Læsetid: 2 min.

Amok over Rossini

30. august 1997

KONCERT
Ret skal være ret. Det er ikke passende at klappe begejstret mellem satserne i et værk, der handler om jomfru Marias med-lidelse i forbindelse med hendes eneste søns død på korset. Alligevel gik publikum nærmest amok af begejstring i Tivolis koncertsal.
Marcello Viotti stod ganske vist i spidsen for en særdeles glimrende opførelse af Rossinis en time lange værk. Med sin koncentrerede direktion gennemførte han en plastisk frasering, som samlede kor, solister og orkester i smidig samdrægtighed.
Men mon ikke forklaringen på den voldsomme applaus lige så meget skal søges i musikkens opera-agtige letfordøjelighed? Rossinis Stabat Mater lyder mere som berusende italiensk opera end som blodfattig kirkemusik i protestantisk forstand, så sangsolisternes præstationer bliver det primære for publikum.
God kvartet
Tenoren Raul Gimenez' ekstremt nuancerede foredrag druknede ganske vist delvis i orkestret. Det var synd, for han havde, så vidt det kunne høres, styr på de musikalske intentioner. Bassen Arutjun Kotschinian gjorde sit solistparti glimrende. Klart syngende, myndig uden at være bastant understregede han solistkvartettens fine niveau. På damesiden var både den dramatiske italienerinde Lucia Aliberti og den engelske mezzo Anne-Marie Owens udmærket valgt til de to sopranpartier.
Tivolis Koncertkor sang mere end almindeligt godt - især på damesiden - selvom finalens dobbeltfuga afslørede tekniske begrænsninger.
På mange måder var der tale om en meget fin koncertopførelse. Der er ingen tvivl om, at orkestret deler denne anmelders begejstring for Viotti, der heldigvis er blevet fast inventar på dirigentlisten.
Har man lyst til at (gen)høre Stabat Mater med dets raffinerede blanding af religiøs fordybelse på tekstsiden og boblende operafornemmelser i orkestret kombineret med karakteristisk rossinisk lethed i vokalpartierne anbefales Wiener Filharmonikerne og dirigenten Myung-Whun Chungs nyindspilning. På cd'en får man hele vokalsiden af tenoren Gimenez' indledende arie, "Cujus animam gementem", at høre. Bassen hos Chung hedder Roberto Scandiuzzi. Han er fortræffelig, ligesom både Luba Orgonasova og Rossini-specialisten Cecilia Bartoli er bedårende i sopranpartierne.

*Rossini: Stabat Mater. Lucia Aliberti, Anne-Marie Owens, Raul Gimenez, Arutjun Kotschinian, Tivolis Symfoniorkester og Tivolis Koncertkor dirigeret af Marcello Viotti, Tivolis Koncertsal, torsdag
*Rossini: Stabat Mater. Deutsche Grammophon 449 178-2

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her