Læsetid: 4 min.

Diplomatisk triumf i Kroatien

16. august 1997

Aktivt dansk diplomati med til at sikre, at fordrevne serbere kan
vende hjem

En kombination af hårdt internationalt pres og dansk diplomatisk snilde har sikret en løsning på et af de store tilbageværende problemer på Balkan: Hvad skal der ske med de godt 200.000 serbere, som for to år siden blev fordrevet fra de kroatiske Krajina-provinser?
En aftale, indgået mellem den kroatiske præsident, Franjo Tudjman, og OSCE (Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa) indebærer, at Krajina-serberne får lov at vende hjem.
Det er en ret, serberne har ifølge Dayton-fredsaftalen, men de få, der har forsøgt, er blevet lagt alle mulige forhindringer i vejen - fra bureaukratisk chikane til direkte vold. Samtidig sikrer aftalen, at de ca. 90.000 kroater, der tidligt i krigen blev fordrevet af serberne fra Østslavonien, kan vende tilbage til deres hjem, når det tidligere serbisk-besatte og nu FN-administrerede område overgives fuldt ud til kroatisk styre til januar.

Må ikke bruge magt
Den store folkeflytning, der skal finde sted i de kommende måneder, skal overvåges af 250 OSCE-observatører i den hidtil største OSCE-operation uden for Bosnien. Chef for korpset bliver den svenske ambassadør Henrik Amneus.
"Rekrutteringen er allerede i gang, og korpset skal gradvis bygges op, så det når de 250 mand til januar. Mandatet gælder til udgangen af 1998, men kan forlænges af OSCE - og af OSCE alene - hvis det skønnes nødvendigt", siger Jørgen Andersen fra Udenrigsministeriets OSCE-gruppe.
OSCE's observatører skal - ifølge mandatet - "assistere med og sikre gennemførelsen af kroatisk lovgivning og de forpligtelser, den kroatiske regering har indgået" samt "sikre en to-vejs tilbagevenden af flygtninge og beskyttelse af nationale mindretal".
OSCE-korpset skal altså overvåge, at den store folkeflytning foregår som den skal, men er ikke bevæbnet og har ikke mandat til at gribe fysisk ind, hvis flygtningene hindres i at vende tilbage - sådan som det er sket i Bosnien i utallige tilfælde.

Det springende punkt
Diplomatiske kilder erkender over for Information, at dette bliver det afgørende punkt.
Ét er, at præsident Tudjman hårdt presset er gået med til at lade de fordrevne serbere vende hjem - noget andet, om Zagreb har styr på lokale beboere og myndigheder, der kan tænkes at bruge alle midler for at forhindre en tilbagevenden.
Efter hvad Information erfarer er et andet kontroversielt spørgsmål, hvor mange serbere der egentlig er omfattet af aftalen. Ifølge det internationale samfunds udlægning gælder aftalen alle godt 200.000 fordrevne serbere - altså også de skønnet 150.000, der befinder sig i Bosnien og selve Serbien.
Zagrebs opfattelse er, at aftalen kun gælder de ca. 60.000 serbere, der har slået sig ned i Østslavonien - altså inden for Kroatiens grænser. Der vil fortsat finde "en del armvridning sted".

Diplomatisk succes
Men at aftalen overhovedet er kommet i stand er en større diplomatisk triumf, som skyldes en kombination af kontant amerikansk og tysk pres mod præsident Tudjman og et glimrende samarbejde mellem Bernard Niyet, den franske FN-vicegeneralsekretær med ansvar for fredsbevarende operationer og OSCE's forhandler, den danske OSCE-ambassadør i Wien, Lars Vissing.
Det sidstnævnte samarbejde førte til et ultimatum
til den kroatiske regering:
FN-styrkerne forlader ikke Østslavonien, før de serbiske flygtninges fredelige repatriering har fundet sted.
Fortsat fra forsiden:

"Det var en meget logisk sammenkædning: Så længe titusinder af serbiske flygtninge opholder sig i Østslavonien, kan vi ikke sikre en fredelig tilbagevending af de titusinder af kroater, der blev fordrevet under krigen", som en diplomatisk kilde udtrykker det.
Dette ultimatum var en alvorlig sag for præsident Tudjmans prestige: Østslavonien er det sidste af de områder, serberne besatte under krigen, som endnu ikke er fuldtud under Zagrebs kontrol, og Tudjman, som siges at kæmpe med en livstruende mavekræft-sygdom, betragter en "befrielse" af hele Kroatien som hans væsentligste politiske arv.
Ultimatumet blev garneret med et voldsomt pres - ikke mindst fra den amerikanske udenrigsminister, Madeleine Albright, der allerede under sit første besøg i Zagreb i maj gav præsident Tudjman en offentlig lektion i menneskerettigheder og som senere - ligeledes offentligt - anklagede den kroatiske udviklingsminister Radic for at lyve om behandlingen af serberne og sluttede med sit legendariske: "De skulle skamme Dem!".
Nok så afgørende for den kroatiske kovending er den kendsgerning, at Verdensbanken og Den Internationale Valutafond i sommer - på amerikansk initiativ - udsatte udbetalingen af lån, Kroatien skulle have haft, og at både USA og Tyskland gjorde det klart, at enhver tanke om et tættere kroatisk samarbejde med NATO og EU var afhængig af, hvorvidt Zagreb overholdt Dayton-aftalen og lod flygtningene vende hjem.
Præsident Tudjman, som i juni blev genvalgt til en ny femårig periode som præsident med komfortabelt flertal, presses også på andre fronter - f.eks. hvad angår udlevering af sigtede krigsforbrydere og af vigtigt bevismateriale til det internationale krigsforbrydertribunal i Haag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu