Læsetid: 5 min.

Arken som film

15. august 1997

Ark og ve. Historien om Arkens detroniserede dronning har ingen ende og er nu blevet en sæbeopera

Det kan ikke nægtes, at 'sagen' Arken og Anna Castberg har været nam nam for pressen, siden den detroniserede direktør tog flugt-vejen over Nordsøen og gik under jorden. Aldrig har dansk kunstliv set en mere pittoresk, eventyrlig og tragikomisk skandale som den, der startede for nøjagtigt et år siden med fyringen af Arkens direktør, der havde løjet om sin akademiske baggrund, men som blev fyret på grund af 'samarbejdsvanskeligheder'.
DR-tv sendte onsdag og torsdag aften prime-time et godt opreklameret dokumentar-program 'Annas Ark', et program, der solgte sig på at gengive verden ifølge Castberg. Castberg skulle for første gang for åben skærm få lov at give sin version af hændelsesforløbet hed det, men faktisk blev hun røvrendt i flere omgange. Herom senere.

At imponere
"Ja, hvad fik mig til det? Måske at imponere den danske kunstverden", indleder hun, hvorefter dramatisk musik danner overgang til næste scene: Bestyrelsesmedlem Ole Hyltoft, der udtaler, at der i kulissen foregik en kamp mellem to kvinder: Amtsborgmester og bestyrelsesformand Vibeke Storm Rasmussen og Anna Castberg. Det er da til at begribe selv for analfabeter, og man forstår, at vi nu er i fuld gang med at varme op til en sæbeopera à la Dollars, hvis omdrejningspunkt er kampen mellem det onde magtdyr og det gode offer, personificeret i henholdsvis Alexis-Vibeke og Chrystel-Anna og med den smækre lyshårede journalist Kris Guliksen som kvinden i midten, der fører os rundt i manegen. Hun sørger, som det sig hør og bør i moderne udsendelser, for at spille en aktiv, yderst synlig rolle på skærmen. Kampen mellem den nationalt orienterede, strikkende socialkammerat med hang til storblomstrede selvskabte kreationer, der luftes i hendes toværelses i Albertslund og den lyse, fagre internationale Anna Castberg, der aldrig optrådte i det samme tøj to gange, og som - da hun stadig var ved magten - boede i en 300 kvm herskabslejlighed i Københavns midte. Hendes Meryl Streep-agtige fremtoning, der giver associationer til penge, klasse og Hollywood, ikke at forglemme.
Castberg fik i udsendelserne lejlighed til at rense sig for åben skærm, men flere gange blev loyaliteten brudt, og kameraet snurrede videre, ofte fra vinkler, der afslørede, at hun blev optaget uden at vide det, hvilket virkede pinligt og grænseoverskridende, ligesom Guliksen forsøgte at presse hende til at sige mere, end hun havde lyst og mod til - stik imod deres aftale om, at Castberg kun ville medvirke i programmet, hvis det kom hende til gode. I interviewet onsdag aften hørte vi dog også andre synspunkter, der nuancerer ansvarsplaceringen, men generelt får Castberg lov at vælte hele ansvarsbyrden over på Vibeke Storm Rasmussen og bestyrelsen. Og da Vibeke Storm Rasmussen havde nægtet at udtale sig (hun gjorde det ganske vist i det direkte program 'Anden sal til højre' i Københavns Radio i går sent på eftermiddagen efter deadline), måtte Guliksen udspørge andre medlemmer af bestyrelsen og repræsentanter fra kulturlivet.

Castbergs angreb
Castberg siger, at hun ikke har dårlig samvittighed over det arbejde, hun har lagt i Arken, tværtimod er hun faktisk stolt over det, og i udsendelsen støttes hun af magtfulde mænd fra den amerikanske kunstverden, ikoner som f.eks. galleriejeren og opdageren af popkunsten m.m.m., Leo Castelli, der bedyrer, at han giver hende sin 'support and admiration'.
Castberg angriber for-ståeligt nok den danske presse for at have opbygget myter og for "ubehøvlet og ensidigt at komme ind på privatlivet af en offentlig person". Og hun mener fortsat, at det kun er en "akademisk detalje", at hun ikke havde de påståede kvalifikationer, og at hun har en bachelor-grad, som det imidlertid ikke har været muligt at fremskaffe beviser for. Jyllands Posten skriver f.eks. den 10. ds.: man "har skriftlige udsagn fra de engelske universiteter, hvoraf det fremgår, at hun aldrig har været indskrevet". Ligesom hun naturligvis heller aldrig har skrevet nogen ph.d.-afhandling i det danske guldaldermaleri på Københavns Universitet, selv om hun har skiltet med en doktorgrad på kataloget for sit Art-broker-firma i London. I det hele taget svirrer det fortsat med usikre oplysninger i udsendelsen, også om hendes fædrene ophav, og alt i alt giver udsendelsen det indtryk, at Anna Castberg fortsat har et anstrengt forholdt til sandheden.
Udsendelserne dokumenterer til gengæld med de levende billeders overbevisende kraft, at der var tale om et kulturelt automobilsammenstød mellem et elitært, internationalt orienteret kunstsyn og et socialdemokratisk, nationalt i folkeoplysningens navn. Det måtte simpelt hen gå galt, når socialdemokraterne ville opføre et postmoderne forsamlingshus i klitterne ved Sydkysten og indforskrev den helt forkerte til at drive det.

Kaalunds mausolæum
Arken er som bekendt Per Kaalunds hjertebarn, og museet blev ifølge det forhenværende bestyrelsesmedlem, den konservative Nina Berrig, hastevedtaget, så han kunne nå at grave det første spadestik på byggegrunden til Arken, 'Kaalunds mausolæum', inden han gik af som amtsborgmester, ligesom Berrig i udsendelsen beklagede sig over, at det lykkedes bestyrelsen at vedtage navnet Arken med det flammende røde A som logo. "Museet blev ikke til for kunsten, men for de socialdemokratiske vælgere på Vestegnens skyld", hedder det.
Castberg mener, at Storm Rasmussen hverken var til at hugge eller stikke i, og at hun ikke kunne komme igennem med sit internationale udstillingsprogram: "Til åbningen kom den del af den politiske verden, som Vibeke havde interesse i at invitere", konstaterer hun bittert i udsendelsen. I Københavns Radio torsdag morgen siger den kulturelle forkvinde for Københavns Amt, Birthe Nielsen, at Castberg lod hånt om bestyrelsen, og at hun ikke havde forstand på at administrere sin virksomhed.
Enhver, der kender det danske kunstliv, ved, at Anna Castberg ikke havde begreb skabt om dansk kunst. Men også, at hun havde katastrofale huller udi den internationale. F.eks. fortalte den russiske kunstner Ilya Kabakov mig, at han havde haft en timelang 'samtale' med hende en gang i Arkens Cafeteria, men at hun ikke sagde et ord. En anden beretter, at hun ikke kendte Donald Judd. Kunstnere, der nåede at udstille i hendes tid, siger, at de ikke fik en lillefinger til assistance, når de skulle udstille, etc. etc. Dertil kom, at hun ikke formåede at holde budgettet og samtidig ikke gjorde en effektiv indsats for at skaffe sponsorer. Arken måtte kuldsejle, men nu sejler den igen, med kaptajn Gether ved roret. Han har arrangeret udstillingen Museum Danmark, godt nok med dansk kunst, men ikke desto mindre den udstilling, der har taget sig bedst ud i Arkens korte, men turbulente tilværelse, der også er besværliggjort af en næsten umulig udstillings'arketektur'. Men dansk kunstliv sukker nu efter et internationalt krydderi i ny og næ, og se om det ikke lader sig gøre?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu