Læsetid: 3 min.

13.000 øer søger en nutidskunst

19. august 1997

Sensommerudstilling af indonesisk kunst på Sophienholm

UDSTILLING

Danmark ligner ikke sig selv sådan en glødende varm augustdag. At køre hen over Sjælland, fra nord til syd, er anderledes og fremmedartet i lugt og farver, ikke grønt i grønt, men brunt i brunt. Byggen på de korte strå danner en broncebrun, nubret flade, mens stubmarkerne er blakket gyldenbrune. Enkelte steder er halmen afbrændt i striber eller som pletter af sod, og omkring de mørke arealer blomstrer valmuerne uanfægtet og mere lysende rødt end nogensinde.
Farverne er ligesom i Indonesien, hvis man skal tro de kunstnere, som udstiller på Sophienholm. Ikke bogstavelig landskabeligt, for det fortæller værkerne intet om, men til gengæld giver de et meget stærkt indtryk af landets tone og temperatur.
Et ungt land
Indonesiens mere end 13.000 øer blev et selvstændigt rige i 1945, men uden en fælles kunst. I 1920'erne skabtes et naturalistisk landskabsmaleri efter vesterlandsk model og siden er mange faser blevet gennemløbet fra politisk propaganda, under den japanske besættelse 1942-45 og i de følgende års vanskelige frigørelse fra det 350 år gamle hollandske kolonistyre, til abstraktion.
Europa var længe forbilledet, men i de senere år har kunstskoler og akademier fostret en kunst, som søger egne veje, de være sig abstrakte - oftest i forindelse med uddannelse på kunstskolen i Bandung - eller mere repræsentative og monumental med centrum i Yogyakarta. Kunstens betydning for skabelsen af et nationalt fællesskab i 60'erne blev i usædvanlig grad påskønnet og forstået, hvilket medførte en ikke ringe kommerciel succes for kunstnerne.
Skolen i Bandung
De 13 kunstnere, som er udvalgt til Sophienholm har alle på et eller andet tidspunkt været knyttet til skolen i Bandung, enten som elever eller som lærere. En af initiativtagerne er Professor Pirous, som har spillet en væsentlig rolle i Bandung bl.a. på grund af sin interesse for kalligrafi. Arabiske skrifttegn indgår i flere af hans mørkviolette, ultramarin og grønblå kompositioner. Et væsentligt karaktertræk ved hovedparten af de viste værker er deres varme stoflighed med tilføjelser i form af collage af forarbejdede naturmaterialer hentet fra et landligt miljø af ældre(?) dato. Men det er svært at afgøre om sådanne detaljer skal tolkes som realisme, æstetik eller nostalgi.
Sunaryo arbejder i sine tunge, dramatiske og sanselige kompositioner med sand og sod, fletværk og fibre suppleret med farvegnister i rødt og guld. I collagen fornemmes landskabets temperatur, og der er alvor og stor tøjlet pragt i hans billeder. Også Umi Dachlan blander tunge farver med stor konstruktiv vægt og en rytmisk inkrustation af gamle mønter, og stof af tyl eller gaze er selve mediet i Setiawan Sabanas arbejder, gennemvædet af maling i sort og violet oplyst af enkelte klare farver, ligesom det natsorte rum i Hayi Ma'muns invaderes af brokadeagtige farver.
Hendrawan Riyantos skulpturelle udtryk er nært beslægtet med malernes. Hans steler, "Javanese - Spirit To Day", er åndemaneragtige figurer skabt af kapper af krakeleret terracotta, der ligner soltørret ler, holdt sammen af et net af bambuspinde og med et gabende bambusrør som en slags mund. Det er maleriske og formelt raffinerede værker af råbende stilhed.
Hvad ser vi
Et par kunstnere er broget fortællende i en stil som må formodes at være folkloristisk tradition, mens Erna Garnisih Pirous med sine særprægede vækstformer anslår en mere sart og lyrisk vesterlandsk tone, ligesom Yetty Mikkelsens ekspressionistisk dramatiske maleri virker nordisk. Tysk af fødsel med med et mangeårigt ophold i Bandung har Rita Widagdo skabt glatte og elegante skulpturer med et vist orientalsk præg, mens andre af hendes arbejder, ligesom Yetty Mikkelsens skulpturer er mindre interessante, fordi de ligner så mange andre danskeres.
Og her er vi ved kernen af problemet med at vurdere kunst fra et ukendt miljø. Hvornår er der tale om et personligt udtryk og hvornår om variationer indenfor givne rammer? Det, der bevæger, bevæger, men hvor stor den enkelte kunstners indsats og fortjeneste er, kan ikke med sikkerhed afgøres.
En dansker må bruge sine danske referencer - og sjællandsk sensommer er, ligesom farverne i indonesisk maleri - smuk!

*13 Nutids Kunstnere fra Indonesien. Maleri, Skulptur og Grafik. Sophienholm. Arrangeret af Lyngby Kunstforening. Til 7.9. Ti-sø. 11-17, to. 11-21.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu