Læsetid: 5 min.

Stormagtsstatus på nåde og barmhjertighed

2. juli 1997

Efter champagnen ved topmøderne i Paris og Denver må præsident Boris Jeltsin om få dage sluge den bitre pille, det er at se NATO trænge frem mod Ruslands grænser

Allerede nu - inden NATO-konferencen i Madrid den 8.-9. juli, hvor det bliver endeligt afgjort, hvilke lande der skal inviteres med i NATO - kan man diskutere, hvad Rusland har vundet og tabt ved de seneste måneders hektiske forhandlinger med vestmagterne.
En sådan diskussion må nødvendigvis ske på baggrund af russernes stærkt negative holdning til NATO's udvidelsesplaner.
Forud for underskrivelsen af aftalen mellem Rusland og NATO den 27. maj i Paris viste en undersøgelse, at ca. 40 procent af befolkningen betragtede NATO som en trussel mod Rusland. En russisk politiker, der ser noget positivt ved NATO's udvidelse, er stort set umulig at opdrive.
Selv Grigorij Javlinskij, leder af det liberale parti Jabloko, finder det "absurd" at hævde, at NATO har fredelige hensigter med sine udvidelsesplaner.
Kommunistlederen Gennadij Sjuganov ser ikke mildere på udvidelsen, efter at aftalen er blevet forhandlet færdig. "Rusland mistede 30 millioner mennesker under Anden Verdenskrig, og disse ofre vil aldrig tilgive forræderiet mod det, de kæmpede for," siger han.
Det er dog kun få russere, der i ramme alvor mener, at Jeltsin har eller har haft mulighed for at forhindre NATO-udvidelsen. Lederne i Moskva har forhandlet ud fra en svag position, og det kommer til udtryk i det, de har opnået i forhold til deres krav om, hvordan udvidelsen skal foregå.
Blandt de vigtigste krav har været garanti for, at alliancen ikke vil udbygge den militære infrastruktur væsentligt i de nye medlemslande, og at der ikke skal placeres atomvåben dér. På ingen af disse punkter gjorde NATO så store indrømmelser, som Rusland oprindeligt krævede.
NATO ville heller ikke garantere, at tidligere sovjetrepublikker - f.eks. de baltiske lande og Ukraine - ikke vil kunne optages en gang i fremtiden. På den anden side synes det klart, at aftalen indeholder elementer, som - hvis viljen er til stede - kan danne udgangspunkt for et omfattende samarbejde om sikkerhed i Europa.

Graden af russisk indflydelse på, hvordan NATO-udvidelsen skal foregå, blev altså klarlagt med Paris-aftalen. Omfanget af de kompensationer, Vesten har været villig til at indrømme Rusland i forbindelse med udvidelsen, kom frem en lille måned senere på "G8-topmødet" i Denver. Her blev Rusland så godt som fuldfyldigt medlem af kredsen af verdens vigtigste industristater.
Videre gik topmødet ind for at anbefale russisk medlemskab af handelsorganisationen WTO og Paris-klubben af internationale kreditorer. Endelig blev sagt smukke ord om store økonomiske bidrag til den russiske økonomi.
Det er for tidligt at sige noget definitivt om, hvordan regnestykket af tab og gevinster i forbindelse med NATO-udvidelsen vil se ud set fra russisk side. F.eks. er det nye samarbejde mellem NATO og Rusland jo ikke kommet i gang endnu.
Set i lyset af russernes begrænsede interesse for at deltage aktivt i NATO's Partnerskab for Fred og deres frustrationer over samarbejdet med alliancen i det tidligere Jugoslavien kan der være grund til at tage de vestlige erklæringer om "en ny æra" med et gran salt.
Ruslands udbytte af topmødet i Denver kan også blive mere eller mindre positivt. Her er det en central pointe, at "alle ved", at Rusland er tilkendt disse goder på vestmagternes nåde og barmhjertighed - landet er strengt taget slet ikke kvalificeret til f.eks. medlemskab af G7.

Hvad Rusland opnår på den internationale arena, kan på kynisk vis tilskrives særlig to faktorer: landets økonomiske potentiale og dets atomvåben.
Det er relevant - ikke bare for russernes opfattelse af, hvad Boris Jeltsin har opnået, men også for de reelle konsekvenser af Ruslands medlemskab af G8. Jeltsin vil ikke høste megen ære ved at blive et indflydelsesløst vedhæng til vestmagterne.
Videre er det på sin plads her at pege på den relative symbolværdi i, hvad Rusland har modtaget og givet afkald på. Både politikere og opinion er præget af de årtier, hvor den internationale arena havde to poler, og hvor USA/NATO var fædrelandets arvefjende.
Russerne kan vanskeligt lade være med at se udvidelsen som en ydmygelse for landet. Og NATO's generalsekretær Javier Solanas forsikringer om, at der bliver tale om "strategiske fordele for hele Europa", falder helt til jorden.
På baggrund af denne stemning i Rusland kan man let forestille sig, at den patriotiske glæde, russerne kunne tænkes at føle, når de ser deres præsident optræde i statsledernes førstedivision, vil vise sig flygtig i forhold til den meget konkrete udvidelse af NATO.

Flere forhold er afgørende for, hvilke følger NATO-udvidelsen vil få internt i Rusland og dermed for landets forhold til omverdenen. Det første er - på kort sigt - præsident Jeltsins personlige opfattelse af, hvordan processen forløber. Det synes rimeligt at tror, at han kan tåle en hel del, før hans forhold til vennerne Helmut Kohl og Bill Clinton kølnes. Samtidig er det imidlertid klart, at også Jeltsin har en grænse. Hvis den ikke bliver defineret af hans personlige præferencer, så kan den blive det af stemningen i opinionen og den politiske opposition. Han har flere gange skiftet kurs for at komme på linje med de politiske strømninger i opinionen.

Når vi ser ud over de næste tre år - hvis Jeltsin bliver siddende så længe - bliver usikkerheden naturligvis endnu større. Blandt dem, der i dag tillægges en mulighed for at vinde præsidentvalget i 2000, finder vi Sjuganov, tidligere general Aleksandr Lebed, Moskvas borgmester Jurij Lusjkov, ministerpræsident Viktor Terjnomyrdin og første viceministerpræsident Boris Nemtsov - en flok politikere med meget forskellige programmer.
For den nuværende ledelse i Kreml med Anatolij Tjubajs og Boris Nemtsov i fremtrædende roller har det været vigtigt at bruge den uafvendelige NATO-udvidelse til at skaffe Rusland indrømmelser, der kan omsættes i penge. De håber at kunne holde landet på rette kurs, indtil økonomien endelig begynder at vokse igen.
Holdningen i opinionen giver grundlag for en sådan prioritering. Kun et lille mindretal af russerne placerer NATO-udvidelsen højt blandt de sager, de er optaget af. Langt de fleste mener, at det vigtigste må være at få økonomien på fode igen.
Hvis en sådan genrejsning lader vente på sig endnu en tid, kan det komme til at påvirke russisk udenrigspolitik på en måde, der er uheldig for Vesten. Faren bliver endnu større, hvis NATO's politik viser sig kun at være "mere af samme slags" - dvs. at alliancens kerne bliver større, men stadig med front mod dem, der står udenfor.
Så bliver en institution som Partnerskab for Fred hovedsagelig relevant for de stater, der håber på optagelse i næste runde.
Hvis man går ud fra, at NATO skal udvides - og at udvidelsen bliver ratificeret i alle medlemslande, hvilket trods alt ikke er givet - bør alliancen gøre sit yderste for at inddrage Rusland i et parallelt samarbejde af mere kollektiv karakter.
Det er ubestrideligt, at forskellige europæiske stater har divergerende nationale interesser. Men det er i alles interesser, at Rusland er med, når man skal sikre stabiliteten i Europa.

*Sven Gunnar Simonsen er forsker ved det norske fredsforskningsinstitut PRIO med Rusland som speciale.

Oversat af Birgit Ibsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu