Læsetid: 6 min.

Østeuropæerne speeder unionstoget op

23. juli 1997

Stadig flere tror, at optagelsen af nye medlemslande i EU vil øge tempoet i den europæiske integration

I løbet mere end 40 år vænnede befolkningerne i de central- og østeuropæiske lande sig til at stå i kø. Og selv om køerne foran forretninger i Riga, Warzawa og Budapest nu hører fortiden til, så er der stadig en kø, som østlandenes politiske ledere ikke kommer udenom. 10 lande fra Central- og Østeuropa har søgt om medlemskab i EU og venter for øjeblikket på klar besked om, hvornår de bliver inviteret inden for i EU-lokalerne til egentlige forhandlinger om betingelserne for deres medlemskab af Unionen.
I sig selv ligner det et historisk paradoks, at vidt forskellige lande som Estland, Tjekkiet, Rumænien og de øvrige ansøgere, som har det til fælles, at de har netop har afsluttet en periode med mere end 40 års diktatorisk politisk styre, nu alle har travlt med at afgive en del af deres nyvundne suverænitet til den fælles EU-pulje i Bruxelles.
På det overfladiske plan virker det svært at forstå, at eksempelvis de tre baltiske lande, som netop er sluppet ud af Sovjetunionen nu søger ind i Den Europæiske Union. Men bag paradokset ligger en indre logik, som er baseret på flere forskellige argumenter.
Generelt kan siges, at der findes to økonomiske argumenter og et politisk.
Et økonomisk argument er hele spørgsmålet om markedsadgang. Først som egentligt medlem af EU, vil landene i Central- og Østeuropa have fri adgang for deres varer til hele EU-markedet. Og for at tiltrække investeringer fra vesteuropæiske virksomheder, er det nødvendigt, at kunne garantere disse virksomheder, at de varer som en tysk virksomhed måtte producere i eksempelvis Tjekkiet, har fri adgang til hele EU-markedet.

Det andet økonomiske argument handler i høj grad om den rolle, som EU-spiller som en slags Robin Hood. Fordelingen af pengene på EU's budget har altid i EU's historie sket efter princippet om, at de rigeste EU-lande accepterer, at de er med til at betale for at forbedre den økonomiske udvikling i de fattigere regioner i EU's medlemslande.
Princippet er egentlig ganske enkelt. Efter en særlig fordelingsnøgle indbetaler alle EU's medlemslande et beløb til EU-kassen. Og efter en anden fordelingsnøgle udbetales penge fra EU-kassen til forskellige typer af projekter. Fattigere lande indbetaler mindre til EU-kassen, men har gode muligheder for at få større beløb udbetalt.
Danmark er den eneste undtagelse i EU, fordi Danmark på trods af, at landet hører til blandt de rigeste i EU, hidtil har fået mere udbetalt fra EU-kassen, end Danmark har indbetalt. Pengene er dog ikke gået til den danske stat, men primært til de danske landmænd.

Mens det er forholdsvis let at forstå, at de to økonomiske argumenter har motiveret de central- og østeuropæiske lande til at søge om EU-medlemskab, kan det være sværere at forstå, at der også ligger politiske motiver bag østlandenes ønske om EU-medlemskab.
Simpel logik ville tale for, at de nye demokratier i Central- og Østeuropa ville værne om deres nyvundne nationale suverænitet. Og EU-medlemskab er ensbetydende med afgivelse af netop national suverænitet. Men set fra de Central- og Østeuropæiske lande ser det intellektuelle regnestykke anderledes ud. Deres adfærdsmønsker følger meget nøje det, som Spanien, Portugal og Grækenland havde, da disse lande blev medlemmer af EU i firserne.
Disse tre sydeuropæiske lande havde alle gennemgået en periode med udemokratiske styreformer. Oberst-regimet i Grækenland, Franco-regimet i Spanien og Salazar i Portugal. For netop Portugal, Spanien og Grækenland var formålet med EU-medlemskab meget politisk. I forhold til befolkningen i disse lande var det vigtigt for deres nyvalgte demokratiske regeringer at bevise, at det nye demokrati var så godt, at de kunne blive optaget i det, som dengang hed EF. Og for mange mennesker i disse tre sydeuropæiske lande, var EU-medlemskabet en slags garanti for, at nye totalitære regimer ikke ville komme til magten.
Dette mønster gentager sig i de Central- og Østeuropæiske lande. Den nye Amsterdam-traktat er forsynet med klausuler om, hvordan ethvert EU-land som bevæger sig i en udemokratiske retning, kan få frataget sin stemmeret i EU's ministerråd. En klausul, der netop er beregnet på at være et signal til østlandene om, at de demokratiske reformer skal fortsættes og forankres, hvis udsigten til EU-medlemskab skal opretholdes.
Og af samme årsag var især Slovakiets premierminister stærkt utilfreds med, at Europa-Kommissionen i sidste uge underkendte demokratiet i Slovakiet og brugte det som en begrundelse for, at slovakkerne ikke bør inviteres til forhandlinger om EU-medlemskab.

Et af de mere interessante spørgsmål handler om, hvor de nye medlemslande fra Central- og Østeuropa vil placere sig i det politiske landskab, når de i fremtiden deltager i kredsen af EU-medlemmer i diskussioner om yderligere udbygninger af det europæiske samarbejde.
Hvis erfaringerne med Spanien, Portugal, Tyskland og Italien, som alle kom til EU-samarbejdet efter totalitære regimer, kan bruges, så vil central- og østeuropæerne være at finde blandt de lande, som er tilhængere af yderligere europæisk integration.
Det er allerede i dag muligt at identificere i hvert tilfælde et område, hvor forventningen klart er, at østlandene vil presse på for en yderligere udbygning af EU-samarbejdet. Det er på forsvarsområdet. Central- og østeuropæerne ønsker alle medlemskab af forsvarsorganisationen Vestunionen og som hovedregel er disse lande tilhængere af, at Vestunionen skal spille en større rolle, end den gør i dag. Og der er ikke umiddelbart østlande, som hidtil har udtrykt forbehold overfor en tættere forbindelse mellem EU og Vestunionen.

For få år siden var den generelle analyse i de fleste af de nuværende EU-lande, at den kommende udvidelse af EU, hvor tidligere kommunistisk-styrede lande bliver medlemmer af Unionen, ville svække den europæiske integration. I Storbritannien blev det endda sagt direkte af ledende politikere, at EU-udvidelsen mod øst, ville betyde et stop for den europæiske integration.
Men i al ubemærkethed, er den slags vurderinger efterhånden forsvundet i den offentlige debat, og stadig flere lande er nu af den opfattelse, at de nye medlemslande fra Central- og Østeuropa vil placere deres fod på integrations speederen og ikke på bremsen.
Et andet billede, som bekræfter denne analyse, ligger i, at de lande i EU, som hidtil har været mest bekymrede over for afgivelse af national suverænitet, er de lande, som har lange traditioner med national uafhængighed.
Storbritannien, Danmark og Sverige hører til blandt de mindre integrationsvenlige EU-lande. Og en del af de argumenter, der anvendes i disse lande mod netop EU-integration, er historisk betonede. I Danmark er Grundloven et vigtigt led i argumentationen med yderligere EU-integration. I Storbritannien nævnes ofte landet meget lange tradition for parlamentarisk demokrati og i Norge spillede den korte tid med national uafhængighed fra Danmark en rolle, da et flertal af nordmændene i 1994 endnu engang afviste EU-medlemskab.
Tager man de tre baltiske lande som eksempel fra Central- og Østeuropa, er der tale om tre lande, som ikke har de samme stolte traditioner med national uafhængighed, og derfor er der ikke umiddelbar grund til at tro, at balterne skulle opføre sig som Danmark og Sverige, når disse lande som EU-medlemmer bliver involverede i diskussioner om yderligere udbygninger af EU-samarbejdet engang i fremtiden.
Spørgsmålet om østlandenes rolle i fremtidige diskussioner om yderligere europæiske integration i EU-samarbejdet, vil ikke være relevant i en del år frem i tiden.
Europa-Kommissionen vurderer ikke, at der kommer nye medlems-lande med i EU før engang omkring år 2002. Men analysen er vigtig i forhold til en række EU-landes holdning til udvidelsen mod øst. For en række af de nuværende EU-lande er det vigtigt, at EU-projektet ikke braser sammen, fordi medlemskredsen udvides yderligere med nye østlande. Karakteren af EU-samarbejdet vil uden tvivl ændre sig, som det har gjort efter enhver EU-udvidelse.
Men østudvidelsen ligner ikke nogen bremse på unionstoget.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu