Læsetid: 4 min.

Død

23. august 1997

Programmet hed "Ham med den røde sofa", en titel der gav mindelser om polsk avantgarde i 60'erne, Polanskis mand med et skab eller sådan noget. Men underrubrikken sagde noget andet: "I september 1995 dør Lene af AIDS 32 år gammel. Det er svært for familien at acceptere døden". Udsendelsen var kl. 20, prime time, i timen før tv-avisen. DR1 havde valgt at placere netop dette program overfor det sværeste af alt: Landskamp. Bosnien-Danmark på TV3 + en dansk folkekomedie på TV2. Jeg valgte i overensstemmelse med min natur at se fodboldkampen og i overens-stemmelse med min nysgerrighed og videomaskines formåen at optage dokumentarprogrammet samtidig. Da fodboldkampen mildest talt ikke er værd at skrive hjem om, vil jag gå direkte til "Ham med den røde sofa".
"Han" viser sig at være den figur der smittede Lene med HIV' så hun syv år senere døde fra mor og far, søster og bror og barn og alt andet. Så sad man der med den velkendte blanding af afsky og fascination. Afsky over hvad? Det er en længere historie, men den trænger til at blive ventileret, omend det vil føre for vidt her og nu.
Er det ligemeget, hvordan man fortæller sin historie? Når man har fået adgang til et døende menneske og hendes sørgende slægtninge, er intet ligemeget. Fotografen gør sig umage, stiller omhyggeligt skarpt, har en hensigt med netop da at zoome helt ind i nær, fremfor at holde sit billede ude i et stort og mere åbent format, hvor den døende piges far ses siddende på den ene side af sengen, hendes mor på den anden. Hvornår er det man zoomer? Hvornår er det, man klipper? Klipper man, når pigen, den døende, i et ultranært billede har sagt "Jeg dør ikke", eller venter man til forældrene har sagt ja og nej og alt det andet, som man nu engang siger, eller ikke siger, når man blot er et menneske.
Jeg ved det ikke. Jeg er på en måde også ligeglad. Dette er ikke en æstetisk diskussion. Og dog. Nu skal vi ikke lyve. Selvfølgelig er det det. Den bliver man jo ganske enkelt nødt til at tage - med sig selv eller andre - når man sidder der og glor. En enkelt ting er fundamental for en fortælling: Valget af hovedperson. Hvis man ikke ved, om det er pigen, der er ved at dø, moren, der er ved at græde eller faren, der er tavs, og denne uafklarethed netop er fortællingens særlige pointe, så ved man ikke, hvordan man skal filme i situationen.
Denne udsendelse virkede på sin egen måde uklar på disse ting. Ikke sådan at forstå, at alting ikke var "klart" nok. Men alligevel. Selvfølgelig er selve det, at vi inviteres med som vidner til en fremmed families afsked med så ungt et menneske rigeligt klart. Hvordan man end fægter sig igennem med zoom og
boom og klip og klap - det kommer igennem, budskabet. Man sad i sofaen og græd over den døende pige og græd over hendes barn og især over hendes gode, kloge mor. Men gal bliver man også. Ellers var det da slet ikke til at holde ud. Dels de uspiselige æstetiske valg i ny og næ - tak for dem - dels den lille families hjælpeløse fablen om noget ganske bestemt, som jeg med al respekt for disse i alle måder fine folk og deres psykologer osv., ikke kan holde ud at høre på: "Hvorfor giver hun ikke bare slip?" spørges der familiemedlemmerne imellem, nu da alle erkender, at slaget definitivt er tabt, og hun ligger der som et skelet i sengen og ser og ser dem ind i deres søvnløse blikke. De pårørende vender og drejer dette med at "give slip", og det gælder både den døende og dem selv. Nu er jeg så langt fra psykolog, og måske er der noget, jeg ikke har for-stået. Men jeg kan for min død ikke fatte, at man skal formulere sig sådan om det her. Er det at dø en aktiv præstationsbetonet handling, som man snarest af hensyn til sine nærmeste, men også af hensyn til sig selv skulle se at komme i gang med at øve sig på? Svaret er vel "Ja". Vi skal på en eller anden måde leve sådan, at det bliver muligt at dø. Hengive os til det ukendte, balancere svimmelt langs afgrundene osv. Men, men, men. Jeg forlanger ikke af en 32-årig, at hun skal "give slip". Jeg tror, jag vil gå så vidt som at overlade til en højere magt at træde til. Hvis jag var psykolog, ville jeg ikke prædike for forsamlingen, at de skulle give slip og udtrykke dit og præstere dat, som udsendelsen i sin redigering gav indtryk af. Jeg ville forberede mennesker på døden dels ved kloge samtaler, men også ved at tillade tavsheden at tage plads i stuen. Måske var den der i den pågældende families yderste dage, tavsheden. Men i filmen om dem indfandt den sig aldrig. Jeg tror på, at der findes nogle ting, det kan være i orden at udstille i billeder i prime time på tv. Et ungt menneskes sidste dage f.eks. Men jeg tror, at man skal øve sig i at holde en slags kæft i samme åndedrag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu