Læsetid: 6 min.

Markedet mangler monopolkontrol

24. juli 1997

Forbrugerne må sætte deres lid til irriterende handelskonflikter, så politikerne kan indse behovet for en global konkurrencemyndighed

Flyvehullet for den planlagte fly-fusion mellem de amerikanske Boing-flyfabrikker og McDonnell Douglas blev endelig fundet, da Europa-Kommissionen på et møde i Bruxelles onsdag tændte det grønne lys og sagde god for giganten. Selv om det nye Boing bl.a. vil komme til at sidde på 70 procent af verdensmarkedet for passagerfly og vil stå bag ikke mindre end 84 procent af alle fly i luften, så ventes Kommissionen på sit møde næste onsdag at tage den endelige beslutning. En beslutning der de facto åbner luftrummet for USA's største eksportvirksomhed - større end Microsoft, Disney, General Motors og hvad de globalt orienterede virksomhedsimperier ellers hedder from over there.
Telefonlinierne over Atlanten har glødet den seneste tid, og den amerikanske præsident Bill Clinton har personligt engageret sig i sagen, hvor der er store økonomiske - og militærindustrielle - interesser på spil. Der kunne sluttes fred i konflikten, da der i sidste øjeblik indløb en fax fra Boings hovedkvarter i Seattle til EU's konkurrencekommissær, Karel van Miert, hvor selskabet lover at droppe sine eksklusive 20-årige salgskontrakter med tre amerikanske luftfartsselskaber, American, Delta og Continental Airlines. Dermed synes den truende handelskrig at være afværget, og Europa-Kommissionen kan umiddelbart bryste sig af at have trukket det længste strå.

I de angelsaksiske medier har der været tendens til at udlægge van Mierts korsriddervirksomhed som en politisk bestemt manøvre til ære for Airbus-flyfabrikkerne i Toulouse. Og præsident Bill Clinton har med den amerikanske Kongres varme ånde i nakken følt sig nødsaget til at advare europæerne i skarpe vendinger:
"Vores hovedanliggende er, at anti-monopol overvejelser spiller en nøglerolle. Vi gør alt, hvad vi kan for at undgå en mere politisk beslutning, som kunne føre til ulykkelig handelskonflikt mellem USA og Europa."
Men Informations korrespondent i Frankrig, Børge Visby, har senest i en leder mandag påpeget, at Europa må yde et aktivt og resolut modspil "hvis frihandel skal være andet end et privilegeret redskab for USA's erobring af verdensmarkedet , et påskud for monopolistiske ambitioner". Det kan næppe siges mere præcist.

Men bag konflikten gemmer sig et langt mere principielt spørgsmål: Der er ingen global myndighed, som fører et effektivt monopoltilsyn med de cirka 40.000 transnationale selskaber, der står bag op imod to trediedele af verdenshandelen. FN har ingen myndighed og Verdenshandelsorganisationen, WTO, har ingen autoritet. Derfor har alt været overladt til de enkelte staters konkurrencemyndigheder, som Federal Trade Commission i USA og Europa-Kommissionen på vegne af EU-landene. Hvert lands konkurrencemyndigheder har på baggrund af den nationale (eller europæiske) lovgivning skulle vurdere, om de foreslåede fusioner var en trussel mod konkurrencen på markedet.
Når hvert land har egne spilleregler og eget politiske rationale at tage hensyn til, så har det globale tomrum skullet fyldes ud med bilaterale forhandlingsspil. Det kan skabe konflikter, der sidenhen truer med at eskalere til en fuldblods handelskrig.
Boing-sagen er et lysende eksempel på de dilemmaer, som politikerne i stigende grad skal løse. Eller som en embedsmand i Kommissionen siger: "Hvis regeringerne vender det blinde øje til og ikke handler, så vil private virksomheder forsøge at underminere konkurrencen, og det vil ødelægge de gevinster, der er forbundet med handelsliberaliseringer."

Overfladisk betragtet har hverken USA eller EU vendt det blinde øje til, når nogle af markedets giganter er gået sammen. Man har udvekslet dokumenter, analyser og virksomhedsregnskaber på tværs af Atlanten i sager om computergiganten Microsofts markedsføringsmetoder, om den store telealliance mellem France Telecom, Deutsche Telekom og Sprint, og man har i fællesskab undersøgt en kæmpe papir-fusion mellem Kimberly-Clark og Scott Paper.
I disse sager har der ikke været større kurrer på tråden, men i længden er det et åbent spørgsmål, om det er holdbart blot at løse det gennem bilaterale aftaler. Koncentrationen går sin gang på det globale marked. Microsoft kontrollerer omkring 80 procent af softwarehandelen, Intel er totalt dominerende for mikroprocessorer, Cargill sidder på 60 procent af verdens kornhandel, og fire ud af fem biler i verden bliver fremstillet af kun 14 selskaber, som i stigende grad indgår alliancer og udviklingsaftaler med hinanden.
For forbrugerne er det dybt problematisk, da monopollignende foretagender kan skrue priserne i vejret og i længden ødelægge markedsmekanismens formodede effektivitet.
De transnationale virksomheder kan også have interesse i at få oprettet en egentlig global konkurrencemyndighed inden for verdenshandelsorganisationen, WTO, i stedet for de nuværende brogede reguleringer. Da barbergiganterne, Wilkinson Sword, og Gillette overvejede at fusionere, måtte de søge om godkendelse hos 14 forskellige nationale myndigheder, hvor de havde datterselskaber. Ud fra en mandlig forbrugersynsvinkel var det et meget vigtigt spørgsmål, der ikke kunne overlades til selskabernes forgodtbefindende. I flere lande ville de to i fællesskab sidde på op imod 90 procent af markedet for barberudstyr.

Hvor EU i øjeblikket kun har een bilateral samarbejdsaftale med USA, så har USA selv tre andre aftaler, nemlig at samarbejde og udveksle oplysninger med konkurrencemyndighederne i Canada, Australien og Tyskland. Selv om de vestlige landes samarbejdsorganisation, OECD, ved flere lejligheder har forsøgt at opmuntre sine medlems-lande til at lave ensartede regler og indgå samarbejdsaftaler er det foreløbig undtagelsen.
På WTO's topmøde i Singapore i december forsøgte EU-landene endnu engang at overbevise USA om, at der er brug for at etablere en global konkurrenceaftale, men atter engang kom amerikanerne på tværs. USA's historiske frygt for at miste suverænitet i handels-politikken, betød at amerikanerne kun modvilligt gik med til at oprette en arbejdsgruppe i WTO, der skal undersøge behovet for tættere koordination mellem medlemslandene. Det kan have lange udsigter.
Kun cirka 40 WTO-medlemslande har en særlig konkurrencemyndighed, så de store transnationale selskaber har i dag ganske frit spil til at fusionere og etablere monopoler - ikke mindst i de mindre ressourcestærke udviklingslande.

Forbrugernes eneste forhåbning er derfor, at konkurrencemyndighederne i de store betydningsfulde markeder, som for eksempel EU, stiller tilstrækkelig skarpe krav til de transnationale virksomheder og lægger hindringer i vejen, når de forsøger at ødelægge konkurrencen.
Men amerikanerne holder kortene tæt ind til kroppen, og den amerikanske vicejustitsminister Joel Klein har tidligere i en samtale, sagt at det vil skabe falske forventninger, hvis man lægger konkurrencepolitikken ind under WTO. Han mener, at det usandsynligt, at WTO nogensinde skulle få adgang til konkrete og fortrolige dokumenter fra virksomhederne - og det er en afgørende forudsætning for at føre en effektiv konkurrencepolitik.
Når man skræller disse undskyldninger fra, så er det en kendsgerning, at det er højst usandsynligt, at en amerikansk præsident vil kunne overbevise sin folkevalgte Kongres om, at de skal afgive national suverænitet til en global myndighed som WTO.

At true med at klage til WTO i den aktuelle Boing-sag er derfor dobbeltmoralsk, fordi USA så entydigt afviser at lade WTO dømme i konkurrence-politiske tvister. Det var fuldt ud på sin plads, at EU-kommissær Karel van Miert gjorde opmærksom på dette amerikanske dobbeltspil under sin pressekonference onsdag.
Så længe amerikanerne blokerer for at udvide WTO's beføjelser - fra de handelspolitiske til de konkurrencepolitiske - så vil vi gang på gang løbe ind i Boing-lignende konflikter. Håbet er, at andre selskaber - som Boing i den aktuelle sag - vil se deres egeninteresse i at få fri markedsadgang til det europæiske marked og derfor accepterer EU-Kommissionens konkurrencekrav.
Håbet for forbrugerne er, at der opstår masser af irriterende og principielle handelskonflikter mellem EU og USA, som kan få politikernes øjne op for den afgørende reguleringsbrist i den nye globale økonomi. Vi har mere end nogensinde tidligere brug for en global konkurrencemyndighed, der kan gribe ind overfor de transnationale virksomhedsmonopoler.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu