Læsetid: 2 min.

Århus vil på filmens landkort

22. august 1997

Næsten-stiftet østjysk fond støtter blandt andet filmprojekt om Svend Åge Madsens forfatterskab

Kun juridiske spidsfindigheder mangler, før Den Østjydske Filmfond kan erklære sig stiftet efter alle formelle regler.
Men fonden er allerede aktiv og har uddelt den første portion penge til lokale filmfolk. I alt 840.000 kroner til seks forskellige filmprojekter i Århus Amt.
Uddelingen affødte igår kritik af fondsbestyrelsen, da den havde indkaldt branchen til orienteringsmøde om den næsten-stiftede fond.
"Det er uklogt at dele penge ud, før fonden formelt er stiftet," sagde Claus Frandsen, fra The Company på vegne af en håndfuld lokale producenter.
"Ingen har haft mulighed eller ordentlig tid til at søge fonden om midler. Og nu er så op imod 60 procent af første års budget brugt. Vi forstår godt, at fonden har kløe i fingrene for at komme af med pengene med den opmærksomhed, det giver omkring fonden, men vi havde gerne set, at man havde klappet hesten og givet tid til ansøgningerne," sagde Claus Frandsen.
Formanden for fondsbestyrelsen, den socialdemokratiske kulturrådmand i Århus Kommune, Flemming Knudsen, svarede, at det er svært at handle og klappe hesten på én gang.
Den Østjydske Filmfond er er et samarbejde mellem Århus Kommune og Århus Amt med kommunen som hovedinvestor.
Fonden har i alt 4,5 millioner kroner til uddeling over en tre-årig periode; et beløb væsentligt lavere end det, man forestillede sig under forarbejdet til fonden.
Hovedformålet er støtte fiktionsfilmen og det lokale filmmiljø. Men samtidig - understregede bestyrelsesformanden - også at skabe arbejdspladser i regionen via filmmiljøet. Forhåbningerne fra branchen er få genindsat Århus på filmens landkort, hvor byen ikke har været 'siden stumfilmens tid', som en lokal filmproducent udtrykte det.
Dage med Madsen
I fondens tre-mands bestyrelse er der ingen med indgående kendskab til film. Kjeld Veirup fra Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft har været konsulent på vurderingen af den første stribe fondsansøgninger.
Blandt de seks projekter, der fik støtte i første ansøgerrunde, er en international kort- og dokumentarfilmsfestival, 'Festival of Festivals'. I biograferne i Århus vil man fra 25. - 28. september blandt andet kunne se en række kortfilm, der har vundet priser ved internationale festivaller.
Fonden har desuden givet 50.000 kroner et filmprojekt om Svend Åge Madsens forfatterskab. Arbejdstitlen er Dage med Madsen, og tre yngre århusianske forfattere har netop leveret en færdig synops til produktionsselskabet Jutlandia Film. Chefen for Jutlandia, Thomas Schindel, understreger dog, at projektet har langt igen.
Lange udsigter har også den ansøgning, som den næsten-stiftede fond har belønnet med flest penge. Den 28-årige århusianske instruktør, Aage Rais Toft, havde stor succes med debutfilmen Anton forrige vinter, og hans nye spillefilmsprojekt om en dansk FN-soldat i Bosnien - med arbejdstitlen På Fremmed Mark - støtter fonden med en halv million kroner.
En håndsrækning til filmen, der arbejder med et budget på 18 millioner kroner.
I modsætning til filmen om Anton, der var rent jysk produceret, bliver Rais Tofts nye film til gennem samarbejde mellem Jutlandia Film og københavnske Balboa Enterprise, producent af blandt andet Pusher.
Filmen skal optages i Århus, i Bosnien og i Sverige, og optagelserne er planlagt til at begynde til marts næste år. Henrik Danstrup fra Balboa Enterprise oplyser, at der til dato er skrevet kontrakt med tre af fem internationale skuespillere til På Fremmed Mark.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu