Analyse
Læsetid: 6 min.

Bilisme bag smogtågerne i fransk miljøpolitik

22. august 1997

Traditionelt skal Paris have akut åndenød, før der er opbakning til at gribe ind mod luft-forureningen. Men en ny, grøn miljøminister kan måske støtte en spirrende holdningsændring

Miljøpolitikken stiger højt op på den politiske dagsorden i Frankrig, når luftforureningen bliver alarmerende. Det minder lidt om den gamle historie om lejeren, der klager til husejeren over, at det regner ned gennem taget. Lejeren får til svar, at man jo ikke kan reparere taget, så længe det regner. Men så en dag, hvor det ikke regner? Jamen så er der jo ikke noget problem!
Den sidste tids luftforureningskriser i Paris og en række større franske byer - der har på ny været alarmtilstand på niveau 2 (næsthøjeste niveau) i denne uge - har sat gang i miljødebatten.
Denne nye runde har måske ikke været forgæves, for den har rettet lyset mod en permanent skævhed. Den består ikke så meget i, at luftforureningen ligefrem glemmes mellem kriserne, men den franske miljøpolitik har det tilfælles med den overfor citerede Århus-historie (belgier-historie, som man kalder dem i Frankrig), at de såkaldte miljøpolitiske foranstaltninger fortrinsvis handler om, hvad der skal gøres i akutte krisesituationer, ikke om en langsigtet politik, der kan forbedre miljøet og forebygge disse situationer.
Det gælder også den "luftlov", som daværende miljøminister Corinne Lepage fik vedtaget i december 1996 under stort besvær og i stærkt udvandet form.
Denne første franske lov på området blev ellers lanceret som en historisk begivenhed. I bedste franske stil forkyndte paragraf 1 i lovforslaget alle borgeres "ret til at indånde en luft, der ikke skader deres helbred". Altså en menneskeret - og en erklæring,der lød som et ekko af Menneskerettighedserklæringen fra Revolutionen i 1789.
Nogle indvendte, at det var store ord i anledning af små skridt. At den slags principerklæringer var gratis, og at det, man havde brug for, var milliardinvesteringer i en ny miljøpolitik. Men højreflertallet i parlamentet fandt denne paragraf farlig, og den blev jordet efter en sønderlemmende kritik Højrepolitikerne frygtede, at den lov-fæstede "ret til ren luft" kunne bruges som et juridisk instrument til angreb på alle mulige forureningskilder - og især bilen.
Bag denne offensiv var det ikke svært at få øje på de magtfulde lobbyer, der bremser miljøpolitikken i Frankrig. De repræsenterer først og fremmest bilindustrien, lastbilvognmændene og olieindustrien. Men også i vidt omfang bilisterne. Bilen er på en måde næsten hellig og urørlig i Frankrig.
"Det synes umuligt at reducere dens herredømme over territorierne og sindene," skriver Le Monde. "Hvilke hensigter de skiftende miljøministre end har, så ender man altid med rene lapperier."
Det nye er, at Frankrig for første gang i sin historie har en miljøminister, der repræsenterer et miljøparti, nemlig Dominique Voynet, leder af partiet De Grønne, der er koalitionspartner i regeringen Jospin.
Men hun nåede ikke at få et ben til jorden, før den første luftforureningskrise meldte sig, og franskmændene begyndte at råbe og skrige på indgreb. Ministeren var på ferie, da luften pludselig blev tyk i Paris, og man kan næsten sige, at hun blev taget på sengen. Hun blev beskyldt for passivitet, hun blev angrebet af konkurrerende miljøpartier, af højreoppositionen, udsat for mild kritik fra venstre og dårligt nok forsvaret af sit eget parti. Nogle kommentatorer talte om en den første politiske krise for den nye regering.
Disse reaktioner skyldes nok til en vis grad, at Dominique Voynet er kendt som en meget dynamisk person, og at hun fremsatte nogle ret visionære erklæringer ved sin tiltræden, ledsaget af dramatiske symbolske beslutninger, som standsning af det gigantiske Rhin-Rhône kanalprojekt og den omstridte "superreaktor" i Creys-Malville.
Hvad man bebrejder ministeren er, at hun ikke i hast har aktiveret kriseforanstaltningerne i Lepage-loven maksimalt. Hun mener imidlertid, at disse foranstaltninger næppe er effektive - halveringen af biltrafikken (med skiftevis forbud mod lige og ulige nummerplader hver anden dag) måske endda praktisk uigennemførlig, med risiko for totalt kaos i Paris.
Hun tror mere på indførelsen af det "grønne mærkat" - det vil sige, at kun køretøjer, der er testet og kendt forureningsfri efter skrappe kriterier og forsynet med et grønt certifikat på forruden, har lov at cirkulere under kriserne. Dette har en anderledes "pædagogisk" virkning end nummerplade-rationeringen, der rammer i flæng, påpeger hun. Men denne foranstaltning kræver forberedelser og kan først træde i kraft i slutningen af 1998.
I øvrigt er det svært at se, hvad man konkret kan bebrejde Dominique Voynet - medmindre man mener, at miljøpolitik netop er noget, der kun er aktuelt under akutte forureningskriser.
Hun forsvarer sig med, at det, der tæller i det lange løb, er en politik, der begrænser biltrafikken og de forurenende brændstoffer og udvikler den langt mindre forurenende offentlige transport.
Det kræver nye former beskatning, og det kræver milliardinvesteringer. I øvrigt påpeger hun, at den forurening, man klager over i øjeblikket, skyldes, at der alt for længe er blevet gjort alt for lidt. At man har ladet stå til gennem årtier.
Det er en påmindelse om, at den franske miljøpolitik på næsten alle områder er langt bagefter navnlig den tyske, hollandske, østrigske - og de nordiske landes. Det skyldes manglende politisk vilje. Miljøpartier og -grupper er relativt svage, og De Grønne er sent slået igennem som politisk faktor. De ovenfor nævnte lobbyer er til gengæld stærke, og kulten omkring bilen og uviljen mod indgreb mod den uindskrænkede bilisme er stærkere end i formentlig noget andet land.
Mens regering efter regering ender med at acceptere status quo efter lejlighedsvise store armsving, er der små tegn på mentalitetsændringer i befolkningen.
Debatten og visse vaner i det daglige tyder på en voksende miljøbevidsthed. Cyklen er blevet opdaget og bruges mere og mere som transportmiddel, mens det tidligere kun var nogle få originaler, der benyttede den regelmæssigt som andet end sportsredskab eller legetøj. Der er opstået en højrøstet cykellobby, og selv Paris' bystyre har iværksat en plan for de første 50 km cykelstier.
Måske står Frankrig ved begyndelsen til en mere aktiv miljøpolitik, men spørgsmålet er, om der skal mange nye forureningskriser og endnu mange dødsfald til, før bil-, diesel-, og vognmandslobbyerne m. fl. får stillet stolen for døren. En officiel rapport i fjor anslog, at 350 dødsfald pr. år kunne tilskrives luftforureningen i Paris og Lyon. Forurening fra biltrafikken an-slås at forårsage eller fremskynde omkring 1.000 dødsfald om året i Frankrig.
Det er et politisk og finansielt en sag i sværvægterklassen. Spørgsmål som CO2-skat og selektive beskatningsformer for brændstof, bilbeskatning, "grøn skat" og så videre er af forholdsvis ny dato i Frankrig og lover bitre sammenstød mellem miljøinteresserne og og lobbyerne. En vigtig detalje er, at dieselolie - notorisk en af de værste forureningskilder - er beskatningsmæssigt favoriseret, og at den franske bilindustri er nummer to på verdensmarkedet for dieselmotorbiler.
Der er udarbejdet 74 projekter for forbedring af den offentlige trafik i franske byer og lokalområder. Projekter, der skal gøre de offentlige trafikmidler så tiltrækkende, hyppige, billige og komfortable, at de kan konkurrere med personbilerne. De skal samtidig være forureningsfri, fortrinsvis elektrisk drevne. En udbygget offentlig trafik kan også gøre forbud mod biler i indre byzoner praktisk gennemførlige.
Disse projekter er tilsammen anslået til at koste små 100 mia. kr., så er det er ikke fra den ene dag til den anden, man kan vente dem realiseret. Men miljøminister Voynet sagde i denne uge, at det er den slags man må satse på, og at beløbet ikke er "urimeligt".
Der er lang vej igen. Alene i 1996 blev der i Frankrig ofret 45 mia. kr. på vejbyggeri - ti gange så meget som på projekter for offentlig transport.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her