Læsetid: 6 min.

Troldmandens lærling udfordrer sin mester

9. juli 1997

Striden i den serbisk-kontrollerede del af Bosnien spidser til, og mange spørger, om dette vil føre til en politisk deling af Republika Srpska, som heller ikke geografisk hænger særlig godt sammen

Politik i det tidligere Jugosla-vien er længe foregået efter 'troldmandens lærlings' princip. I sin tid blev Slobodan Milosevic en stor mand ved at lægge sig i kølvandet på sin gode ven og partifælle Ivan Stambolic - for til sidst at skubbe denne anti-nationalistiske, kommunistiske politiker væk fra præsidentposten i Serbien og selv overtage den.
Få år senere havde Slovodan Milosevic brug for en stand-in på den bosniske scene, da der skulle bygges en nationalistisk serbisk parti op dér, som modvægt til kroaternes og muslimernes partidannelser. Han greb til den montenegrinske læge Radovan Karadzic, som en tid havde levet i Sarajevo. Jobbet var ikke nemt, fordi serberne i Bosnien i starten var lidet tilbøjelige til at se sig som en særlig etnisk gruppe.
Men Karadzic gjorde sig arbejde godt. Det lykkedes ham og sine hjælpere at få en stærk opbakning blandt de bosniske serbere, som fik tudet ørene fulde om de forfærdelige ting, der ville ske, hvis de ikke ville løsrive sig fra Bosnien, når denne stat brød ud af det gamle Jugoslavien. Der er ingen grund til her at gå i detaljer med metoderne, blot konstatere, at det lykkedes Karadzic og hans hjælpere at gøre de bosniske serbere til den mest ubøjelige befolkningsgruppe i det opløste Jugoslavien.
Det ramte Milosevic selv, da han i 1993 skiftede kurs og forsøgte at få de bosniske serbere med på Vance-Owen planen. Milosevic lagde hårdt pres på Karadzic, men denne viste sine formidable evner som undviger og gjorde sit til, at de bosniske serberes parlament ene af alle afviste den fredsplan, som kunne have resultateret i fred i Bosnien over to år før Dayton-aftalen.
Også siden har Karadzic vist sig som en 'troldmandens lærling', som har frigjort sig fra sin læremester Milosevic og nu i årevis har forfulgt sine egne mål uafhængigt af Milosevics interesser.
Til sidst lykkedes det dog at få tvunget ham væk fra præsident-posten i hans selvudråbte Srpska Republika Bosna i Hercegovina som en af de afgørende betingelser for, at Dayton-fredsaftalen kunne komme i stand og den internationale blokade mod Serbien og Montenegro blive hævet.

Hverken udlandet eller Milosevic kunne dog være særlig tilfredse med, at erstatningen for Karadzic blev Biljana Plavsic, en hardliner fra hans eget parti SDS, som havde nægtet at give Milosevic hånden under forhandlingerne i 1993, og hvis ultranationalistiske udtalelser er blevet kritiseret af ingen andre end Milosevics kone Mirjana Markovoc.
Men det overraskende er sket endnu en gang: Også Biljana Plavsic er blevet 'troldmandens lærling', som har frigjort sig fra sin læremester og nu åbent ud- fordrer ham i noget, man roligt kan kalde en kamp på liv og død. Og det er nu helt klart, at dette ikke er et spil for galleriet: Det er blodig alvor.
Der er ofte i vurderingen af politikere en tendens til at betragte dem som statiske. Når man én gang har placeret dem i en bås, regner man med, at de bliver i den. At folk skulle kunne udvikle sig, ja ligefrem skifte holdning, anses for usandsynligt, og når det endelig sker, ligger anklager for holdningsløshed og kynisme nær, også når ændringen er til det bedre. Få har glemt den danske statsminister Jens Otto Krag, at han åbent vedstod, at han havde et standpunkt, til han valgte sig et nyt.

