Læsetid: 2 min.

I anledning af Michael Jackson

18. august 1997

SONNERGAARDS SOMMERKLASSIKERE
Som Sonner-skriver har man hverken særlig meget indflydelse eller særlig stor indtjening.
Det eneste attraktive i rollen er forsåvidt den minimale magt, der kan ligge i at anbefale noget, og fraråde noget andet. Men som Informations læsere vil vide, har jeg ikke en gang benyttet mig af sidstnævnte mulighed. I samtlige artikler har jeg jo rost et eller andet.
Lad dette være en undtagelse.
De sidste dages Jackson-hysteri har gjort mig ond i sulet, thi jeg kan vitterlig ikke fordrage dette strømlinede, forræderiske masseprodukt. Min lede drejer sig måske nok så meget om musikken, som jeg finder kvalm, omend intetsigende.
Men den drejer sig så sandelig også om den forvaltning af stjernerollen, som Jackson har udvist en sand dilltantisme i. Bortset fra de mange operationer, og de mange klæberier til ældre stars... så kan jeg for min død ikke se, hvordan og hvor og hvorledes man kan placere Jackson som kunstner. Måske er grunden, at når talen falder på Jacksons stjernerolle kommer jeg altid til at tænke på en anden star, nemlig David Bowie.
Bowies karriere var en lang række af brud, og så snart han stod på toppen af karrieren, skiftede han stil, ændrede kurs, udseende og lyd (fra hippy til punk til new romantic og fra glitter over funk til datidens techno, og med små afstikkere til Brecht og Weil osv.) ... måske først og fremmest for at undgå at blive hængende i den sump, som datidens Sinatra og nu Jackson middelmådigt er blevet hængende i.
Bowie var i sine velmagtsdage et aldeles livsbekræftende og inspirerende eksempel på, at stjernerne i underholdningsbranchen ikke nødvendigvis havde begrebet inerti som deres adelsmærke.
Han beviste, at rock (i en aldeles bred forstand) kunne angribes kunstnerisk.
Hvad kan Jackson? Funk? Er det det, det drejer sig om? Hvad kan Madonna ? Er det nok at danse lidt, undergå operationer eller ligefrem tage sig i skridtet eller blotte busten?
Vist ikke. Kunst drejer sig til syvende og sidst om at forarbejde, og ikke blot at vise. At Bowie så var poseuren par excellence, og en slags ekshibitionist ud i det ekstreme, det er en anden sag.
Han relativerede jo netop denne ekshibitionistiske positur, og forsøgte med al magt at flytte sig, når publikum troede at vide, hvor de nøjagtigt havde ham.
Og dette gjaldt - i modsætning til Jackson - også det musikalske udtryk

Frarådes:
Jackson
Madonna
Sinatra
Anbefales:
Bowie

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her