Læsetid: 3 min.

Blodtørst og kødlyst

28. august 1997

TEATER
"Jack er en morder. Han myrder kvinder. Måske for sjov og måske slet ikke."
Sådan indleder Peter Laugesen sit nye drama Jailbird - mystisk, dragende og selvmodsigende. For digteren Laugesen har solidt fat i dramatikeren Laugesen i denne forestilling, hvor hverken James Joyce eller Sartre er langt borte - og hvor Shakespeares Romeo og Julie lærker omkring uden mindste nattergalepoesi.
Laugesen vil fortælle en historie, en højdramatisk massemorderhistorie endda, men han skyer enhver traditionel, fortløbende handling og graver sig i stedet ind i sindet hos jailbirden Jack, der bruger resterne af sit søvnløse liv på at komme sig over moderens voldtægt og drab.
Historien kunne imidlertid sagtens være endt som en temmelig banal, freudiansk afdækning af en mands luder-madonna-skisma. Men fordi Laugesen dramaturgisk klipper historien op til et næsten uoverskueligt puslespil, bliver Jailbird lige så fængslende som uforståelig.
Jacks tanker flyver rundt i tid, tanker om fortiden veksler med drømme om fremtiden - tiden står stille, og tiden bliver sprunget over. Eller som Jacks dommer udtaler ud fra den uangribelige, subjektive lov: "Jeg dømmer dig til dine egne drømme".
Jacks håndsky omgivelser blander sig uafladeligt i den kryptiske afdækning af sandheden. Laugesens drama-trick er overraskende enkelt: Han tildeler alle personer magten til at styre de andre med afbrydende replikker - til at beordre dem til at tie stille, til at rejse sig op, til at overfalde hinanden... Og således klippes handlingen over på de mest uventede steder.
Æstetisk dødsgang
Når det også lykkes at realisere dette besynderlige univers på scenen, skyldes det den stiliserede instruktion af Poul Storm.
Han er også i denne forestilling tydeligt påvirket af tysk ekspressionisme, og han lægger ikke fingrene imellem, når han forstørrer vrangsiderne i denne verden af traumer og fortrængninger og udlevede perversioner. Og ekstremerne er skåret så tydeligt ud, at klicheerne får en reel chance for at forvandle sig til nuancerede menneskeportrætter, midt i en symboloverdrevet verden med isolationscelle og deroute-bar og uendeligt billardspil.
Scenografen Henrik Norlander Smith har støttet instruktionens hang til det forvredne. I et hvidt fliserum på Ortopædisk Hospital i Århus har han skabt en skæv verden af indelukket håbløshed - med en overoplyst hospitalsgang i baggrunden som den mest æstetiske ramme om den dødsvandring, de fleste i stykket ender med at foretage. Og som soldaten siger, mens han retter pistolen mod publikum: "Der har vi jo det store gruppebillede. Og bag jer venter massegraven."
Luderbarm
Men selvom der er blod i forestillingen, er der mere blodtørst og kødlyst. Alle vil have noget, alle vil have krop, men ingen ved i virkeligheden, hvad de skal stille op med den. Følelsesmæssigt er de amputerede, og derfor er de også kropsligt degenererede - og omvendt. Her støtter den impotente den blinde i jagten på den mening, som forlængst er forsvundet.
Skuespillerne i Teatret Opus X spiller stærkt og enigt - og de kaster sig hellere ud på for dybt vand end for lavt. Derved får flere af dem også helt nye sider frem. Lars Sidenius spiller mere indadvendt fortættet end tidligere som morderfangen Jack, og Casper Joel Nielsen har fået en ny ondskabsfuld autoritet som fængselsbetjenten. Og Ove Pedersen udstiller posemanden og bogormen B.O. Gorm med en realisme, der får det 70'er-håbløse brune jakkesæt og det fedtede hentehår til at sitre. Jens Mølgård Andersen og Claus Bahnsen danner en heftig macho-duo som frustrerede soldater, mens Jesper Dræbys fortæller klunser godt, men har lidt for travlt med diktionen.
Alligevel er det Katharina Hoffmann, der løber af med både mændene og billedet som luderen Ludia. Hensynsløst ekshibitionistisk styrter hun sig ud i den barskeste 'luder-Verfremdung', mens rå ord regner ud over hendes struttende barm som peberkorn over åbne sår.
Dermed bliver hendes spil mindre intellektuelt analytisk, men også endnu mere kropsligt dekadent end hendes grevinde i Opus X's Heiner Müller-forestilling Quartett under Århus Hallen for to år siden.
Jailbird er med andre ord en fascinerende forestilling om en fange - men frem for alt om at være fange af sit eget indre univers. Derved bliver historien større og mere vedkommende end den kuldegyshistorie, som massemorderskikkelsen lægger op til.
Men okay, denne Jailjack myrder jo også kun kvinder for sjov - og måske slet ikke.

*Jailbird. Af Peter Laugesen. Instruktion: Poul Storm. Scenografi: Henrik Norlander Smith. Teatret Opus X på Ortopædisk Hospital, indg. Katrinebjergvej, i Århus til 7. sept. Herefter på Kaleidoskop i København 12-17. sept. Manuskriptet til 'Jailbird' er trykt i programmet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu