Læsetid: 6 min.

Våbenindustrien er den skjulte dagsorden

5. juli 1997

USA vil kun bekoste to mia. af en total udgift på 30 mia. dollars på NATO udvidelsen. Det til trods for at amerikanske våbenfabrikanter står til at løbe med ordrebøgerne fra de nye medlemslande

Udadtil vil alle ustrøgede folder voere udglattet, og de 16 plus tre stats- og regeringschefer smile lykkeligt, når ceremonien er overstået i Madrid på onsdag, og NATO formelt har inviteret tre østeuropoeiske stater - Polen, Tjekkiet og Ungarn - ombord i verdens moegtigste forsvarsalliance. Men inden da kan man godt regne med nogle sure opstød fra europoeisk hold mod amerikansk enegang og diktatpolitik i militoerpagten.
Mod forventning vil spørgsmålet om Sloveniens og Rumoeniens optagelse i denne første runde noeppe blive genstand for heftig debat. Uagtet Frankrig, Italien og andre NATO-lande i Sydeuropa har gjort deres pligt og forsøgt at få dem med i klubben, så kan selv de forstå, at deres lobbykampagne kom lidt for sent.
Hverken NATO-bureaukratiet, Pentagon eller alle de uafhoengige toenketanke i USA og Europa har endnu haft tid til at gennemføre en nødvendig og grundig analyse af Sloveniens og Rumoeniens militoere beredskab og isenkram. De politiske betingelser for medlemskab er i derimod orden, hvilket vil sige demokrati, markedsøkonomi, civil styring af de voebnede styrker, tolerant behandling af minoriteter og et fredeligt forhold til nabostaterne.
Men som proesident Bill Clinton påpegede i et interview torsdag:
"Jeg er ikke ude på at ekskludere nogen. På den anden side finder jeg det vigtigt fra et principielt synspunkt, at vi undlader at udsende invitationer, inden vi er absolut overbeviste om, at kandidaternes demokrati er modent og deres forsvar dueligt."
Udtalelsen var isoer rettet mod Rumoenien, som i manges øjne kun fornylig er blevet et politisk demokrati med markedsøkonomi.
"Kun et år er gået siden. Lad os give rumoenerne et par år ekstra til at stabilisere deres demokrati og udvikle økonomien. Så kan vi tage sagen op", sagde Clinton, der vil besøge Bucarest noeste fredag, inden han lander i København.
Fra et sydeuropoeisk synspunkt ville det gavne sikkerheden i området, dersom NATO havde et brohovede til Balkan fra nordvest (Slovenien) og fra øst (Rumoenien). Det er et argument, som den amerikanske proesident på ingen måde afslog i interviewet torsdag.

Den egentlige tvist på topmødet i Madrid vil angå et langt mere prekoert emne, noget der optager alle i den globale økonomi. Penge. Udvidelsen af NATO's medlemskreds med tre nye stater vil komme til at koste mellem 27 og 35 mia dollar over ti år. Heraf vil de tre nye medlemmer boere en byrde på 10-12 mia. dollar. Det resterende beløb betales af de nuvoerende medlemmer, altså mellem 15-17 mia. og 23-25 mia. dollar. Lad os for letheds skyld sige 20 mia.
Her opstår der lidt af et problem, for USA - som oprindeligt tog initiativet til NATO-udvidelsen - vil kun forpligte sig til at punge ud med en latterlig lille sum på 2 mia. dollar. Når man samtidig betoenker, at De Forenede Staters Kongres noegter at betale sin goeld til FN, så er det, at europoeiske ledere begynder at rive sig i håret af frustration og rent privat udtrykker deres harme over amerikanernes arrogante diktatpolitik.
Det er bl.a. på den baggrund, at man skal se Tysklands støtte til sydeuropoeernes ønske om at få flere lande ind i NATO-folden.
Forbundskansler Helmuth Kohl har tegnet en streg i sandet. Bonns forhold til USA er ikke loengere så strategisk vigtigt, at Paris' interesser i Sydeuropa uden videre kan underkendes. Og så er der naturligvis den tysk-franske akse i EU, som ikke har det for godt i øjeblikket.

Men det store spørgsmål er: Hvordan skal EU-landene - der i kølvandet på Den Kolde Krig alle som én har skåret ned på deres forsvarsudgifter og som hver for sig stroeber mod at tilpasse sig ØMU'ens konvergenskriterier - få råd til at finansiere over halvdelen af udgifterne forbundet med NATO-udvidelsen.
Den amerikanske regering argumenterer, at det bliver komplet umuligt at få NATO-udvidelsen igennem det republikansk-styrede Senat, hvis USA's udgifter overstiger 200 mio. dollar om året. Supermagten har simpelthen ikke råd til mere. Forbundsstatens finanser skal balancere i 2002. Punktum.
I øvrigt må det nu voere op til europoeerene at betale en større del af regningen - det tidobbelte - for deres egen sikkerhed. Det synspunkt kan man i og for sig stille sig sympatisk overfor. Har europoeerne ikke i årevis ønsket at opbygge deres egen søjle indenfor NATO?

Hagen ved alle disse argumenter er, at USA's forsvarsindustri kommer til at tjene styrtende på affoeren, mens den europoeiske vil stå med håret i postkassen. I sidste instans drejer konflikten på tvoers af Atlanten sig altså om våbenindustriens interesser.
Det antages, at Polen, Ungarn og Tjekkiet vil voere nødt til at udskifte deres flåde af foroeldede MIG-21 jagerfly - flere af dem havarerer hvert år. Det betyder, at USA's største våbenfabrikant Lockheed Martin formentlig vil have held til at soelge for 10 mia. dollar F-16 fly, med mindre de tre lande voelger at vente, indtil Pentagon bestiller den nye generation jagerfly U.S. Joint Strike Fighter, et teknologisk vidunder. Lockheed-Martin og Boeing er i skarp konkurrence om ordren.
Oveni det kommer en hel masse andet militoert isenkram som nye transportfly, kamp- og transporthelikoptere, radarer, radioudstyr, edb-anloeg og militoere kommunikationssystemer. I maj måned solgte Bell Helicopter Textron kamphelikoptere til Rumoenien for 1 mia. dollar.

I disse måneder har lobbyister for USA's forsvarsindustri ikke ligget på den lade side. Lockheed Martin, som torsdag erhvervede konkurrenten Grumman Corp. for 8,3 mia. dollar, dannede fornylig U.S. Committee to Expand NATO og har siden haft voeldigt travlt med at underholde amerikanske politikere. Dagbladet New York Times berettede om en middag, hvor udenrigsminister Madeleine Albright holdt tale for en roekke senatorer. Maden var betalt af komitéen.
Sideløbende har chefer for USA's tre førende våbenfabrikanter - Boeing McDonnell, Lockheed Martin og Raytheon - voeret på rejse i Østeuropa. Idéen er, at hvis amerikanerne med deres magt og brynde som supermagt kan få foden indenfor fra begyndelsen, så sidder de fast i årtier. For når en stat først har valgt våbentyper, er det dyrt at skifte leverandør.
Alt i mens amerikanerne således står til at skumme fløden af de betydelige investeringer, Polen, Ungarn og Tjekkiet må foretage for at opgradere deres forsvarsstyrker, så tegner den europoeiske forsvarsindustri til at blive sorteper.
Spørgsmålet er, om det scenarie er politisk acceptabelt for lande som England, Tyskland og Frankrig, hvis våbenfabrikanter efterhånden ligner dvoerge i forhold til de amerikanske giganter. Et kig på statistikken illustrerer, hvor håbløs en situation koncerner som British Aerospace, Dassault Aviation, Aerospatiale og Daimler-Benz befinder sig i.
I perioden 1984-94 lå europoeiske NATO-medlemmers andel af det globale våbenmarked på 26 pct., mens USA's voksede fra 25 til 57 pct. I 1990'erne er denne tendens blevet forstoerket. Fra 1991-95 øgede de store amerikanske våbenkoncerner deres internationale afsoetning med 60 pct., hvorimod europoeernes salg gik tilbage med 12 pct.

Denne trend skal ses på baggrund af en skoerpet konkurrence i takt med, at både USA og europoeiske lande har skåret ned på deres forsvarsudgifter og derfor søger at holde noesen oven vande ved at opdyrke nye markeder i Asien, Mellemøsten og Latinamerika. Trods den nye markedsstrategien har amerikansk forsvarsindustri tabt 2 mio. arbejdspladser siden Den Kolde Krig.
Til forskel fra subventionerede europoeiske våbenfabrikanter valgte den amerikanske våbenbranche at skoere alt fedtet voek og ivoerksatte, tilskyndet af Pentagon, en fusionsbølge, som har elimineret dusinvis af selskaber og efterladt de tre ovennoevnte giganter i førersoedet. Deres samlede årsomsoetning løber op i 55 mia. dollar. Til sammenligning omsoetter de seks største europoeiske koncerner for 25 mia. dollar.
Men i denne sammenhoeng betyder størrelse mindre end teknologi og produktivitet, hvor amerikanerne er så langt foran, at kun betydelige statslige investeringer ville kunne gøre europoeisk forsvarsindustri konkurrencedygtig. Alternativet er strategisk samarbejde i en underordnet rolle tvoers over Atlanten. Det kan muligvis blive den eneste måde, hvorpå europoeiske fabrikanter og skatteborgere kan få lidt af deres investering på 18 mia. dollar i Østeuropas sikkerhed tilbage på.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu