Læsetid: 4 min.

Civile på flugt i Cambodja

22. august 1997

Hun Sen tog magten for at forpurre en fredsaftale mellem De Røde Khmerer og den nu afsatte minister-præsident prins Norodom Ranariddh

Mens tusinder af civile cambodjanere flygter over grænsen til Thailand på flugt fra et drabeligt slag om byen O'Smach i det nordvestlige Cambodja, kommer der nye detaljer frem om de begivenheder, der førte til ministerpræsident Hun Sens magt-overtagelse i begyndelsen af juli. Ifølge det velorienterede Far Eastern Economic Review og avisen Washington Post tog Hun Sen magten for at forpurre en fredsaftale mellem Cambodjas frygtede guerillagruppe og tidligere magthavere, De Røde Khmerer, og den nu afsatte første ministerpræsident, prins Norodom Ranariddh.
De Røde Khmerer erklærede sig i aftalen rede til at opgive den væbnede modstand og indgå på fredelig vis i det politiske system.
Aftalen kom endeligt på plads den 4. juli, og ifølge planen ville parterne offentliggøre den ved en ceremoni den 6. juli, men Hun Sen nåede at gribe ind, fordi han frygtede, at aftalen var vendt mod ham.
Ved daggry den 5. juli sendte han derfor sine tropper ind i hovedstaden Phnom Penh, afsatte Ranariddh og kastede dermed Cambodja ud i endnu en væbnet og tragisk konflikt.
Pol Pots fald
Det er journalisten Nate Thayer, der bringer historien i det seneste nummer af Far Eastern Economic Review. Samme Nate Thayer var tidligere på måneden manden bag solohistorien om Pol Pots fald fra tronen som De Røde Khmerers leder. Detroniseringen af Pol Pot hænger nøje sammen med de nye oplysninger om fredsaftalen mellem De Røde Khmerer og Norodom Ranariddh.
Ifølge Thayer foregik der en intens magtkamp mellem Pol Pot-fløjen, der var imod enhver form for aftale med regeringen, og den anden fløj af yngre Røde Khmer-ledere, der ønskede at slutte fred og indgå i en koalition med
Ranariddh.
Striden førte i maj-juni til flere drab og kidnapninger. Pol Pot stod bl. a. bag drabet på De Røde Khmerers forsvarsminister Son Sen i et forsøg på at forhindre fredsforhandlingerne. Men det hele endte med, at Pol Pot i juni blev taget til fange af sine egne i junglen i det nordlige Cambodja og en måned senere idømt fængsel på livstid ved en intern folkedomstol.
Sideløbende med den interne magtkamp gennemførte De Røde Khmerer forhandlinger med Ranariddh, og den nye leder for Khmererne, Khieu Samphan, nåede i begyndelsen af juli til enighed med Ranariddh.
Ifølge aftalen, som Far Eastern Economic Review er i besiddelse af, var guerilla-gruppen gået med til at lade sine styrker indgå i re-
geringshæren, anerkende Cambodjas forfatning og opløse sin egen, provisoriske regering. Offentliggørelsen af aftalen skulle finde sted ved en ceremoni den 6. juli i Preah Vihear-templet i det nordlige Cambodja, og diplomater skulle flyves dertil for at overvære det historiske øjeblik.
Hun Sen griber ind
Men Hun Sens kup den 5. juli satte en stopper for planerne og sendte Ranariddh og store dele af hans tilhængere fra Funcinpec-partiet på flugt, mens De Røde Khmerer stod tilbage i junglen med et stykke papir, som de ikke kunne bruge til noget.
Hun Sen frygtede, at Rana-riddh havde skabt en alliance med De Røde Khmerer med det formål at sætte ham fra magten. Og mistanken er måske ikke helt ubegrundet. Far Eastern Economic Review beskriver, hvordan De Røde Khmerers forhandlere længe fastholdt, at de kunne gå med til at anerkende forfatningen, men ikke Hun Sen som leder. Hun Sen ledede Cambodja i årene under den vietnamesiske besættelse, og De Røde Khmerer betragter ham derfor som en forræder.
Under alle omstændigheder havde Khmererne under navnet Det Nationale Enhedsparti planer om at indgå i en koalition af partier, der under Funcinpecs ledelse ville forsøge at vinde over Hun Sen ved det planlagte valg til næste år.
Ville skabe fred
Hun Sen har siden magt-overtagelsen beskyldt Ranariddh for forræderi og har truet med at retsforfølge ham, når og hvis han vender tilbage til Cambodja.
Ranariddh har ført ulovlige forhandlinger med De Røde Khmerer, lyder Hun Sens anklage. Selv forsvarer
Ranariddh sine handlinger på følgende måde:
"Jeg forsøgte at afslutte krigen og øge stabiliteten i landet."
Ingen af delene er blevet til virkelighed. I stedet har der de seneste dage fundet heftige kampe sted omkring byen O'Smach, som er et af de sidste tilholdssteder for de styrker, der er loyale over for Ranariddh.
Flere end 30.000 civile er ifølge nyhedsbureauet Reuter blevet drevet på flugt ind over grænsen til Thailand, mens raketterne regner ind over byen i det nordvestlige Cambodja. Kampene døde hen torsdag, tilsyneladende fordi Ranariddhs styrker er ved at løbe tør for ammunition, men thailandske iagttagere sagde til Reuter, at styrkerne så ud til at kunne holde stand mod Hun Sens regeringshær længe endnu.
Delt i to
De Røde Khmerer hjælper ifølge oplysningerne Rana-riddhs styrker med forsvaret af byen, og dermed ser det ud til, at den alliance, som Hun Sen ville afværge, er blevet en realitet på slagmarken.
Eller, som Nate Thayer skriver, stod De Røde Khmerer, der havde ansvaret for folkemordet på over en million cambodjanere i årene 1975-79, for bare få uger siden isolerede og var tæt på sammenbruddet. De var parate til at opgive den væbnede kamp - men i dag er de tilbage.
Hun Sen sagde tidligere på ugen, at han som det næste skridt har i sinde at indtage Khmerernes base, Anlong Veng.
"Vi vil skabe et samlet Cambodja. Vi vil ikke tillade, at Cambodja bliver delt i to med to regeringer," sagde Hun Sen til journalister efter et regeringsmøde i Phnom Penh. Ifølge Hun Sens planer skal Anlong Veng indtages senest i december, og dermed er der de kommende måneder lagt op til en optrapning af den cambodjanske borgerkrig. En krig, hvor De Røde Khmerer er på banen igen, denne gang i en militær alliance med den afsatte prins Ranariddh.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu