Analyse
Læsetid: 5 min.

SF'erne tager spaderne frem til grøftegravning

4. juli 1997

SF kan svækkes alvorligt af to officielle holdninger til EU. Et nej til Amsterdam fra landsmødet og et ja fra folketingsgruppen

SF'erne har taget spaderne frem og er i gang med at grave allerede eksisterende grøfter i partiet dybere.
Selv om partiets ekstraordinære EU-landsmøde efter alt at dømme vil bakke op om Holger K. Nielsens nej, så kan partiformanden ende med at have flertallet af sin folketingsgruppe mod sig.
Dermed vil SF'erne stå i den værst tænkelige situation for partiets arbejde i Folketinget.
Et muligt ja-flertal i den 13 personer store folketingsgruppe vil godt nok blive underkendt af partiets højeste myndighed, et ekstraordinært landsmøde, og derefter blive holdt i meget kort snor af hovedbestyrelsen, der har hånd- og halsret over folketingsgruppens beslutninger, når noget meget stort som holdningen til en folkeafstemning er på dagsordenen.
På den anden side er det ikke tænkeligt, at selv det største nej på det ekstraordinære landsmøde får partiets gruppeformand, Steen Gade til at følge partiformand Holger K. Nielsens afvisning af Amsterdam-traktaten.
Det er lige så utænkeligt at forestille sig, at Margrethe Auken, Jørn Jespersen og Gert Petersen vil foretage en kovending i forhold til deres klare ja til Amsterdam-traktaten.
Og i går kunne Tommy Dinesen slutte sig til den stærke ja-fraktion i folketingsgruppen. Derfor kan partiformanden sandsynligvis tælle mindst fem folketingsmedlemmer i klar opposition til sin egen Europa-politik.
En position, der er meget lidt ønskværdig, når Folketingsgruppen indleder sit sommermøde i den første uge af august. Situationen kan udvikle sig til det værre for Holger K. Nielsen, hvis flere folketingsmedlemmer slutter sig til de fem ja-sigerne.
Uanset udviklingen tyder alt på en meget splittet folketingsgruppe i det helt centrale EU-spørgsmål. Det stiller det ubehagelige spørgsmål om, hvem der skal være gruppeformand. I dag bestrider Steen Gade den post. Kan han stadig det, hvis landsmødet og partiformanden siger nej?
Svaret på det spørgsmål afgøres af den kommende magtkamp om SF-ernes ja eller nej til Amsterdam-traktaten.
Steen Gades fremtidige position er afhængig af, hvor flertallet i folketingsgruppen ligger og af hvor mange stemmer, ja-linjen kan trække på landsmødet.
Et stort nej giver ja-gruppen i Folketinget svære arbejdsvilkår, mens et lille nej-flertal på helt anderledes vis er nød til at respektere, at ja-siden også har sine rettigheder i partiet.

Op til landsmødet står ja-siden med Steen Gade i spidsen med en vurdering, der peger på, at Amsterdam-traktaten på den ene side ikke rykker ved de fire forbehold og på den anden side tilføjer EU-samarbejdet elementer fra SF's rød-grønne krav til EU.
Linjen ligger i overensstemmelse med partiets politik siden ja'et i 1993.
I debatten har Holger K. Nielsen valgt en anden strategi.
Med en svag politisk kritik af indholdet i Amsterdam-traktaten og en tilsvarende stærk følelsesorienteret mistillid over for en regering, hvor ministre som Marianne Jelved og Birthe Weiss åbent har argumenteret for et opgør med to af de fire danske EU-forbehold.
Lige netop det dilemma står i centrum for folketingsgruppemedlemmet Kresten Touborgs overvejelser om Amsterdam-traktaten, der svinger mellem Holger K. Nielsens nej og Steen Gades ja.
"Følelsesmæssigt er jeg nej-siger. Jeg er skuffet over, at ministre forsøger at få forbeholdene ophævet. Men fornuftsmæssigt vil jeg tale for et ja. Amsterdam-traktaten er et lille skridt frem ad. I dansk indenrigspolitik plejer jeg at sige ja, hvis jeg ser selv små fremskridt," siger Kresten Touborg.
Kresten Touborg føjer endnu et lag til sine dilemmaer.
"Vi skal også tage hensyn til forholdet mellem folketingsmedlemmerne og vælgerne. Vi skal være opmærksomme på, at vi ikke kan træffe beslutninger på et grundlag, der er uforståeligt for medlemmerne. Det kan vi være ved at gøre nu. I den situation skal man tænke sig meget godt om," siger Kresten Touborg.

Holger K. Nielsen ville have gjort det lettere for Kresten Touborg, hvis han havde argumenteret sit nej over for Amsterdam-traktaten igennem med klare politiske argumenter for sit nej.
I stedet adresserer han sin argumentation direkte til medlemmernes traditionelle EU-skepsis, som Holger K. Nielsen i stigende omfang deler.
I det seneste års tid har SF-formanden flere gange afvist at bygge sin vurdering af Amsterdam-traktaten ud fra en sammenligning med Maastricht-traktaten. I stedet har Holger K. Nielsen insisteret på at sammenligne Amsterdam-traktaten med partiets eget program, Et Europa i flere hastigheder.
Samtidig har formanden understreget, at forbeholdene skulle sikres formelt, juridisk som reelt.
Det er med de to udgangspunkter, Holger K. Nielsen bygger sin argumentation for et nej.
Den siger for det første, at resultatet ikke er godt nok, selv om Amsterdam-traktaten i en sammenligning med Maastricht-traktaten medfører en række indlysende forbedringer for SF's Europa-politiske linje.
Et eksempel er, at traktaten ikke sikrer optagelsen af de østeuropæiske lande godt nok. Et andet lige så vigtigt eksempel er, at miljø-garantien ikke forbedres nok. Holger K. Nielsen siger ligefrem, at miljøgarantien forringes.
For det andet peger Holger K. Nielsen på regeringens stadige forsøg på at gøre op med et eller flere af de fire danske EU-forbehold. Selv siger han, at han ikke længere har tillid til regeringen og dens ministre.

Dermed gør Holger K. Nielsen klar til en argumentation mod Amsterdam-traktaten der bygger på kendte træk fra tidligere nej-kampagner.
For det første sår partiformanden tvivl, om der nu også er tale om forbedringer i Amsterdam-traktaten, eller om der tværtimod er tale om forringelser.
For det andet bygger kampagnen på en udbredt mistillid til det etablerede system. Holger K. Nielsen gjorde sig allerede ved præsentationen af sit nej til talsmand for det folkelige, mod "the establish-ment".
For det tredje kan Holger K. Nielsen henvise til, at EU i sin praktiske politik ikke altid lever op til de krav om hensyn til miljø og sundhed, som særligt SF ønsker.
Da han offentliggjorde sit sandsynlige nej til Amsterdam-traktaten uddelte han meget sigende en artikel fra Dagbladet Politiken, der kunne fortælle, at EU har tilladt endnu et giftigt præparat.
Den kampagne passer til SF-medlemmers og SF-vælgeres traditionelle skepsis over for EU.
Men den giver ikke noget svar på, hvad Holger K. Nielsen vil stille i stedet for Amsterdam-traktaten, hvis først SF'ere og dernæst befolkning følger hans anbefaling om at sige nej.
På den ene side ønsker Holger K. Nielsen ikke en dansk udmeldelse af EU. På den anden side er det svært at forestille sig, at Poul Nyrup Rasmussen ved en eventuel genforhandling af Amsterdam-traktaten kan opnå et meget bedre resultat end det nuværende. Som altså ikke er godt nok.
Det er ikke sikkert, at SF-medlemmerne interesserer sig alt for meget for det problem.
Det gør Steen Gade, Jørn Jespersen og de andre ja-sigende SF'ere. De håber på, at Holger K. Nielsen ikke henter alt for stor støtte til sit medlems-rettede synspunkt. Kun det kan give grobund for en accept af, at der er to lige værdige SF-holdninger til EU: Formandens skeptiske og ja-gruppens euro-socialistiske.
De to grupper står nu på hver sin side af en grøft. Og spaderne er fundet frem. Sommerens debat vil fortælle os, hvor dybt SF'erne tør grave.
Ender det med en begmand til euro-socialisterne, vil det svække folketingsgruppen og partiet væ-sentligt. Fem personligheder vil da ikke kunne følge partilinjen men må ligge underdrejede, så længe EU-debatten raser op til 1998-folkeafstemningen om Amsterdam-traktaten.
Lige så længe vil det samlede SF være svækket.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her