Jacques Doillons Ponette giver forunderlige indblik i et fireårigt barns stærke følelses- og fantasiliv, men er på flere måder en tvivlsom affære
NY FILM
Jacques Doillons biografgennembrud hed Kvinden, der græder. Hans nye film kunne hedde Barnet, der græder, for den rummer flere billeder af et grædende barn end nogen billig marskandiserbutik på Nørrebro.
Hermed er ikke sagt, at Ponette er ren trommesals-kunst. Dertil er den for dygtig og vel også på sin egen måde for dybtfølt. Den kan noget, ikke ret mange andre film (om nogen) hidtil har kunnet så godt: få børn på fire-fem-seks år til at spille komedie på en måde, så man tvivler på, at de bare er sig selv og lærer replikker udenad: de virker som rigtige voksne, bevidste skuespillere, som ved hjælp af professionel indlevelse og dygtighed fremmaner en illusion om spontaneitet.
Det skaber for hovedrolleskuespilleren en moralsk problematik, jeg skal vende tilbage til.
Ringe trøst
Den lille Ponette har for ganske nylig mistet sin mor ved at bilulykke og går selv rundt med underarmen i gips.
Ponette har naturligvis svært ved at fatte, at moderen er borte fra hendes liv, så meget mere som faderen, i sin sorg og bitterhed over tabet, ikke gør meget for virkelig at trøste hende - han overlader hende hurtigt til en tante og hendes to jævnaldrende børn.
Tanten prøver med den religiøse trøst: mor er ikke helt væk og under jorden, men i himlen, hvor også Jesus, der steg op fra de døde, holder til. Og måske kan hun nås gennem bøn. Det hjælper ikke meget, især ikke da faderen under et besøg fejer al denne snak af bordet som vrøvl.
Legekammeraterne er for det meste ganske hensynsfulde, omend kontante, og trøster Ponette, men kan selvfølgelig ikke på nogen måde erstatte moderen. Ponette føler sig ensom og sårbar og stræber efter at blive et Guds barn i lighed med Ada, en enestående privilegeret jødisk legekammerat, der sætter hende på flere optagelsesprøver.
Mere opmuntring er der er hente hos Matiaz, der gerne uddeler kys og massage. Kun et enkelt barn er direkte aggressivt, idet han giver Ponette skylden for moderens død. Hun er ond! Til slut møder Ponette moderen i drømme, og det virker forløsende.
Livfuld barneverden
Ponette er omgivet af milde kvinder og ganske gode kammerater, men mangler den forstående ånd, der for alvor kan fatte hendes savn og smerte. Hun er velformuleret i forhold til sin alder, lever et stært følelses- og fantasiliv, som de voksne har svært ved at følge med i, fordi de sjældent giver sig tid til at lytte og trøste på konstruktiv måde.
Filmen handler altså om den barneverden, der er så svær at nå, og som derfor let bliver smertefuld ensom. Om en sorg, der er uden grænser, fordi barnet selv ikke har erfaring eller forståelse til at afgrænse sorgen.
Slutningen, der ikke skal røbes, virker som et letkøbt stilbrud, men inden da har Doillon sat kameraet ned i børnenes øjenhøjde på en mere ubesværet intim og livfuld måde end jeg mindes at have set det før.
Her udspiller der sig små dramaer omkring Ponettes store matyrium, og børnene demonstrerer en alvor og formuleringsevne, der nok kan virke overraskende, men næppe er urealistisk. Det er både charmerende og momentvis rørende at se på.
Moralsk betænkelig
Et stort forbehold må dog med: Doillons fascination af lidelsen, allerede næsten sygelig i Kvinde, der græder, antager foruroligende dimensioner her, fordi den centrerer sig om hvad man ikke kan undgå at betragte som et sagesløst barn.
Den fireårige Victoire Thivisol, der fik skuespillerprisen ved Venedigfestivalen (!), manipuleres til at gennemlide sin rolle i en række dybt-følte faser af gråd og fortvivlelse, der næppe kan have ladt hende uberørt, efter at kameraet blev standset.
At hun har status som et slags vidunderbarn, kan ikke anfægtes. Men man gribes af ubehag ved den ublufærdige måde, hvorpå Doillon udnytter hendes evne - nærmest en rovdrift.
Det gør momentvis filmen sentimental, men først og fremmest rejser det spørgsmålet om det moralsk ansvarlige i instruktørens fremgangsmåde. For hvordan vil et fire-årigt barn kunne gennemspille disse hjerteskærende, længe fastholdte og dybdeborende scener uden at blive sjæleligt mærket af dem?
*Ponette. Instruktion og manuskript: Jacques Doillon. Fransk (Dagmar, Gloria)
