Læsetid: 5 min.

Kan man bestille demokrati i sin pensionskasse?

25. juli 1997

Og hvad har alderdoms-forsørgelse i det hele taget med demokrati at bestille?

Alle taler om vejret, men hvem gør noget ved det?, spurgte man i de gode gamle dage for ikke mange årtier siden. Da menneskeheden ikke vidste bedre.
Nu har vi i fremskridtets navn gjort så meget ved det, at videnskabsmændene lidenskabeligt - og efter sigende også videnskabeligt - diskuterer, hvor meget vi gør ved det og hvad dét medfører af mere eller mindre katastrofale drivhuseffekter og andre klimaforandringer.
Alle taler om demokratiet, men hvem ved, hvad det er for noget? Endnu råder almindelig forestilling om, at demokrati, det ved alle, hvad er. Tidspunktet nærmer sig, da mange også her må sande, at de ikke vidste bedre.
Tag nu den aktuelle strid om det såkaldte "pensionsdemokrati", der har været belyst i et par artikler her i bladet de senere dage. Formanden for specialarbejdernes (SiD's) transportgruppe og pensionskasse, HTS-Pension, Holger Nielsen har følgende definition på demokratiet:
"Pensionskasserne er så demokratisk bygget op, som noget overhovedet kan være. Når medlemmerne stemmer ja til overenskomstresultaterne, ja, så har de givet grønt lys: 'Det var fint nok, I fik den højeste pension', og de har givet grønt lys for den måde, vi kører pensionskasserne på. Det kan da ikke være mere demokratisk."
Det mener formanden for LO, Hans Jensen, og Magistrenes Pensionskasse ikke. De kan godt forestille sig det mere demokratisk.
"Jeg forestiller mig en ordning, hvor man arbejder med forskellige puljer - eksempelvis danske virksomheder, økologiske investeringer eller investeringer med størst muligt afkast - som medlemmerne af Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD) kan vælge mellem," erklærede Hans Jensen, formanden for LD, i en bemærkelsesværdig udtalelse i maj i år. "Det kan selvfølgelig betyde, at nogle vælger en pulje, som giver mindre afkast end andre. Men det er i så fald ens eget valg."
Magistrenes Pensionskasse har ved forespøgsel hos et repræsentativt udsnit af medlemmerne konstateret "stor interesse for netop modellen med investeringspuljer," oplyser investeringschefen i Magistrenes Pensionskasse Bjarne Boye. Han er sammen med andre ved at strikke et eller måske flere forslag sammen til forelæggelse senest næste forår på pensions-kassens generalforsamling.

Medlemmerne har sagt til os, at de har så og så mange penge, og de har valgt os til at administrere det, og så længe vi gør det godt, så er det fint, siger altså SiD'eren Holger Nielsen, og repræsenterer dermed fint den ene klassiske demokratiopfattelse, der blandt andet kaldes den indirekte magtkontrollerende:
Magtudøvelsen skal foregå så hensigtsmæssig som muligt, og i mange tilfælde er hverken åbenhed om beslutningsforberelser eller inddragelse af alle relevante parter i selve afgørelsen fremmende for effektivitet og ansvarsplacering. Demokratiet kommer først ind som den kontrollerende sikkerhedsventil, der om fornødent kan udskifte - uduelige - magthavere med - forhåbentlig - bedre.
Over for denne demokratiopfattelse står den anden klassiker, der ofte går under betegnelsen det direkte demokrati:
Selve magtudøvelsen skal foregå så åbent som muligt med inddragelse af alle berørte parter i både forberedelserne af beslutningerne, afgørelsernes træfning og deres udførelse i praksis.
I det aktuelle tilfælde skal pensionskassernes medlemmer ikke først bagefter som kontrollanter konstatere, hvad tillidsmand Hans Jørgen Levesen fra asfalt- og tagpapvirksomheden Phønix i Vejen gjorde i begyndelsen af året: "Da vi i sin tid fik indefrosset vores dyrtidsportioner i LD, havde vi ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, at disse penge ville blive brugt til at slagte vores egen virksomhed og nedlægge vores egne arbejdspladser. Vi havde heller ikke forestillet os, at det beløb, der hver 14. dag trækkes på vores lønsedler til ATP (Arbejdsmarkedets Tillægspension), skulle bruges til det samme."
Levesen skal som direkte demokrat selv være med til i praksis at investere sine skejser - demokratisk. Hvis det da er mere demokratisk end at overlade det hele til Holger Nielsen? (Som igen i praksis overlader det til sin administrerende direktør i pensionskassen. Som sikkert igen overlader det til sine kontorchefer, bankrådgivere, investeringskonsulenter med videre...). Det er det der kaldes præcis ansvarsplacering.

Rigtig forvirrende bliver det, når en af pensionsdemokratiets ypperste fortalere, lektor i etnologi ved Københavns Universitet Thomas Højrup, tilsyneladende falder både Hans Jensen og Magistrenes Pensionskasse i ryggen:
"Har de tænkt sig, at den enkeltes forrentning skal være afhængig af den enkeltes valg af investeringspuljer?" spurgte han i Information i tirsdags.
"Hvis det bliver en sådan individualiseret ordning, vil det kunne aflive hele idéen om en demokratisering af pensionskasserne. Desuden bliver det enormt vanskeligt at administrere, og når man så har konstateret dét, ja, så kan man konstatere, at demokratisering ikke duer."
Hårde ord - stadig tilsyneladende - fra den, der for godt halvandet år siden stod offentligt frem som fortaler for netop en mere direkte demokratisering af pensions-kasserne. (Efter at han i bogen Lønmodtagerkapital under folkestyre allerede havde forfægtet et endnu mere radikalt forslag til økonomisk demokrati som nødvendig videreudvikling af det nuværende såkaldte politiske demokrati).
Thomas Højrup var medlem af det udvalg, der på foranledning af den politiske leder af Det radikale Venstre Marianne Jelved under Økonomiministeriet i december 1995 offentliggjorde betænkning nr. 1306: Demokrati og åbenhed om pensionsinstitutternes investeringsbeslutninger. Navnlig i et berømt (og berygtet) kapitel 13 opnåede Højrup i hvert fald teoretisk tilslutning fra det øvrige udvalg til en skitse, der for en umiddelbar betragtning ligger langt mere på linje med LO's Hans Jensen og Magistrenes Pensionskasse end med SiD's Holger Nielsen.
Men en afgørende pointe for Thomas Højrup var akkurat afværgelsen af en individualisering, der efter hans opfattelse hverken er demokratisk eller til at administrere i længden.
Bankernes pulje-ordninger, hvorefter hver enkelt kunde individuelt og i splendid isolation (prægtig ensomhed) investerer sine penge i særlige papirer og modtager netop deres afkast, har ikke andet med demokrati at gøre, end valget mellem forskellige supermarkeder på lørdagens indkøbstur. I vores nuværende post-politiske tider under nyliberalismens herredømme synes det ganske vist at være det eneste, der under betegnelserne den politiske forbruger og den politiske virksomhed er blevet tilbage af de klassiske demokratiforestillinger. Også på universiteterne og højskolerne og i den almindelige kunst- og kulturdebat i stort omfang. Men det er ikke (bank)puljer af den art, Thomas Højrup argumenterer for i betænkningens kapitel 13.

Hans forslag lyder i korthed på, at medlemmerne af pensionskasserne nok hver for sig med faste mellemrum indstiller, hvordan de ønsker deres fælles midler anvendt, på henholdsvis kortsigtet gevinst og på størst mulige, det vil sige langsigtede afkast i form af økologisk forsvarlige virksomheder, sikring af danske arbejdspladser, gode uddannelses-, bolig-, sundheds- og alderdomsforhold og hjælp til trængende rundt om i verden. Men at det altså er de fælles midler, der diskuteres og træffes afgørelse om, og hvis afkast alle er fælles om at dele.
Hvordan det nærmere skal organiseres i praksis er en spændende opgave, hvorfor Højrup i sine udtalelser her i bladet da også hilste selve initiativerne fra Hans Jensen og Magistrenes Pensions-kasse velkommen med stor begejstring.
Selv Holger Nielsen må røbe, at SiD overvejer et meget lille og forsigtigt skridt i retning af at lade medlemmerne komme en smule til orde med andet end den absolutte tilfredshed. Noget er i gære. Et spørgsmål presser sig på: Hvad er demokrati?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu