Analyse
Læsetid: 5 min.

Banker er trådt i parties sted i russisk presse

16. august 1997

'Informationssikkerheden' skal styrkes i Rusland. Men russisk presse har tabt sin finest hour på gulvet - eller rettere solgt den til finansmagnater

Informationssikkerheden skal højnes i Rusland, mener Jelt-sins sikkerhedsråd, der har fremlagt forslag til en "informationsdoktrin", der skal beskytte individer og staten. Forslaget viser faren ved at slå de to ting sammen.
"På sovjetisk vis sidestilles beskyttelse af offentlighedens interesser med statens," siger Vitalij Tretjakov, chefredaktør for dagbladet Nezavisimaja Gaseta.
En af forfatterne, en oberst i sikkerhedstjenesten, FSB, siger: "Det er først og fremmest statens interesser og dernæst journalisternes og individernes, der skal tilgodeses".
Redaktører og journalister mener, at forslaget baner vej for love, der begrænser ytringsfriheden, og det kaldes Kremls svar på den tabte "informationskrig" under krigen i Tjetjenien.
Det kan der være noget om, da Kremls bitterhed har været stor over, at den russiske krigs beskidte karakter primært blev blotlagt af russisk presse.
Det skulle vise sig at blive russisk journalistiks finest hour.

Sikkerhedsrådets forslag er ikke det, som bør til, men der er et skrigende behov for en russisk presseetik. Uden bevisførelse kan alt for eksempel hævdes om en person, der står for skud: at han har hugget af statskassen, er i ledtog med de værste mafiakarle og så videre. At der er meget af den slags bliver brugt som eneste legitimering af at bruge anklagerne i flæng.
Hvor mudderet kastes hen afgøres i stadig højere grad på finansmagnaters kontorer, ikke på redaktionerne.
Russiske journalister er i vidt omfang igen blevet skriverkarle for nogen. Denne gang ikke et parti, men finansmagnater, der har købt ledende aviser og indflydelse på de største TV-stationer. Et af de hidtil værste udslag af dette blev udløst af auktionen over en fjerdedel af aktierne i telekommunikationsmonopolet Svjazinvest for nylig. De blev solgt til højestbydende - et brud på den tradition, at finansmagnaterne deler statsværdierne i porten for en slik.
Det tabende konsortium satte sin solide del af pressen i gang med muddermaskinen, så ikke mindst superminister Boris Nemtsov, som de samme medier indtil da hyldede som det store reformhåb, blev fremstillet som uduelig og korrupt.
Bag taberne var MOST-gruppen, der begyndte som et bankimperium, men nu også er media-MOST. Det omfatter det såkaldt uafhængige NTV, det populæreste ugentlige TV-blad, Sevodnja, et af de ledende "liberale" dagblade, ugemagasinet Itogi og radiostationen Ekho Moskva, de liberales yndlingsstation.
Dygtige drenge og piger i disse medier rullede ud til fordel for taberne i Svjazinvest-slaget. Til gengæld brugte Uneximbank, der vandt licitationen, sin stor aktiepost i Komsomolskaja Pravda, til at lade denne avis vindernes sag.

Uneximbanks køb af aktierne i Komsomolskaja Pravda skabte modstand på redaktionen, men karakteristisk nok drejede det sig ikke om faren ved at blive opkøbt, men om hvem man helst ville købes af.
Komsomolskaja Pravda har hidtil fået stor økonomisk støtte fra Gazprom og har skrevet meget positivt om firmaet.
"Gazprom fortjener at blive skrevet meget om," siger en redaktør af bladets økonomiske stof, der helst så, at Gazprom købte aktierne.
Noget lignende er foregået omkring det største olieselskab LUKoils og Uneximbanks overtagelse af kontrol med dagbladet Isvestija. Også her handlede konflikten mest om, hvem bladets redaktører hellere ville i seng med og ikke så meget om det med uafhængigheden.
Det er vel at mærke nogle af Ruslands absolut mest seriøse medier, der her trækkes frem.
Og det handler ikke mindst om, at forretnings interesser og politik er en langt mere forbundet sag i Rusland end i de fleste vestlige lande. Kontrol over medier er et instrument til at sørge for, at det politiske apparat gør, som finansmagnaterne ønsker. Ministre og deres bureaukrater er rædselsslagne for dårlig omtale, så alene trusler om det kan sørge for de nødvendige underskrifter.
Et af de relativt uafhængige dagblade skrev fornylig, at listen over medieejere er som en HVEM ER HVEM i Ruslands finans- og industrielite.
Medier opkøbes jo også af finansfolk i Vesten, men den store forskel er, at deres russiske kollegers primære mål ikke er profit. Aviser og TV-stationer er midler til selv-promovering eller redskaber til brug imod rivaler - eller som nævnt til direkte afpresning af regeringen.

Præsidentkampagnen sidste år blev vendepunktet, da hovedparten af journalisterne satte ytringsfriheden i køleskabet, angiveligt for at redde den fra et kommunistisk come back. Jeltsin skulle sikres valg, koste hvad det ville, og prisen blev blandt afslutningen på mediernes finest hour omkring Tjetjenien-krigen.
De russiske styrker gennemførte en brutal forårsoffensiv i det vestlige Tjetjenien, men det skrev pressen ikke om, for nu blev selv NTV Jelt-sins imagemager og kritikken imod Jeltsin i alt andet end kommunisternes presse forsvandt.
Da flere aviser og TV-stationer, efter Jeltsin var genvalgt, åbent proklamerede, at nu skulle deres status som uafhængige genoprettes, var løbet kørt. Da var de allerede helt eller delvist opkøbt af de finansmagnater, der havde betalt for Jeltsins valgkamp og som blev tilbagebetalt med politisk indflydelse.
Under og i de første år efter kommunismens sammenbrud nød pressefolket meget stor prestige i en befolkning, der for første gang følte, at pressen varetog deres og ikke en partistats interesser. Nu er det finanskapitalens i stedet for befolkningens interesser, som almindelige russere mener, at pressen varetager. "De er jo allesammen købt," hedder det.
Men en speciel måde at købe journalister på er på retur, så flere bureauer, der hyrede journalister for banker og virksomheder til at skrive tekstreklame, har måtte lukke. For nu køber finansbosserne ikke længere tekstreklame stykvis, men hele aviser.
Danske mediefolk på smuttur til Rusland har ofte forklaret problemerne i russisk presse med, at journalister jo skal uddannes for at nå op på vestligt niveau. Men revolutionen i russiske journalisters omgang med virkeligheden skete imidlertid i et hurtigt spring. Det var ikke dem, der kom på skolebænken hos vestlige kollegaer, der markerede sig på fornemmeste vis.
Det var tværtimod begavede hoveder, der fik de rette frie betingelser og derefter bare kunne det skidt... Russiske journalister varetog jo straks opgaven fornemt, da de første skud lød i Tjetjenien, mens der gik meget længere tid, før amerikansk presse leverede noget tilsvarende om Vietnam-krigen.

Problemet er snarere at finansmagnaterne i forstærket grad, efter deres assistance til Jeltsin under valgkampen, styrer landet, og har opkøbt medier for at sikre, at dette fortsætter. Medierne spejler denne virkelighed i en sådan grad, at den ikke engang holder fast ved støtte til reformhåbene, når de er der, som Boris Nemtsov. Eller rettere. Det gør de kun, hvis deres ejeres forretning interesser ikke trues af reformministerens handlinger.
General Lebed var også de seri-øse mediers kæledægge, da han kunne bruges til at støtte Jeltsin, men efter hans højlydte kritik af regeringskorruption begyndte at afstabilisere forretningsklimaet, som præsidentens velgørere havde investeret så meget i, vendte pressetomlen nedad.
Der er stadig utrolig meget læse- og seværdigt, kritisk og seriøst i russiske medier - også i de her nævnte - men troværdigheden går gang på gang fløjten, når det handler om finansmagnaternes interesser. Det er svært at gennemskue nøjagtigt, hvem der styrer Rusland i dag, men de store bankers drenge træffer tit de store afgørelser - og pressen leger med.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her