Læsetid: 3 min.

Et asylpolitisk eksperiment

26. august 1997

Nyheden om de danske aftaler med to lokale klanledere om tilbagesendelse af afviste asylansøgere til det nordvestlige Somalia (Somaliland) og det nordøst Somalia begyndte som en glad historie.
Glad er indenrigsminister Birte Weiss (S) i hvert fald glad, da hun 9. juli i en pressemeddelelse præsenterer de indgåede aftaler. De betegner "et gennembrud" i forsøgene på at løse et umuligt problem.
"Hidtil har det været ligegyldigt, om somalierne fik asyl eller ej, for de kunne rent faktisk ikke returneres til landet, hvis de fik afslag," siger indenrigsministeren Weiss midt på sommeren.
Aftalen med det nordvestlige Somalia (Somaliland) er dén, myndighederne er nået længst med.
"Aftalen træder i kraft den 1. august og indebærer, at når de første 50 er vendt hjem, skal Danmark og lokalregeringen undersøge de betingelser, de har fået, og hvordan det i det hele taget går," siger Birte Weiss.
Aftalen med administrationen i det nordøstlige Somalia omfatter hjemsendelse af ti personer.
Det kommer også frem, at aftalerne om hjemsendelserne er kombineret med løfter om støtte til genopbygningsprojekter.
Tæppehandel
Men det varer ikke længe, før de kritiske røster melder sig. Allerede dagen efter sætter lektor i folkeret, Lars Adam Rehof, i Information spørgsmålstegn ved aftalerne.
Hvordan kan to ikke-anerkendte stater give Danmark folkeretlige garantier for de hjemsendtes sikkerhed, spørger han.
Som Rehof ser det, ligner aftalerne en ny "afghansk tæppehandel".
Rehof refererer til en sag fra 1995, hvor udenrigsministeriet forsøgte at handle med en afghansk militsleder om tilbagetagelse af afviste asylansøgere. Militslederen skulle blandt andet have gamle militærtæpper og nødhjælpstelte som modydelse for at tage imod de afviste.
Birte Weiss afviser parallellen. Hjælpen til genopbygning gives i dette tilfælde ikke til enkeltpersoner, men til lokalt regerende myndigheder, siger hun.
56 millioner
Herefter ligger sagen stille i sommervarmen i et par uger. Lige indtil beregninger af de genopbygningsprojekter, som de danske myndigheder har lovet at støtte, viser sig at beløbe sig til 56 mill. kr.
De borgerlige politikere laver regnestykket: "60 hjemsendte asylansøgere for 56 millioner", og finder prisen for høj. Det er"bestikkelse" og "rent tyveri", mener de. Birte Weiss afviser igen kritikken. Ifølge Weiss kan ingen sige noget præcist om, hvor mange afviste asylansøgere, aftalerne i sidste enge kommer til at dreje sig om.
Hun pointerer, at aftalen med det nordvestlige Somalia (Somaliland) ikke kun omfatter 50 afviste asylansøgere. Aftalen drejer sig om "nuværende og kommende afviste asylansøgere" fra området de næste tre år.
Men sådan opfatter myndighederne i det nordvestlige Somalia ikke aftalen. Den selvudnævnte præsident Muhammed Ibrahim Egal fra Somaliland og flere af hans ministre afviser Weiss' udlægning og fastholder, at aftalen udelukkende drejer sig om tilbagesendelse af 50 asylansøgere.
FN-advarsel
Desuden kommer det midt i august frem, at UNDP, FNs udviklingsorganisation, har advaret mod, at enkelte lande indgår seperate aftaler med klanledere i Somalia. UNDP anbefaler en koordineret indsats i landet for at forhindre, at donorlandene spilles ud mod hinanden. Samtidig kommer det også frem, at advarslen er givet to uger inden, de danske myndigheder underskrev aftaler i Somalia.
Den nyhed gør, at ikke bare den borgerlige opposition, men også regeringspartneren, det Radikale Venstre, og SF bliver betænkelige ved hele det nordsomaliske projekt.
Den radikale Bjørn Elmquist siger, at det ikke er radikal politik at overhøre FN-advarsler og benævner aftalerne som et "eksperiment", der ikke kalder på gentagelse.
Også SFs retsordfører, Anne Baastrup, er kritisk. Hun synes dårligt om, at Danmark har valgt at "gå enegang" og kan ikke garantere, at partiet vil støtte regeringen, når den i næste uge skal finde opbakning til projekterne i Nordsomalia.
De konservative har på forhånd meldt ud, at partiet stemmer imod, og også Venstre truer med et nej til at bevilge de 56 millioner.
I tilfælde af et nej falder hele modellen for hjemsendelse af de afviste somaliere på gulvet.
Administrationen i Somaliland har allerede bebudet, at den i givet fald ikke vil opfylde sin del af aftalen og tage imod de afviste asylansøgere, hvis den lovede støtte til genopbygning bliver givet.
Men indtil videre sætter den trængte indenrigsminister Weiss sin lid til, at de borgerlige ændrer holdning, når sagen kommer op i Folketingets Finansudvalg.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu