske parter har mere at vinde med vold lige nu og her. Hver især har de, sålænge det var muligt, forsøgt at manipulere valgresultatet i eget favør, men nu er løbet kørt, albanerne har stemt, stemmerne er - stort set - talt op, og en ny fase begynder.
I den står den slagne præsident Sali Berisha og valgets vinder Fatos Nano over for hinanden som to kamphaner i en dyst, der foreløbig har kostet Berisha det meste af fjerdragten. Socialisterne ventes sammen med deres allierede at få to tredjedele af pladserne i parlamentet, nok til at udstemme Berisha uden overflødig snak.
Nu kan høns og haner som bekendt løbe videre uden hoved, og spørgsmålet nu og her er ikke, om Berisha vil lægge miner i det landskab, hans efterfølgere skal betræde, men hvor mange.
Han har foreløbig lovet, at han vil gå af, når den nye regering indsættes, men har samtidig vundet tid ved at trække stemmeoptællingen så meget i langdrag, at det endelige valgresultat først kommer om nogle uger. Det giver ham chancen for at forsinke den delikate overgangsfase.
Socialisternes leder Fatos Nano har sagt, at han vil sammenkalde det nye parlament den 20. juli, men uden et officielt valgresultat kan Berisha med rette blive siddende til et sådant foreligger.
Han kan yderligere bringe Fatos Nano i forlegenhed ved at træde i dennes vovede og i økonomers øjne direkte tåbelige valgløfte om at betale albanerne deres tabte pyramide-investeringer tilbage.

Formanden for OSCE's parlamentariske forsamling, spanieren Javier Ruperez, sagde forleden, at albanerne "formentlig ikke fortjener deres politiske elite". Valgobservatørerne var - sagde Ruperez ligeud - sommetider dødtrætte af de albanske politikeres upålidelighed, både på venstre- og højrefløjen. Bemærkningen antyder et scenarium, der kan vise sig langt værre for Albaniens fremtid end Berishas eventuelle obstruktion af socialisternes magtovertagelse. Nemlig at de nye politiske ledere ikke vil være stort bedre end de gamle.
Man må ikke glemme, at den kommende ministerpræsident Fatos Nano har haft fire år i en ussel fængselscelle til at udtænke hævn-aktioner mod Berisha, der fik ham dømt for korruption i en retssag, som ikke var helt juridisk fin i kanten.
Det hører også med til historien, at den 45-årige Nano er søn af en af afdøde diktator Enver Hoxhas mest trofaste systemopbakkere og i mange år lå lunt i slipstrømmen fra den kommunistiske elite.
Selv sværger han, at fortiden er fortid, og at han vil gøre Albanien til et "normalt europæisk land" efter markedsøkonomisk og demokratisk opskrift, men tanken ligger lige for, at han vil benytte sit overvældende flertal i parlamentet til at give Berisha igen af samme skuffe. Ikke mindst i betragtning af, at der ligger nogle fæle, men velbevarede blodhævnsgener gemt i den albanske kultur.
For at forsikre omverdenen om sin gode vilje er Nano afstået fra præsidentposten, som han ellers var en oplagt kandidat til. Han vil i stedet være ministerpræsident. På den måde signalerer han, at han ikke har tænkt sig at agere enevældig konge som Berisha i stigende grad gjorde det, og Nano har også lovet at fratage præsidentembedet en række magtbeføjelser, der kan friste potentielle despoter, når hans regering om kort tid tager initiativ til en forfatningsændring.

Om der er mere end gode intentioner i Nano, vil det internationale samfund snart få et praj om. Signalerne udefra lyder enstemmigt, at hvis den nye regering og for den sags skyld også oppositionen ikke opfører sig ordentligt, vil det betyde et stop for den hjælp, Albanien har fået til-sagn om og er fuldstændig afhængig af i de kommende år. Alene af den grund har Nano næppe råd til at lade sine eventuelle hævnplaner overskygge mere konstruktive politiske initiativer. I hvert fald ville det være et rendyrket kami-kaze-projekt.
For selv om den politiske sejr ved valget har været overvældende, kan Nano ikke undgå at se på fremtiden med en vis bekymring, der vokser til gru, hvis udlandet står af.
Nano overtager et land i økonomisk ruin, hvor alt lige fra den industrielle produktion til opkrævningen af skatter er gået i stå. Økonomer vurderer, at kun 37 procent af skatterne, der skal dække statsbudgettets udgifter, er blevet samlet ind i år, mens kriminelle bander på god gammeldags røvermaner har overtaget opkrævningen i form af beskyttelsespenge fra forretningsfolk.
Den albanske økonom Zef Preci fra det uafhængige Albanske Center for Økonomisk Research, henleder opmærksomheden på, at den af udlandet så roste økonomiske vækstrate på ti procent årligt i Berishas tid var falsk, idet den baserede sig på indtægter fra narkotrafik, menneskesmugling, prostitution og smugling med råstoffer som benzin og olie. Det betyder, at Nano - hvis han ikke vil fortsætte i samme spor, hvilket udlandet forhåbentlig ikke vil lade ham gøre - skal opbygge en legal økonomi fra bunden.

Dertil kommer den ikke uvæsentlige detalje, at alt fra børn til oldinge er i besiddelse af anslået halvanden million kalashnikov'er, og man kunne godt tænke sig, at Nano ønsker udlandets hjælp til at samle om ikke alle, så dog en god portion af disse våben ind. Ikke kun af hensyn til det presserende behov for at få bare noget, der ligner lov og orden genindført, men også for at få gang i en sund økonomi, herunder turismen, der på kort sigt er det bedste bud på et økonomisk lokomotiv.
Det bliver i den forbindelse interessant at se, hvad der sker, når de 7000 soldater fra den internationale beskyttelsesstyrke forlader landet. Italienerne, der leder styrken, begynder tilbagetrækningen 20. juli og vil være helt ude 12. august, sagde den italienske forsvarschef i denne uge.
Derefter står albanerne for alvor alene tilbage i genopbygningen af deres pauvre hær og politistyrke, og her må man til FN's ros sige, at det internationale samfund ikke har stukket albanerne blår i øjnene.
Set i bakspejlet var det klogt, at styrken ikke fik mandat til stort andet end at være til stede, selv om kritikerne mente, den skulle agere politimand og samle våben ind. Man ville have gjort albanerne en bjørnetjeneste, hvis man havde givet dem illusionen, at de kan ringe efter en brandmand i udlandet, når kastanjerne skal rages ud af ilden.
Ros må også tilfalde Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, OSCE, der trods modstand fastholdt, at Albanien havde brug for et hurtigt valg. Kritikerne mente, det var for tidligt, at albanerne ikke var klar, men valget har foreløbig brudt et farligt dødvande. OSCE har ganske vist haft god brug for at understrege ordene "under de givne omstændigheder" i sin blåstempling af valget, som bestemt hverken kan kaldes frit eller fair i vestlig forstand. Det vidner fem dræbte på de to valgdage om.
Men alt i alt så OSCE rigtigt. Hadets uhyggelige spiral blev bremset i opløbet. Nu er det albanernes tur til at vise, at de har lært noget. Vælgerne er gået foran i en demonstration af, at de ikke er demokratiske analfabeter med en flot valgdeltagelse på 73 procent og god opførsel. Det spændende er, om deres politikere er nået ud over babystadiet. Heri ligger Albaniens udfordring netop nu.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu