Læsetid: 2 min.

Dansk ansigt i Paris sælges

26. august 1997

PARIS
Det har vakt bestyrtelse i danske og fransk-danske kredse i Paris, at den danske regering har besluttet at sælge Maison du Danemark på Avenue des Champs Elysées, der siden 1955 har været Danmarks ansigt i den franske hovedstad. Den næsten enstemmige reaktion i disse kredse er, at Danmark hermed mister et af sine største aktiver i arbejdet for at gøre Danmark kendt i udlandet, navnlig på det kulturelle plan. Beslutningen er indeholdt i det nye finanslovforslag, men indsmuglet under betegnelsen "budgetoverførsel" uden, at Danmarkshuset er nævnt. Dette får kritikere af regeringens beslutning til at tale om kreativ bogføring, d.v.s. på grænsen til det uhæderlige. Det var tydeligvis meningen, at salget skulle gennemføres i stilhed og uden debat - som en slags "Nacht und Nebel" operation, hævder man i disse kredse. Stilheden er blevet brudt, efter at Ekstra Bladet har omtalt beslutningen i sin mandagsudgave.
Den pågældende "budgetoverførsel" er på 100 mio. kr., hvilket eksperter i Paris betegner som en betydelig overvurdering af husets nuværende handelsværdi. Det parisiske ejendomsmarked er stærkt trykket og har været det i længere tid.
Hvis beslutningen om salget chokerer i de danske kredse, der virker i Danmarkshuset og organiserer dets mange kulturelle aktiviteter, er bestyrtelsen ikke mindre blandt franske venner af Danmark. Det gælder således den førende Skandinavien-ekspert, professor Régis Boyer, direktør for skandinaviske studier ved Sorbonne, oversætter og forfatter til en række bøger om danske emner.
"De er skøre! Det er en helt forkert beslutning, en alvorlig fejl. Dette hus spiller en overordentlig vigtig rolle for Danmarks udstråling. Det gælder butikkerne og restauranterne, der er kendt videnom, men det gælder især på det kulturelle plan, de mange arrangementer med Association France-Danemark etc.,", siger Boyer.
Økonomisk ubegrundet
Professor Boyer karakteriserer beslutningen med det franske udtryk "faire des économies de bouts de chandelle" (omtrent: spare på skillingerne og lade daleren rulle).
"Det er ikke en økonomisk velbegundet beslutning - tabet er klart større end gevinsten. Maison du Danemark er efter min mening et kosteligt aktiv for Danmark, og af de nordiske lande er Danmark klart det land, der er bedst organiseret i den franske hovedstad, har den bedste og mest repræsentative placering. Det ville være en alvorlig fejl at give afkald på denne fordel", siger professor Boyer.
Beslutningen om salget skyldes især, at udenrigsministeriet er kommet i budgetvanskeligheder på grund af store overskridelser ved byggeriet af det gigantiske fælles-nordiske ambassadekompleks i Berlin, hvor Danmark er fanget i de fælles forpligtelser og ikke kan foretage nedskæringer efter eget ønske. I danske kredse i Paris siger man, at regeringen i stedet kunne have overvejet salg af nogle af de over 100 boliger for ambassadører, generalkonsuler og repræsentationschefer, som Danmark har rundt om i verden, og som ofte er "ret flotte".
De er kun til nytte for få mennesker, mens Danmarkshuset i Paris gør gavn for hele Danmark, påpeges det.
For tre år siden flyttede den danske ambassade sin handelsafdeling og sit investeringssekretariat til nyindrettede lokaler i Danmarkshuset. Huset giver et årligt overskud på 2 - 3 mio. kr., som imidlertid ikke må bruges til fordel for de lokale aktiviteter, men skal sendes hjem til den danske statskasse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her