Men hvad ligger der bag fru Plavsics kursændring? Er hun en forræder mod de bosniske serberes sag, sådan som de medier påstår der styres af hendes tidligere forbundsfæller Karadzic og Krajisnik?
Det er der absolut intet, der tyder på. Det der tilsyneladende er sket, er at Biljana Plavsic har gjort det utilladelige at tage sit præsidentembede alvorligt og tage hensyn til ve og vel i den befolkning, hun fik mandat til at være præsident for ved valgene i september 1996.
Allerede dengang var der dyb splittelse i Srpska. Især i Srpskas eneste større by, Banja Luka, var der stærk opposition mod "kliken i Pale", som mange dér betegner kredsen om Karadzic. Faktisk opnåede en Banja Luka-baseret oppositionskandidat en trediedel af stemmerne fra Srpska ved valget til det fælles bosniske præsidentskab i september 1996 - kun to tredjedele stemte på Karadzics kandidat Krajisnik.
Pale-politikerne havde ellers forsøgt gennem medierne at kontrollere valget. Men ikke mindst en af det bosnisk-serbiske militær styret radio i Banja Luka-området udtalte sig overordentlig kritisk mod Pale-regeringen. Og hos mange almindelige mennesker i Banja Luka stødte man på kritik af Pale.
Blandt kritikpunkterne var, at man ikke ønskede at blive regeret fra en hotelby ved Sarajevo, at hverken lederne eller deres familier havde gjort nogen personlig indsats under kampene i Bosnien i 1995, hvor det serbisk-kontrollerede territorium var blevet kraftigt reduceret, og at lederne tværtimod har beriget sig både på krigen og på blokaden.

Præsident Plavsics anklager for korruption rammer Pale-gruppen på dens ømmeste punkt. Og selvfølgelig er den gået til modangreb. En nøglerolle i magtkampen spiller den indenrigsminister, Dragan Kijac, som Plavsic har fyret. For han har Pale-gruppens vigtigste magtbasis, politiet, under sig.
En anden af Pale-gruppens aktiver er herredømmet over de bosniske serberes parlament. Men det er tilsyneladende krympet: Det var ikke muligt at samle det nødvendige to trediedeles flertal til en direkte afsættelse af præsidenten. Kun simpelt flertal råder man over. Og det har man så brugt til at lave en undtagelseslov for det tilfælde, at præsidenten skulle vise sig som forræder. Hvad medierne nu skal forsøge at bevise, at hun er.
Hærens rolle er for øjeblikket kryptisk. Det var at forvente, at den mere helhjertet sluttede op bag præsidenten, indtil videre har den kun lovet hende neutralitet i striden. Om det er, fordi hæren erkender, at præsidenten formelt har fat i den lange ende og den så kan nøjes med at støtte forfatningen, ikke hende personligt, er stadig et åbent spørgsmål.
Det er klart, at hæren, trods megen uvilje mod Pale, nødigt ser sig selv i en borgerkrig med politiet som modstander, og at den formentlig frygter, at en borgerkrig kunne føre til en spaltning af den i forvejen splittede stat. Endvidere kan den håbe på, at den internationale støtte til Plavsic kan skabe et sådant pres på Pale, at den kan undgå direkte at måtte gribe til våben mod Karadzic og hans mænd.

Hermed er vi kommet til udlandets holdning til striden. Den er på overfladen entydig: for Plavsic og mod Krajisnik og Karadzic. Men alligevel virker det, som om udlandet stadig holder hånden over Karadzic. For har denne ikke for lang tid siden skullet anholdes og stilles for retten i Haag, ifølge den Dayton-aftale, som er hele grundlaget for Bosnien-politikken siden slutningen af 1995?
Forlydender, der ikke har kunnet officielt bekræftes, går ud på, at amerikanerne har udrustet og trænet en særlig styrke, der er klar til at arrestere Karadzic og nøjagtigt ved, hvor den skal finde ham.
Men at franskmændene, som har kommandoen over styrkerne i Sa-rajevo og omegn, ikke vil have andre til at foretage indgreb i deres område. En grund til, at intet er sket, kan være, at franskmændene er bange for, at en pågribelse af Karadzic kan føre til gengældelse mod deres egne styrker. Og som det fremgår andetsteds i bladet, er der iagtttagere som mener, at en pågribelse af Karadzic faktisk kunne føre både til et blodbad og til at give denne hårdnakkede overlever martyrstatus.

Det store spørgsmål er imidlertid, om risikoen ikke er overvurderet. At en gammel tro hardliner som Biljana Plavsic nu åbent har vendt sig mod ham, er et tegn på den stadig stærkere modstand mod Pale-regeringen i store dele af Srpska. En fjernelse og retsforfølgelse af Karadzic vil givet af mange serbere blive taget med et lettelsens suk. For det er serberne i Bosnien, der mere end nogen andre er gidsler i dette spil. Det er dem, der har måttet betale for, at deres ledere har nægtet at opfylde udlandets betingelser for at støtte en forbedring af forholdene i det fattige og isolerede område. Og nu har de tilsyneladende fået en præsident, der vil sætte sin stilling ind på at bekæmpe korruption og komme udlandet i møde, så også serberne kan få del i udlandets støtte til genopbygningen af Bosnien efter krigen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu