Læsetid: 5 min.

Holger K. og dommedagsprofeterne

11. juli 1997

Spådommene om, at en genforhandling af Amsterdam-traktaten er umulig, er allerede fremme. Men det umulige har før været muligt i EU

Det er ganske velkendt fænomen inden for journalist-verdenen, at der er bestemte typer af historier, der jævnligt vender tilbage i medierne som en boomerang. På Christiansborg er der med jævne mellemrum perioder, hvor aviserne flyder over med valgrygter. Blandt miljøjournalister rapporteres der jævnligt om klodens snarlige undergang. Og for Bruxelles-journalisterne - og især dem med dansk pas - er det efterhånden en ofte tilbagevendende begivenhed, at telefonen ringer og redaktøren i røret spørger til, hvad der nu vil ske, hvis et flertal af danskerne skulle finde på at stemme nej ved den næste EU-folkeafstemning.
Disse "nej-og-hvad-så" historier er forholdsvis ukomplicerede for pressen. Der er nemlig ikke mangel på personer, som er villige til at udtale sig om, hvad konsekvenserne af et dansk nej ved en EU-folkeafstemning vil være.
I 1972 fik danskerne i store annoncer at vide, at prisen på sko, smør osv ville stige, hvis de stemte nej. I 1986, 1992 og 1993 fik danskerne jævnligt fra diverse politisk spåmænd besked om, at et nej ville føre til et dansk farvel til EU-medlemskabet.
Og med udsigt til en ny EU-folkeafstemning i løbet af foråret, er spekulationerne om de mulige konsekvenser af et nyt dansk EU-nej allerede begyndt at dukke op i spalterne i danske aviser.
I sidste uge var den tidligere danske EU-kommissær Henning Christophersen ude i Børsen med følgende vurdering:
"Et dansk nej vil ikke føre til nye forhandlinger, for der vil reelt ikke være noget at forhandle om. De danske EU-forbehold er blevet traktatfæstet. Så hvad mere kan Danmark forlange? Formelt vil de øvrige EU-lande selvfølgelig ikke kunne smide Danmark ud af fællesskabet. Men min vurdering er, at Danmark med et nej selv vil have givet signal til en udmeldelse."
Tilsvarende var miljøkommissær Ritt Bjerregaard i går fremme i Politiken med et åbent brev til SF-formanden Holger K. Nielsen, hvor Danmarks nuværende EU-kommissær advarer SF-lederen om, at der næppe vil være meget at hente, hvis Danmark møder op med et krav om genforhandling af Amsterdam-traktaten, efter at et flertal af den danske befolkning har afvist traktaten ved en folkeafstemning.

Selv om der både på ja- og nej fløjene i den danske EU-politik allerede nu er utallige bud på konsekvenserne af et dansk EU-nej, er det naturligvis umuligt at sige præcis, hvad der vil ske, hvis danskerne igen skulle stemme nej.
Ritt Bjerregaard bemærker i Politiken, at efter nej'et til Maastricht traktaten i 1992 fik Danmark ikke nogen genforhandling, men blot nogle forbehold som udelukkende gælder for dansk EU-politik.
Men det er ikke muligt umiddelbart at sammenligne konsekvenserne af et dansk nej til Maastricht traktaten og et dansk nej til den nye Amsterdam traktat. Der er især en grundlæggende forskel, som kan få betydning i forhold til et eventuelt dansk krav om genforhandling.
På en lang række områder indholdt Maastricht traktaten forskellige skridt i retning af yderligere EU-integration. Traktaten fra Maastricht etablerede planerne om den fælles EU-mønt, den skabte EU's fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og betød indledningen til et EU-samarbejde om blandt andet udlændingespørgsmål og politimæssige opgaver. Amsterdam-traktaten indeholder ikke nye markante arbejdsopgaver for EU-samarbejdet, men består primært af justeringer i den måde det nuværende EU-samarbejde fungerer på.

Maastricht traktaten blev i alle EU-landene anset for at være en absolut nødvendighed. Tyskland var blevet genforenet, og det nye store Tyskland skulle placeres i et endnu mere forpligtende europæisk samarbejde.
Amsterdam-traktaten har et andet formål. Den skulle bestå af en række reformer, som er nødvendige for, at EU-samarbejdet stadig kan fungere effektivt, når en række nye medlemslande fra især Central- og Østeuropa er blevet optaget i EU.
Men det lykkedes ikke for EU-landene at enes om alle de nødvendige reformer på deres topmøde i Amsterdam, og derfor er det klart for alle EU-landene, at Amsterdam-traktaten ikke bliver andet end en mellemstation på vej mod en ny EU-traktat.
Nogle EU-lande med især Belgien i spidsen har allerede været fremme med krav om, at Amsterdam-traktaten skal ændres inden EU-udvidelsen. Og hvis Danmark efter et dansk EU-nej springer med på den vogn og tolker danskernes nej til Amsterdam-traktaten som en utilfredshed med, at den ikke gør EU i stand til at klare udvidelsen, vil der være flere EU-lande, som ville kunne støtte kravet om genforhandling.

Udover den manglende forberedelse af EU-udvidelsen, har SF's formand Holger K. Nielsen nævnt to andre områder, som han ønsker, at Danmark skal tage op i en genforhandling af Amsterdam-traktaten. Det ene område er et krav om at få det danske EU-forbehold på det retlige område sikret yderligere. Også på dette område findes der faktisk en løsningsmodel, som ikke umiddelbart ser ud til at være helt umulig. Den kunne gå ud på, at Danmark efter et EU-nej meddeler, at Danmark træder ud af det såkaldte Schengen-samarbejde. Danmark kunne derefter bede om at få nøjagtig samme status i EU-samarbejdet om retlige- og indre anliggender, som Storbritannien og Irland har efter Amsterdam-traktaten.
En udmeldelse af Schengen-samarbejdet vil godt nok få den konsekvens, at Danmark også må sige farvel til deltagelse i den nordiske pasunion. Medmindre Danmark efter et dansk nej kan overbevise især Sverige og Finland om, at de også skal følge Danmarks eksempel og træde ud af Schengen-samarbejdet.

Holger K. Nielsens tredie krav til en genforhandling er ønsket om en forbedring af den nye miljøgaranti. På dette område er det straks langt sværere at forestille sig, at Danmark kan komme igennem med nye krav. Allerede i Amsterdam var der stærk modstand mod den ændring, som statsminister Poul Nyrup Rasmussen og andre fik gennemtrumfet.
Kredsen af EU-lande tæller flere medlemmer, som ikke er umiddelbart begejstrede over udsigten til, at EU skal udvides. Hvis danskerne stemmer nej, er den generelle vurdering i Bruxelles, at EU som noget af det første vil stille udvidelses-forhandlingerne i bero. Der vil blive time-out i forhandlinger med lande som Polen og Tjekkiet, indtil der i hvert tilfald er en afklaring af, hvad der skal ske efter et dansk nej. Og formentlig indtil der har været en ny dansk folkeafstemning. Men en forsinkelse af EU-udvidelsen vil ikke blive mødt med stor utilfredshed i en del af EU's medlemslande. Til gengæld må det forventes, at der vil blive en del klagesang fra landene i Central- og Østeuropa, som nu allerede i flere år har ventet utålmodigt på EU-medlemskab.

Det er umuligt at sige med sikkerhed, hvad der vil ske, hvis et flertal af danskerne stemmer nej til Amsterdam traktaten. Det er også umuligt at afvise, at der vil komme en genforhandling af traktaten. De øvrige EU-landes vilje til at genforhandle Amsterdam-traktaten vil blandt andet afhænge af, hvilke krav Danmark vil stille, og disse krav er endnu ikke klart definerede af EU-modstanderne i Danmark. Der er kun een ting, som kan siges med absolut sikkerhed, og det er, at debatten om, hvad der vil ske, hvis danskerne stemmer nej først lige er begyndt. Og der vil med statsgaranti komme utallige vidt forskellige bud på konsekvenserne af et dansk EU-nej i de kommende måneder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu