På en lille klippeknold i Atlanten udspiller der sig i disse uger et drama om retten til at øge energi-forbruget contra pligten til at værne miljøet
Rockall må være det kedeligste og mest ensomme sted, man kan opholde sig i verden. En gold og grå klippeknold, godt 20 meter høj og 25 meter i tværsnit, umotiveret anbragt i det kolde Atlanterhav, næsten 450 kilometer stik vest for Skotland. Her sker intet.
"Der er flere mennesker, der har sat fod på Månen end på Rockall," som det skotske medlem af det britiske parlament Mr. William Ross sagde for år tilbage.
Alligevel har et hold aktivister fra miljøorganisationen Greenpeace nu klamret sig til den for-blæste klippeknold i halvanden måned. Alligevel er Rockall gået hen og blevet et hit i cyberspace på internet-adressen http://www.greenpeace.de. Og alligevel har Danmarks udenrigsminister Niels Helveg Petersen måtte bruge tid her i sommer på at skrive officielle breve om klippeknolden.
Så sent som i forgårs var Rockall på dagsordenen i den britiske Højesteret, karakteriseret af retspræsident Tucker som "en sag af betragtelig alvor, høj følsomhed og national betydning for alle involverede parter."
Klippeknolden er hen over sommeren blevet centrum i et grænseoverskridende slagsmål om penge, miljø og territorialkrav. Danmark, Færøerne, Island, Irland og Storbritannien gør alle krav på knolden eller farvande i nærheden af den. Greenpeace har rent faktisk taget den i besiddelse. Og i kulissen venter storkapitalen utålmodigt på at løbe med det hele.
For det blotte øje besidder Rockall ingen kvaliteter overhovedet. Men for de store olieselskabers geologiske undersøgelsesudstyr har det for længst afsløret sig, at undergrunden under og omkring Rockall viser alle tegn på at rumme olie og gas i meget store mængder. 30 selskaber - herunder BP, Shell, Texaco, Mobil, Amoco, Chevron, Esso og Elf - er interesserede eller allerede i gang med efterforskning og produktionsforberedelser i det samlede havområde, kaldet The Atlantic Frontier. Vest for Shetlands-øerne ventes olieproduktionen startet i år fra de første platforme, installeret af BP og Shell.
Længere mod vest, i havet omkring Rockall, er man knap så langt. 17 olieselskaber fik i april licens af den britiske regering til olieefterforskning i flere felter omkring klippeknolden. Situationen kompliceres imidlertid betydeligt af, at bl.a. Danmark og Færøerne gør krav på dele af havområdet, ligesom Island og Irland gør det.
Danmark har siden 1974 - få år efter oplysningerne om formodede oliereserver i området - argumenteret for, at Rockall må betragtes som en naturlig geologisk forlængelse af den færøske kontinentalsokkel, "det færøske mikro-kontinent" som man fra dansk side kalder det. Siden 1985 har Danmark gjort formelt krav på en del af området, præcis som Island, Irland og Storbritannien gør det. Den danske regering har karakteriseret Rockall som et "skær", for ubetydeligt til at britterne kan forsvare at kalde det en "ø" og dermed gøre et territorialkrav gældende.
Et juridisk studie af territorialstriden, foretaget i år af Durham University International Boundaries Research Unit, beskriver striden som "nærmest uden sidestykke i omfang og kompleksitet", bl.a. fordi landene bruger hver sine kriterier til at definere territorialkravene.
Ind på scenen træder den 10. juni miljøaktivisterne fra Greenpeace. Uhindret og i starten upåagtet kravler nogle få aktivister i land på Rockall, kun medbringende en gul glasfiber-kapsel stor nok til at rumme tre personer samt det bærbare internet-setup, som i dag hører til moderne græsrødders basisudstyr. En simpel vindmølle og et panel af solceller holder kommunikationsudstyret til Greenpeace-hovedkvarteret med strøm.
Greenpeace har ét centralt budskab til de lande, der vil bruge retten til Rockall som springbrædt til et atlantisk olieeventyr: I en tid, hvor alle de i striden involverede lande bekender sig til nødvendigheden af at begrænse udledningerne af drivhusgassen CO2 mest muligt og hurtigst muligt, er det rablende vanvittigt at åbne et helt nyt havområde for et gigantisk olie- og gaseventyr, der ved den efterfølgende afbrænding hos forbrugerne vil føre til nye store CO2-udledninger.
På basis af den viden, FN's klimapanel IPCC har produceret om det globale klimasystems smertetærskler, har Greenpeace regnet sig frem til, at det globale samfund har plads til at bruge fossile brændsler i 30 år endnu, med den forventede vækst i energiforbruget indregnet. Det betyder, at der kun er plads til at bruge en fjerdedel af de allerede kendte, globale olie-, kul- og gasreserver.
"Hvorfor i alverden skulle man i en sådan situation, hvor verden allerede har identificeret mere end rigelige reserver af fossilt brændsel i forhold til klimaets bæreevne, investere penge i at identificere yderligere reserver. Ud fra en klimabetragtning er det fuldstændig irrationelt at indlede et nyt stort udvindingseventyr i Atlanterhavet omkring Rockall og Shetlands-øerne," siger Tarjei Haaland, klimamedarbejder i Greenpeace-Danmark.
Een ting er moralske appeller til de involverede landes miljøbevidsthed. Greenpeaces erfaringer med myndighederne og de multinationale selskaber er, at der skal mere håndfaste midler til. Det er derfor, at organisationen nu på to fronter forsøger at bruge juraen mod udvindingsprojekterne.
Torsdag mødte Greenpeaces advokater og eksperter op i den britiske Højesteret med Tony Blairs regering - og 22 olieselskaber - som modpart. Højesterets-høringen drejer sig om Greenpeaces krav om at få den juridiske gyldighed af Storbritanniens efterforskningslicens til olieselskaberne efterprøvet. Under en sådan efterprøvning vil Greenpeace desuden have de i foråret givne licenser stillet i bero.
To stykker EU-lovgivning ligger til grund for kravet. For det første EU's såkaldte Habitat-direktiv, der pålægger medlemslandene at give såkaldt særlig beskyttet status til naturområder, der rummer væsentlige værdier. Her henviser miljøorganisationen til, at Rockall og andre - større - klippeøer i området er vigtige raste- eller ynglepladser for søfugle og sæler, ligesom farvandene befolkes af flere hvalarter. På havbunden er der store områder med en rigdom af koral-arter, sammenlignelig ifølge Greenpeace med den biologiske mangfoldighed i det berømte Great Barrier Reef i Australien.
For Greenpeace er det indlysende, at havområdet bør overvejes som særligt beskyttet naturområde efter EU-direktivet, som siger, at også et sådant "overvejet" beskyttelsesområde skal friholdes fra skadelige industrielle påvirkninger.
Den anden lovtekst, som Greenpeace hænger sin juridiske offensiv op på, er EU's såkaldte VVM-direktiv, direktivet der foreskriver obligatoriske regler for miljøundersøgelser og -høringer ved større anlægsarbejder o.lign. Her kan Greenpeace gøre Højesteret opmærksom på, at den britiske end ikke har omsat direktivet - der har været EU-lov i snart ti år - til britisk lov. Hvorfor den tilladte olieefterforskning heller ikke har gennemgået VVM-proceduren med undersøgelser og høringer.
Det var efter torsdagens indledende sagsfremstilling, at retspræsident Tucker karakteriserede den som "en sag af betragtelig alvor". Om Greenpeace får held med sit krav om en juridisk kulegravning er imidlertid endnu uvist. Mr. Tucker har efter den første sagsfremstilling bedt parterne om at give møde i Højesteret igen til september.
Mens slagsmålet bevæger sig fra Atlanterhavet og ind i retssalen, lever Rockall uforstyrret videre - på Internettet. Under navnet Waveland - Bølgernes Rige - har Greenpeace i cyberspace erklæret Rockall for en ny selvstændig nation, frigjort fra alle de stridende nationer og multinationale selskaber. På den ovenfor angivne hjemmeside er en uafhængighedserklæring for Waveland tillige med en miljørettigheds-erklæring blevet diskuteret og vedtaget. Waveland skal udvikle sig til en demokratisk og miljømæssig mønsterstat og har f.eks. ingen indvandrings-restriktioner. Alle borgere af god vilje kan således søge om pas til den ny virtuelle "micronation", der har etableret sin første ambassade i Hamburg, Tyskland. Et pas er allerede udstedt til den britiske dronning - det ligger til afhentning på Rockall.
Mens et utopia således langsomt er ved at opstå af æterens bølger, bølger det ubønhørlige slagsmål om miljø kontra vækst og indtjening videre ude i virkeligheden. Skulle Jorden ende med at gå under som konsekvens af fortsat umådeholdent energiforbrug og dertil hørende klima-ulykker, kan man trøste sig med, at vi alle kan leve videre i fred og harmoni i cyberspace.
